Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Indkomstskat
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sammenligning med Udbytteskatterne udmærker I. sig
navnlig ved sin store Letbevægelighed, der gør
det muligt nøje at følge Indtægternes
Forskydning mellem Personer og Samfundsklasser, en
stor Fordel i vor let omskiftelige Tid. At I.
føles som en større Byrde end for Eksempel
Forbrugsafgifterne, er uomtvisteligt, men
netop deri saa dens Tilhængere i alle Tilfælde
tidligere et Fortrin, idet Kritikken over de
offentlige Udgifter derved bliver stærkt skærpet
og skulde føre til forøget Sparsommelighed i
Statshusholdningen. Fra konservativ Side
fremhæver man saa paa den anden Side den Fare,
der ligger i, at I., under et udpræget
demokratisk Regimente, vilde frembyde et alt for
bekvemt Middel til at dække forøgede
Statsudgifter ved at kaste dem over paa de velhavende
Klasser ved et stærkt stigende progressiv I.,
og at de skattelovgivende Myndigheder
derved fristes til at sætte Skatten meget i
Vejret. Et Gode ved nærværende Skat er
det, at Oppebørselsomkostningerne er smaa.
Angrebene mod I. retter sig i ikke ringe
Grad mod dens svigtende Evne til at bringe de
virkelige Indtægter for Dagens Lys. Medens
Embedsmænds og i det hele fastlønnede
Personers Indtægter kan træffes lige paa Kornet,
er andre Klasser af Indtægter langt
vanskeligere at faa fat paa. Kun delvis lader det sig
gøre at fremtvinge Overensstemmelse mellem
Skatteansættelsen og de virkelige
Indtægtsforhold ved strenge Midler, fordi en stor Del af
Middelstanden i Byerne og Bønderne paa
Landet, selv om de vil, mangler Evnen til at opgøre
deres Indtægter paa rigtig Maade. Let bliver
det derfor de faste Indtægter og den personlige
Hæderlighed, der kommer til at trække det
tungeste Læs.
De fremhævede Anker har deres Berettigelse;
men det bør understreges, at de mindre
vedrører Skattens principielle Berettigelse end
dens praktiske Gennemførelse, og
Skyggesiderne vil navnlig træde frem i Overgangstiden,
efter at en I. er indført, og naar Skatteprocenten
stiger meget højt.
Ligesom Fysiokraterne i sin Tid forsvarede
en eneste Skat paa Jorden, saaledes tager man
i vore Dage ofte fra yderlig demokratisk Side
Ordet for at lade I. afløse alle andre Skatter
ell. i alle Tilfælde være Skattesystemets
bærende Grundpille. Det maa imidlertid erindres, at
skulde I. dække alle Statens Udgifter, vilde
den kræve en meget betydelig Skatteprocent og
maatte, selv om Progression fandt Sted, paa
særdeles følelig Maade ramme Befolkningens
store Masse. Derved vilde I.’s Mangler blive
stærkt forøgede, Uretfærdigheden mod de faste
Indtægter vokse, Kampen for at unddrage sig
Skatten skærpes og avle megen Umoralitet, og
særlig vilde for Befolkningens store Flertal
Pligten til at yde forholdsvis høje kontante
Pengesummer føles som en utaalelig Byrde, der
vilde give Anledning til utallige
Retsforfølgninger, paa samme Tid som Skattesatserne for
de store Indtægter kunde blive saa høje, at de
i betænkelig Grad indskrænkede
Formuedannelsen. Og bedømmer man Spørgsmaalet med
Statskassens Interesser for Øje, er det givet, at
en meget høj progressiv I. under
Højkonjunkturer, hvorpaa Verdenskrigen frembyder talrige
Eksempler, kan indbringe uhyre Summer, men
Udbyttet vil synke i Nedgangstider, under hvilke
f. Eks. Forbrugsafgifterne ikke paavirkes i
samme Grad, hvorfor en Fordeling af de
offentlige Udgifter paa de to Skattegrupper maa
anses for ønskelig.
Men maa Planen om at basere Budgettet
udelukkende paa I. end betegnes som forfejlet, har
den dog saa store Fordele, at den hævder sin
berettigede og betydelige Plads i
Skattesystemet. Navnlig er den ønskelig, fordi man her
ved en Progression bliver i Stand til at udligne
Uretfærdighed i Skattebyrdens Fordeling, som
Forbrugsafgifterne, hvis de stod ene, maatte
indeholde. En Fordel har ogsaa I. deri, at den
kan udligne Udgiftsbudgettets Svingninger fra
Aar til Aar, idet Skatteprocenten meget let
forandres, og paa den angivne Maade benyttes
I. ogsaa i Storbritannien.
Skatteansættelsen kan gaa forsk. Veje. Den
saakaldte Klasseskat lægger ikke Vægten paa
en tajmæssig Opgørelse af Indtægterne, men
henfører de Skattepligtige til bestemte Klasser
efter ydre Kendemærker (f. Eks. Stand,
Erhvervsforhold, Levefod), der skulde vidne om
tilnærmelsesvis den samme Indtægt ell. snarere
samme Ydeevne. En saadan Skat, hvorpaa et
typisk Eksempel havdes i den opr. preussiske
»Klassensteuer«, er en meget ufuldkommen
Form for en I., da Slutningen fra disse
ydre Kendemærker til Indtægten ell. Ydeevnen
er højst usikker. Skatten passede imidlertid ret
godt for Tider med skarpt adskilte Stands- og
Erhvervsforhold, derimod ikke for Nutiden,
hvor der inden for samme Samfundsklasse kan
findes højst forsk. Indtægter. Derfor fulgte
Preussen kun den naturlige Udvikling ved
gradvis at omdanne Klasseskatten til en I.
For at skaffe Kundskab om de virkelige
Indtægter kan man bruge tvungen Selvangivelse ell.
Skatteansættelse ved offentlige Myndigheder,
evt. begge i Forening. Tvungen Selvangivelse er
berettiget i alt Fald over for de større
Indtægter, men den bør naturlig prøves af dertil
egnede Skattemyndigheder, og i Tilfælde af
manglende Opgivelse bør disse selv fastsætte Skatten.
Over for mindre Indtægter er den tvungne
Selvangivelse vanskeligere at anvende, da deres
Indehavere som omtalt ofte savner rigtigt
Begreb om deres Indtægter. Undertiden omfatter
Selvangivelsespligten dog alle Indtægter,
saaledes i Baden.
Anvendes Progression, er denne
undertiden ordnet saaledes, at den med en vis
Indtægtsgrænse begyndende højere Skatteprocent
ikke anvendes paa hele Indtægten, men paa den
Del af samme, som ligger over denne Grænse
(Rateprincippet). Derved opnaas en jævnt
stigende Progression, der undgaar alle pludselige
Spring i Skatteprocentens Højde. Man taler om
Degression, naar der er en fast Skatteprocent,
der nedsættes i stigende Grad for de smaa
Indtægter.
Saavel i Oldtiden, Middelalderen som i den
nyere Tid har I. været meget hyppigt anvendt,
dog mest som ekstraordinær Skat, men i den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
