- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XII: Hvene—Jernbaner /
264

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Indbygning - indbyrdes Undervisning - Inddampning - Inddigning

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

I. bygges aldrig enkeltvis, altid i Grupper,
da en enkelt I. ikke vilde virke tilstrækkelig
kraftig; de begynder i Reglen saa højt oppe i
Land, som Højvande rækker, og har her
samme Højde som dette, hvorfra de sænker sig
med jævnt Fald indtil den ønskede ny Bred,
hvor deres Hoved faar samme Højde som den
laveste Vandstand, ved hvilken Sejlads skal
finde Sted, og for hvilken Vandløbets normale
Bredde er fastslaaet. De føres i Reglen
retvinklet paa Strømretningen og kaldes da
retvinklede, sjældnere under en stump ell. spids
Vinkel med denne og kaldes da
deklinante, naar de følger med Strømmen,
inklinante, naar de vender op mod den; de sidste
virker kraftigst til Breddens Udrykning, men
er ogsaa til størst Ulempe for Skibsfarten.

I. bør helst have saa flade og jævne Sider og
Hoveder som muligt, saaledes at der ikke
fremkommer alt for pludselige Overgange mellem
Vandløbets Bund og Værket, hvad der altid er
til stor Skade for Vandbevægelsen og let kan
give Anledning til, at de ønskede Afsætninger
mellem Værkerne ikke foregaar, men
selvfølgelig kan denne Fordring kun til Dels
tilfredsstilles, og i hvor høj Grad den opfyldes,
afhænger af det Materiale, man har til
Raadighed ved I.’s Opførelse. Lettest opnaas den
heldigste Form ved Anvendelse af Sten, eller
Grus dækket med Sten, saaledes er f. Eks. en
Del I. i Gudenaa opførte, men ofte er Sten
sjældne og dyre, ell. Bunden i Vandløbet er for
blød til at kunne bære disse tunge Værker, og
man anvender da Faskiner, der i Reglen er
lette og billige at anskaffe, og af hvilke da
Værket bygges helt, dog ofte forsynede med en
Stenkastning om Hovedet, for at man kan
beskytte Værket mod Strøm og Isgang. I. udføres
da i Reglen som saakaldet Pakværk i Lag
af c. 1 m’s Tykkelse, stillede under en Vinkel
af c. 30° med Horisontalen; Lagene dannes,
svømmende i vandret Stilling, af Faskiner, der
paa en bestemt Maade pakkes mellem hinanden
(deraf Navnet Pakværk) og sammenholdes ved
Bindefaskiner og Smaapæle, og idet de
fastholdes ved deres øvre Rand, drejes de om
denne om i den hældende Stilling ved at betynges
med Grus, hvorefter et nyt Lag dannes o. s.
fr. Værkets Sideskraaninger bliver ved dette
Materiale temmelig stejle, de kan næppe gives
større Anlæg end 1, dets Tværsnit er altid
trapezoidalt.
(C. Ph. T.). J. M.-P.

indbyrdes Undervisning kaldes den
Undervisningsmetode, efter hvilken de mere
fremskredne Elever (Hjælpere) under Lærerens
Tilsyn, underviser ell. vejleder de øvrige,
hvorved det bliver muligt med en forholdsvis ringe
Udgift at faa et stort Antal Elever undervist af
een Lærer i een Skolestue. Stærkt overfyldte
Skoler og begrænset Lærerkraft havde allerede
tidligere med Nødvendighed fremkaldt en Art
i. U.; men det var dog først mod Slutn. af 18.
Aarh., at Skotten Andrew Bell (i Madras)
og John Lancaster (i London) omtr.
samtidig, men uafhængige af hinanden bragte
denne Undervisningsmaade i fast Form. Begges
Metoder stemmer i det væsentlige overens.
Efter det Bell-Lancaster’ske System inddeles
Klassens Elever i mindre Grupper, der hver
med sin »Hjælper« (Monitor) i Spidsen tager
Plads foran de langs Skolestuens Vægge
ophængte Tabeller og her indøves i Stavning,
Læsning, Regning og Geografi, ja endog i
Historie og Religion. — Metodens Fortrin saas
deri, at een Lærer samtidig kunde beskæftige
en stor Mængde Børn (indtil 1000) af alle Aldere
og paa forsk. Udviklingstrin, hvad der var saa
meget lettere, som det Apparat, der anvendtes,
var indrettet saaledes, at Lærerens Gerning
indskrænkedes til at holde det hele i den af
Apparatet anviste Gænge. Dette bestod
væsentlig i en Rk. Tabeller (de i Danmark anvendte
udgjorde 80 Læse-, 100 Skrive-, 120 Regne- og
15 Geografitabeller), der skulde gennemgaas af
alle Børnene. Det var ikke alene bestemt, i
hvilken Orden dette skulde ske, men ogsaa paa
hvilken Maade der skulde arbejdes. Læreren
gav i en Fløjte (»Signalpiben«) Tegn til, naar
Eleverne skulde træde ud fra deres Pladser og
hen til Tabellerne, naar de skulde begynde at
læse, naar de skulde skifte Tabel o. s. v.
Foruden at tilse, at Signalerne blev nøje fulgte,
havde Læreren — ved en indviklet og besværlig
Bogføring (Konceptbog, Journal m. m.) — at
føre Kontrol med hver Elevs Fremskridt.

I Beg. blev den Bell-Lancaster’ske Metode
højt skattet. Den bredte sig fra England ud
over en stor Del af Europa og Nordamerika.
Især blev den hilst med Begejstring af
Folkeskolens Venner i de Lande, hvor
Almueundervisning enten helt savnedes ell. stod paa et
lavt Standpunkt. Saadanne St. kunde den
maaske ogsaa faa nogen Bet.; men i Lande,
f. Eks. Danmark, hvor
Folkeskoleundervisningen var naaet til en vis Udvikling, kunde
Metoden kun virke mekaniserende og vænne
Eleverne fra al selvstændig Tænken og aandeligt
Selvarbejde. I. U.’s Blomstringstid i Danmark
og Norge falder fra 1818 til hen i Trediverne.
Kong Frederik VI var stærkt interesseret for
den, og han støttedes ivrig af Major J. N. B.
Abrahamson, der fik en overordentlig stor
Indflydelse paa Skolevæsenet. Det første kraftige
Angreb paa Metoden og den Maade, paa hvilken
den blev paatvungen Skolerne, rettedes af H.
N. Clausen i »Maanedsskr. f. Litt.« 1831, og saa
godt ramte han, at al Tvang over for Skolerne
fremtidig ophørte; og efterhaanden har man
fuldstændig forladt Metoden. (Litt.: L. Koch,
»Den danske Landsbyskoles Historie til 1848;
C. Sørensen, »Det Lancaster’ske
Undervisnings-System« [Kristianssand 1821]; J.
Neumann
, »Oplysninger angaaende
Vexelundervisningsmaaden« [Bergen 1834]).
(Fr. Th.).

Inddampning, se Afdampning.

Inddigning, dels selve Arbejdet, hvorved
Arealer inddiges, d. e. omgives af Diger, dels
selve det inddigede Areal. En I. adskiller sig
fra en Inddæmning ved, at det inddigede Areal
hovedsagelig ligger over det tilgrænsende
Vands normale Stand, saaledes at de I.
omgivende Diger kun virker ved Højvande.
Bortskaffelsen af den paa det inddigede Areal
faldende Nedbør ell. Tilløb fra bagved liggende
højere Terrain sker gennem en ell. fl. i Diget
anbragte Afvandingssluser (se Afvanding

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:29 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/12/0274.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free