Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Indkomstskat
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
økonomisk Værdi, som en Person modtager i
et vist Tidsrum, og som han kan bruge ell.
forbruge uden at forrykke sin Formuestatus.
Indtægt er altsaa ikke alle de Værdier, som gaar
ind i en Persons Eje, men kun det Overskud,
som bliver tilbage, efter at Oppebørsels- og
Driftsomkostningerne er fradragne. For I.
skulde Godets Art være uden Betydning;
det kan bestaa i Penge, Naturalydelser, men
ogsaa i Brug af Værdigenstande eller i
personlige Tjenester. Indtægt er f. Eks. en
Landmands Forbrug af Gaardens Produkter,
Beboelse af eget Hus ell. Embedslejlighed, fri
Læge m. m. Et Spørgsmaal er det, hvorledes
man bør stille sig til saadanne Indtægter, som
ikke er ny Værdier, men kun fremkommer
derved, at Værdierne skifter Haand, f. Eks.: Gaver,
Arv. Den sidstnævnte rammes bedst gennem
Arvebeskatningen, Gaver beskattes i Reglen
baade hos Giver og Modtager, og saaledes
stiller ogsaa den danske Lovgivning sig.
Det er et omtvistet Spørgsmaal, hvorvidt de
saakaldte Konjunkturgevinster bør rammes
gennem I. Dette forudsætter dog, at Gevinsten
ikke paa anden Maade rammes, f. Eks. ved en
Værdistigningsskat paa faste Ejendomme. Uden
for dette Tilfælde er alle enige om, at
Konjunkturgevinst, der indvindes under Udøvelse
af et Erhverv, bør betale I. Ellers er
Spørgsmaalet omstridt. Der kan anføres Grunde,
hvorfor en realiseret Konjunkturgevinst bør
beskattes mindst lige saa højt som Arbejdsudbytte og
Renteindtægt. Men mod en alm. Beskatning af
realiseret Konjunkturgevinst frembyder der sig
dog en Rk. vægtige Indvendinger. Gevinsten kan
f. Eks. være Følgen af en alm. Nedgang i
Rentefoden, der sædvanlig har den Virkning, at
alle Obligationskurser stiger, ell. den kan være
Udslag af en dertil svarende alm. Prisstigning;
i begge Tilfælde foreligger der vel en i Penge
udtrykt Gevinst, men dens Indehaver er ikke
bedre stillet end før. Endvidere skal nævnes,
at en saadan Skat kan komme til at ramme en
Værdistigning, der er foregaaet langt tilbage
i Tiden (f. Eks. Forskellen mellem en
Ejendoms sidste og næstsidste Salgspris), hvorpaa
Ejeren gennem et længere Tidsrum har
indrettet sin Levefod. Af disse o. a. Grunde synes
det tvivlsomt, om man ad denne Vej vil kunne
opnaa en retfærdig Konjunkturbeskatning.
Hvorledes I. bør ramme de enkelte Indtægter,
vil afhænge af de alm. Skatteprincipper.
Saaledes bør Eksistensminimet være skattefrit, og
det kan være rigtigt her at sætte Skattelinien
noget højere op som Modvægt imod, at de smaa
Indtægter ofte træffes relativt haardt ved
Forbrugsafgifterne, og fordi praktiske Hensyn
tilraader det. Videre bør Progressionsprincippet
først og fremmest finde Anvendelse lige over
for nærværende Skat; Forfattere, der i og for
sig er Modstandere af det nævnte Princip,
tager dog betingelsesvis Ordet for at anvende
det her, af den alt førte Grund, at de
ubemidlede Klasser i et Land rammes forholdsvis
haardt ved Forbrugsafgifterne. Skønt
Progressionens Berettigelse i Nutiden anerkendes af
de fleste, er der vægtige Grunde, der taler for
at gaa frem med nogen Varsomhed, og navnlig
vil Hensynet til ikke at svække Arbejdsenergien
ell. Formuedannelsen tynge i Vægtskaalen.
Hertil kommer, at man ved Fastsættelsen af
Progressionens Højde i et Land maa tage
Hensyn til Forholdene i andre Lande, da man ellers
udsætter sig for, at Kapitalen udvandrer til
Steder, hvor man behandler den mere
hensynsfuldt.
I Princippet maa det anerkendes, at
personlige Forhold, der paavirker Ydeevnen, i
Særdeleshed Antallet af uforsørgede Børn, bør
have Indflydelse paa Skatteansættelsen, og
dette er ogsaa anerkendt i en Rk.
Skattelovgivninger, f. Eks. den danske. Tvivlsomt er
det, hvorvidt »juridiske Personer« bør beskattes.
Skelnes maa der mellem offentlige ell.
almennyttige Institutioner, som Skoler, Stiftelser o. l.
samt private Selskaber (f. Eks. Aktieselskaber,
gensidige Erhvervsassociationer m. m.), hvis
Formaal er at tjene Medlemmernes økonomiske
Interesser. For de førstnævnte er Skattefrihed
berettiget, fordi det drejer sig om Fremme af
Formaal, der fortjener det offentliges Støtte.
For de private Foreninger af økonomisk Art
stiller Sagen sig derimod noget anderledes.
Under en almindelig I. kan man vælge
mellem at beskatte Nettoudbyttet hos Selskabet,
men lade Medlemmerne fri, ell. man kan gaa
den omvendte Vej. Den første Fremgangsmaade
har den Fordel, at Indtægten rammes sikrere
og uden Hensyn til, om den forbliver i Landet
ell. søger bort, men er ganske vist forbunden
med den praktiske, dog ikke meget betydelige
Ulempe, at det beskattede Aktieudbytte bør
fradrages ved de enkelte Personers
Skatteansættelse. Men det er næppe rigtigt, hvad dog
meget ofte sker, at beskatte baade Selskabet og
dets Medlemmer, fordi der derved fremkommer
en Dobbeltbeskatning.
Alm. Skattegrundsætninger tilsiger dernæst
at beskatte den vedvarende Indtægt haardere
end den kortvarige, altsaa navnlig
Formueindtægt stærkere end Indtægt af personlig
Virksomhed. Dette Krav kan over for I.
fyldestgøres enten ved en højere Skatteprocent
for vedvarende end for tidsbestemte
Indtægter eller ved en særlig Formueskat. En
Formueskat har det Fortrin fremfor en
forskellig Skatteprocent, at man derved bedre
faar fat paa den i Formuen liggende større
økonomiske Modstandsevne, som det i mange
Tilfælde er helt umuligt at ramme gennem en
højere Skatteprocent for vedvarende
Indtægter. Det gælder saaledes de betydelige Værdier,
der i et givet Øjeblik ikke afkaster noget
Udbytte, f. Eks. ubebyggede Grunde i Byerne m.
in., samt hele Brugs- og Nydelsesformuen. Om
Formueskatten, s. d.
Det kan ikke bestrides, at I. teoretisk set, har
meget betydelige Fordele. Den styrer lige løs
paa Beskatningens naturlige Opgave, at ramme
de virkelige Indtægter, og den besidder Evnen,
i alt Fald i Princippet, til finere end nogen
anden Skat at fordele Byrden paa Skatteborgerne
efter de Grundsætninger, Finansvidenskaben
erkender for rigtige, hvorved man bliver i
Stand til at tage alle de individualiserende
Hensyn, som Retfærdigheden kræver. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
