- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XII: Hvene—Jernbaner /
213

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ihændehaverpapir - Ij - Ijar - Ijejasu Tokugava - Ijmuiden - Ijolit - I Jern - Ijssel - Ik

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

øvrigt private Parter imellem skulde være uden
Retsvirkning. Nyere Statsobligationer kan vel
noteres paa Navn, men unoterede
Paategninger er fremdeles uden Gyldighed over for
Statskassen (jfr Indskrivningsbevis).

Da Skyldneren efter et I. efter det
udviklede ikke er pligtig til at betale uden til den,
der har Papiret i Hænde, vil den, for hvem
et I. er bortkommet, være ilde stedt, hvis
Loven ikke i saadanne Tilfælde aabner ham en
Udvej. En saadan Udvej aabnes i Reglen ved
Mortifikationsinstituttet (se Mortifikation),
hvorved den, der har erhvervet
Mortifikationsdom, bliver legitimeret til at forlange Betaling
af Udstederen ell. nyt Gældsbrev udstedt. Ikke
alle I. kan dog mortificeres. Saaledes er efter
dansk Frd. 7. Febr 1823 § 2 Obligationer og
Pengeeffekter, udstedte af kgl. ell. offentlige
Institutter, ikke mortifikable, naar de i de
offentlige Bøger er noterede paa Ihændehaveren.
For at hjælpe i slige Tilfælde er der ved L.
31. Marts 1858 § 4 og L. 17. Marts 1860 § 5
givet særlige Regler, hvorved der, naar en
saadan ikke mortifikabel Statsobligation
oplyses at være ved et Uheld tilintetgjort, kan
gives Ejeren en ny Obligation, og i Tilfælde af,
at den anmeldes at være bortkommet, kan
gives Ejeren Vederlag for Obligationen, efter at
den er forældet. Lgn. Institutter er i Reglen
ogsaa hjemlede efter de fleste fremmede
Retsforfatninger.
K. B.

Ij, se Y.

Ijar er i den Tidsregning, som Jøderne
efter Eksilet overtog fra Babylonerne, Navn paa
den anden Maaned, nærmest svarende til Maj.

Ijejasu Tokugava, jap. Shogun, f. 1542 i
Prov. Mikawa, Ø. f. Kioto, d. 1616 i Sumpu,
hed opr. Takechijo og tog 1565 Navnet I.
Allerede 1560 er I. Herre i den vestlige Del af
Mikawa, hvor han byggede sig en fast Borg
1570. Hans Ry som Kriger voksede, og
efterhaanden blev han Herre over mange Vasaller.
I 1570’erne støttede han Nobunaga (s. d.) og
deltog med Held i Daimio’ernes indbyrdes
Stridigheder om Magten, saaledes hjalp han
Nobunaga med at nedkæmpe den mægtige Familie
Takeda og fik til Løn Prov. Suruga som
Len. Efter Nobunagas Mord 1582 førte I. en
kort Tid Krig med den ny Magthaver
Hidejoshi (s. d.), men de to store Statsmænd gik paa
Forlig, saaledes at I. foreløbig underordnede
sig Hidejoshi og ægtede dennes Søster. I de
flg. Aar forholdt I. sig: fredelig, sysselsat med
Styret af sine Prov., kun 1590 deltog han i det
sejrrige Felttog mod Hojo’erne, Japans
Herskere en Tid af Middelalderen, hvorefter han
til Len fik fl. Provinser paa Kwantosletten
(Midtjapan). Han tog her Edo, det senere
Tokio, til Residens og byggede en vældig Borg,
der endnu findes. I det store Tog mod Korea
deltog han ikke. Inden sin Død 1598 anmodede
Hidejoshi ham om at tilbagekalde Hæren fra
Korea og bad ham være Formynder for Sønnen
Hidejori. I. kom hurtigt i Strid med de
andre store Daimio’er, men slog dem 21. Oktbr
1600 ved Sekigahara i et afgørende Slag.
Hans Hovedmodstandere halshuggedes i Kioto,
andre berøvedes deres Provinser, og atter
andre mistede Dele af deres Len. Hans
Tilhængere fik større ell. mindre Len overalt i Japan.
Geografisk og kulturhistorisk betegner
Sekigahara-Slaget det sildigere civiliserede Øst- og
Nordjapans Sejr over Sydvestjapan og det gl.
Kulturcentrum om Kioto. Bl. de slagne
Sydklaner var de fornemste Tsjoshu og Satsuma,
der gemte deres Hævn i 250 Aar til
Shogunatets Fald. I. havde nu den virkelige Magt i
Japan som Mikadoens militære og politiske
Stedfortræder. 1603 tog han Titlen
Sei-i-tai-shogun, men abdicerede allerede to Aar efter
til Fordel for sin Søn Hidetada og trak sig
tilbage til Borgen Sumpu i Prov. Shizuoka.
Endnu havde dog Hidejoshi’s Familie
Tojotomi’erne megen Magt, og da hans Søn Hidejori
blev voksen, samledes et stort Parti om ham,
men I. gik da mod Osaka og erobrede dens
stærke Borg. Hidejori selv omkom, og fra nu
af var Tokugavaernes Herredømme ubestridt.
Kort før sin Død udstedte I. Æreslove for
Samurai’erne og Hofadelen (Kuge). I disse Love
gaves Bestemmelser for Krigeradelens Stilling
og hele Adfærd i enhver Henseende. I. døde
paa sit Slot Sumpu. Hans Lig begravedes i
Nikko, hvor der nu findes et stort Tempel til
hans Ære. Hans Grav er et yndet Valfartssted.
— I. er maaske Japans største Personlighed,
paa engang Feltherre, Diplomat, Statsmand og
Beskytter af Videnskaben. Trods sin ringe
Herkomst en Grand Seigneur. Lafcadio Hearn har
sammenlignet ham med Julius Cæsar. For
Japanerne staar han som det højeste Forbillede
i Statskunst, ridderlige Færdigheder, kinesisk
Dannelse og buddhistisk Fromhed. Han
fuldendte det af Forgængerne Nobunaga og
Hidejoshi paabegyndte Arbejde, at stække de evig
stridende Daimio’ers Magt og skaffe Japan Ro;
han gav Japan en fast Organisation som
Lensstat, styret af en stærk Centralmyndighed,
og sikrede derved sin Familie Magten i 250
Aar. Uden hans Ordning kan Nutidens stærkt
centraliserede Statsmagt i Japan vanskelig
tænkes. Hans politiske Tanker kendes fra et
mærkeligt Dokument, de »hundrede Love«, en
Art politisk Testamente, bestemt som
Ledetraad for hans Efterfølgere. Han fornyede og
skærpede Loven mod de Kristnes Adgang til
Japan ved sit Edikt af 1614 og skærmede
derved Japan mod at blive Genstand for
Vesteuropas ublufærdige Kolonipolitik. (Litt.: De
la Mazelière
, Le Japon, III [1907];
Rathgen, »Staat u. Kultur der Japaner« [1907];
Hisho Saito, »Geschichte Japans« [1912],
»Folkenes Hist.« Bd VII, 967 ff.).
F. de F.

Ijmuiden [’æ^imøydə(n)], se Ymuiden.

Ijolit, en grovkornet Eruptivbjergart, hvis
Hovedbestanddele er Nefelin og Pyroxen, findes
ved Iiwaara i det nordlige Finland samt i det
indre af Kola-Halvøen.
(N. V. U.). O. B. B.

I Jern, se Dobbelt T Jern.

Ijssel [æ^isə£], se Yssel.

Ik, Flod i det østlige Rusland, Guv. Ufa,
falder i venstre Bred af Kama og naar en
Længde af 420 km. I dens højre Bred, som er
høj og bestaar af Gips, findes mange Huler,
deriblandt I.-Hulen, hvor Temp. aldrig stiger
over Frysepunktet.
G. Ht.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Sep 25 14:33:04 2021 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/12/0223.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free