Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Immunitetslæren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
gennem Køer (ell. Kalve) svækkes paa en saadan
Maade, at den af det svækkede Virus
fremkaldte Sygdom er ufarlig og dog — til en vis
Grad — skærmer mod Kopper, som det maa
antages ved Udvikling af de i det foregaaende
nævnte antibakterielle Stoffer.
Bestræbelser for paa lgn. Maade at
frembringe »Vacciner«, afsvækkede Virusarter,
førte Pasteur (1878—80) til Opdagelse af, at
Hønsekoleraens Mikrob (ikke skadelig for
Mennesker) i Kultur svækkes, naar Kulturen
henstaar under Luftens (Iltens) Adgang i Mørke.
Virulensen er da blevet nedsat, d. v. s., den
giver indbragt paa Dyr kun en forholdsvis
svag Sygdom, og efter dennes Helbredelse er
Dyret immunt for ikke svækket Virus.
Ogsaa Miltbrandvirus lykkedes det Pasteur
at svække paa en saadan Maade, at den nu
kun frembragte en let Sygdom, der
efterfulgtes af Immunitet. Svækkelsen foregik ved
Dyrkning ved høj Temp. (c. 42° C).
Mange Bakteriearter taber af sig selv i
Virulens, svækkes, under alm.
Laboratorieforhold, hvor de saas om fra Reagensglas til
Reagensglas, idet Virulensen for at
vedligeholdes kræver Indskydning ikke for sjældent af
Passage gennem et egnet Dyr (Mus, Kanin
etc).
Det lykkes nu ingenlunde altid at
immunisere fyldestgørende med afsvækkede Kulturer,
idet disse ikke sjældent kun giver en svag
Immunitet. Her gør dog store Forskelligheder sig
gældende.
Selv med dræbt Kultur (dræbt ved
Opvarmning, ved Rystning med Æter, ved
Røntgenbestraaling etc.) lykkes det over for en Del
Sygdomme at immunisere præventivt. Dette
gælder navnlig Tyfus, Paratyfus, Kolera, mod
hvilke Sygdomme man i stor Udstrækning har
vaccineret Soldaterne under Krigen, i det hele
med gunstigt Resultat.
Foruden præventivt har man benyttet
»Bakterieterapi« (ɔ: Indsprøjtning af dræbt Kultur)
mod allerede bestaaende Sygdom. Denne
Behandlingsmaade har særlig faaet Vind i
Sejlene ved Wright’s Publikationer
desangaaende. Særlig god Virkning ses ved
Furunkulose, visse Urinvejssygdomme fremkaldt af
Colibacillen o. fl. Ogsaa Ekstrakter etc. af Bakterier
er blevet benyttet præventivt og kurativt.
Tuberkulin er et saadant Bakterieprodukt.
Meningen med denne Terapi er naturligvis at
tvinge Organismen til at danne de ovf. omtalte
Immunstoffer i tilstrækkelig Mængde.
Serumterapien, hvor man indfører det
færdigdannede Immunstof, har den Fordel, at
Immunstoffet straks optræder i Blodet, i
Modsætning til den aktive Immunisering, hvor der
hengaar 8—10 Dage, før der dannes
tilstrækkelig Immunstof. Men Ulemperne ved den passive
Immunisering bestaar i: 1) Vanskelighed ved
at faa tilstrækkelig høj Antistofkoncentration
passivt, 2) Indførelse af et artsfremmet Serum,
der giver Mulighed for Anafylaksi (s. d.) og
3) Antistoffet udskilles hurtigt igen, hvorved
Immuniteten forsvinder.
Ved en Sygdom som Hundegalskab er
Inkubationstiden ofte mærkværdig lang (undertiden
fl. Maaneder). Heraf har først Pasteur (1885)
benyttet sig, idet den Bidte vaccineres under
Inkubationstiden, hvorved man i de fleste
Tilfælde opnaar, at Sygdommen slet ikke bryder
ud. Hundegalskabens Virus er endnu ukendt,
men det kan vises eksperimentelt, at det
findes i Hjerne og Rygmarv af syge Dyr. Den
benyttede Vaccine er tørret virusholdig Rygmarv.
Foruden Benyttelse af svækket ell. dræbt
Kultur som Vaccine kan man indføre Virus i
Organismen paa særlig Maade. Kolerabaciller,
der indført gennem Munden hos Mennesket
giver Kolera, er uvirksomme, naar de
indsprøjtes under Huden. Man har da vaccineret
Mennesker mod Kolera ved at indsprøjte
levende Baciller i Vævet under Huden. Ganske
lgn. Fremgangsmaade har været brugt ved
Tyfus. Man har dog nu overalt forladt levende
Kultur og bruger dræbt Kultur som Vaccine.
Ogsaa Indførelse af Virus direkte i
Blodbanerne kan benyttes ved visse Virusarter, som
ufarlig, medens Indsprøjtning under Huden
giver farlig Infektion (Raslesyge, Hundegalskab
hos Ged og Faar).
En hos Kvæget forekommende farlig
Lungesygdom (Peripneumoni) kan man skærme imod
ved at sprøjte lidt af Vædsken (virusholdig)
fra et sygt Dyrs Lungesæk ind paa Halespidsen
af et sundt Dyr. Der fremkommer da en
Hævelse, men som Regel ingen alvorlig Sygdom,
og derpaa er Dyret immunt.
Ogsaa meget smaa Mængder af levende
Kultur og derpaa meget forsigtig Stigning af
Dosis for Indsprøjtning kan anvendes med
Held.
Endelig har man forsøgt at immunisere ved
at bruge en anden biologisk nærstaaende
Virustype til Vaccination. Saaledes har navnlig
i de senere Aar Friedemann vakt en vis
Opsigt ved at meddele udmærkede Resultater
af Vaccination (kurativt) mod
Mennesketuberkulose ved Hjælp af Tuberkelbaciller, særlig
dyrket fra koldblodede Dyr (Skildpadde).
Behring’s »Bovovaccine« er en fra Mennesket
stammende Tuberkelbacil, der indsprøjtes paa
Kvæget og herved immuniserer det.
Endelig anvendes undertiden Vaccination ved
samtidig Indsprøjtning af Serum
(indeholdende færdigdannet Antistof) og Vaccine (levende
ell. dræbt Kultur), saakaldet sensibiliseret
Vaccine.
Mange af de i det foregaaende omtalte
Antistoffer har stor Bet. for »Serodiagnostikken«, d.
v. s. Diagnostisering af Infektionssygdomme ved
Undersøgelse af den Syges Serum paa
Antistof for en bestemt Bakterieart. Findes
Koncentrationen at være betydelig højere end
normalt, tyder dette stærkt paa, at den
Paagældende, fra hvem Serum stammer, er ell. nylig
har været inficeret. Omvendt kan man ved at
arbejde med et sikkert antistofholdigt
Immunserum bestemme, om en tvivlsom
Bakteriekultur er homolog med Serum, ell. med andre
Ord: man kan ved Hjælp af Serum fastslaa
Bakteriekulturens Art.
Endelig skal nævnes, at Immunitet efter vor
nuværende Viden ikke kan nedarves i egl.
Forstand paa Afkommet. Naar dette dog kan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
