Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - indiske Sprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
gennem Tiderne ell. (hyppigere) er optagne i
den senere Tid fra Litt.; b) Tadbhava’er
ɔ: Ord, som stammer fra Sanskrit, men har
undergaaet de for de paagældende yngre Sprog
ejendommelige Forandringer; c) Deçaja’er
ɔ: Ord, som ikke, ell. ikke regelmæssig, kan
afledes fra Sanskrit. De grammatiske
Elementer antages, paa ganske faa Undtagelser nær,
i sidste Instans at stamme fra Sanskrit; men
deres Afledning i det enkelte er ofte meget
usikker. De Veje, Udviklingen er gaaet, er i
Hovedtrækkene flg.: a) en Mængde
Lydovergange, ofte saa indgribende, at baade Stammer
og Bøjningsendelser er (forandrede til
Ukendelighed, b) Uniformering af Bøjningen, idet een
Deklinations (a-Stammernes) og een
Konjugations (første) Endelser overførtes paa de
andre; de Elementer af den gl. syntetiske
Bøjning, som endnu findes, hører alle hertil. c)
Uniformering af Stammen; i Deklinationen
bevares helt igennem den Form af Stammen, som
den har ell. har faaet i Nom. Sing., ell. Nom.
Sing. bruges som Stamme; i Konjugationen
gennemføres Præsens-Stammen (med en Del
Undtagelser for Passivs, navnlig for Perf.
Particip.-Passivs Vedk.); i nogle af de nyere Sprog
er denne Uniformering til Dels igen blevet
forstyrret ved ny Indvirkning af Lydlove. d)
Overførelse «af pronominale Endelser paa
Nomina, o. l. Analogidannelser, e) Usikkerhed i
Brugen af visse Bøjningsendelser, og
Sammenfald af dem p. Gr. a. Lydlovenes Virkninger ell.
ved Analogier, saa at deres Antal
formindskedes: allerede i Sanskrit bruges f. Eks. Genetiv
ofte for Dativ, hvorfor Dativ-Formen i Prakrit
helt er bortfaldet; Abl. og Gen. Sing. falder i
de fleste Deklinationer sammen paa Sanskrit,
og i Dualis og Pluralis er der altid kun henh.
3 og 6 ell. 5 Bøjningsformer i St f. 8; i de
nyere Sprog er Ordene enten ubøjelige ell. har
i det højeste foruden Nominativ kun en Casus
obliquus som Resultant af alle de andre
Kasusformer ell. særlig baseret paa Genetiv ell.
Lokativ ell. Instr. Sing. ell. paa Nom. Plur. Neutr.
og Gen. Plur.; Personalendelserne har lidt
mindre, men er dog ikke helt slupne; Medium er
forsvundet (ligesom Dualis); forsk. Systemer
sammenblandes, som Indikativ og Potentialis;
de tabte Distinktioner er saa godt som altid
blevne erstattede i en forholdsvis sen Tid ved
sekundære (væsentlig analytiske) Midler, f)
Løsrivning af en Bøjningsendelse, saa at den
kan flyttes og bruges som Postposition (f. Eks.
Gu. Lok. og Instr. Sing.-e bruges efter alle
Ord og ogsaa i Plur.; ligesaa Ma, Dat., opr.
Gen.-,-sa; Ma. Instr.-em kan føjes til Gen.;
jfr Dansk Gen.-s, endog »Kongen af Babel’s«
for ældre »Kongens af Babel«), g) Tilføjelse af
en ny Betegnelse til en allerede eksisterende
Bøjningsendelse, f. Eks. allerede i Prakrit
Abl.-a-do (Si.-au etc., der behandles som
Postposition efter f); Prakrit -hin-to og -sun-to,
kontamineret til -hunto (hvoraf Ma. -hun m. m.,
paa samme Maade); efter dette Princip
tilføjes f. Eks. ofte i Be. -te til Lok, paa -e;
Gerundium af »gøre« til Instr., etc. h) Frigørelse
af Afledningsendelser, der saa bruges som
Postpositioner i Bøjningens Tjeneste; f. Eks.
Gu. m. m. Gen. -no (ældre -tano) fra Sanskrit
-tana; i Ma. Gen. -ca fra Sanskrit -tya. i) Visse
analytiske Konstruktioner, som anvendes
allerede i Sanskrit og Prakrit i større og større
Udstrækning ved Siden af ell. til Udfyldning af
de syntetiske Konstruktioner: aa) Anvendelsen
af Participier med og uden Hjælpeverber som
Prædikat; dette har medført Indskrænkning af
de syntetiske Verbalformers Antal, saa at der
nu af disse kun findes Præsens indefin. (der
baade i Form og Bet. indeholder mange
Stumper af Potentialis) og Imperativ, hvortil
kommer Futurum i Gu., det østlige Rajputana og
Old-Hi., — samt maaske Impf. af as (»være«)
i Pa., Resten af Konjugationen bestaar af et
Utal af Participier og Omskrivninger med
disse, med mange Variationer i de forsk. Sprog;
af afledte Verber er bevarede Passiv, Kausativ
(ogsaa dobbelt) og Denominativer. bb)
Forkærlighed for den passive Konstruktion med
det handlende Subjekt i Instr.; dette er det
normale i de nyere Sprog, navnlig ved de
forbigangne Tider, hvorfor disse baseres paa Perf.
Ptc. Passiv ell. en Dannelse af samme Bet.;
det, vi opfatter som det grammatikalske
Subjekt, sættes i Akkusativ, cc) Omskrivning med
as (»være«), bhu (»være«), as (»sidde«), slha
(»staa«) og Verber, der betyder »gaa«, med
Participier; dette anvendes ogsaa i de nyere
Sprog, dd) En stadig tiltagende Brug af
Sammensætninger, ofte bestaaende af en stor
Mængde Led, hvorved Bøjningsendelserne bortfalder
af alle Ledene undtagen det sidste; bortfaldt
den musikalske Accent, som opr. sammenholdt
det hele (de nyere Sprog bruger kun
Eftertryksaccent), faar vi en Række sidestillede Ord
ganske som hos Chand o. a. (se Hindi), kun
at han ogsaa lader sidste Led være ubøjet og
kan sætte Ledene om ved en Slags Tmesis. ee)
De sanskritske Præpositioner er i
Virkeligheden Postpositioner; nogle af dem er
Kasusformer og styrer Genetiv; hertil kommer en
Mængde Substantiver (f. Eks. parçva »Side«;
madhya »Midte«; artha »Grund, Hensigt«;
dvarena »Dør« ɔ: »ved Hjælp af«), der kan
tilføjes i Sammensætning ell. efter Genetiv i
væsentlig samme Bet. som en Kasusendelse,
hvorfor de sædvanlig maa oversættes ved en
Præposition; ligesaa nogle Participier (f. Eks.
gata »gaaet«) og (kun med Kasus) Gerundier;
det er netop af saadanne Elementer, de moderne
Postpositioner for største Delen er opstaaede,
idet de føjes til Stammen ell. til Casus obliquus
ell., hvad der er det alleryngste, til en
fuldfærdig Kasusendelse. Kønnet var allerede i
Sanskrit og Prakrit kommet til til Dels at staa
paa svage Fødder; i Or. og Be. mangler
grammatisk Køn i Talesproget; i Hi., Pa. og Si. er
Neutr. slaaet sammen med Mask.; kun i Gu.
og Ma. findes alle 3 Køn; Mask. ell. dens
karakteristiske Endelse betegner ogsaa store, stærke,
tunge og grove Ting; Fem. smaa, svage, lette
og fine Tinig; Neutr. (hvor det findes) dvaske,
uvirksomme og ofte foragtelige Ting, ved
Dyrenavne Ungen ell. Arten. Adjektiverne er
ubøjelige i Or. og Be.; de bøjes til Dels i Hi.,
og Vidtløftigheden tiltager mod V. og er størst
i Si., og dette er i det hele Tilfældet paa alle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
