Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - indoeuropæiske Sprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
de slaviske Sprog. Ikke faa Led er
naturligvis i Tidernes Løb uddøde uden ell. saa godt
som uden at efterlade sig Minder. Saaledes f.
Eks. den store og vigtige thrakisk-frygiske
Sprogklasse, der synes at have haft Berøringer
dels med de baltisk-slaviske, dels med de
østligere Sprog. Af uddøde i. S., som man først i
den nyeste Tid har begyndt at gøre
Bekendtskab med, og hvis nærmere Stilling endnu er
uklar, er det mærkværdigste maaske det
ejendommelige tochariske Sprog, i hvilket
(ligesom i forsk. andre, navnlig hidtil ukendte
iranske Sprog) Haandskrifter er fremdragne
ved de mærkelige Fund i Øst-Turkestan, i
hvis nordlige Del det synes at have været talt
indtil henimod Slutn. af 1. Aart. e. Kr. Det
hører aldeles ikke sammen med de
indisk-iranske Sprog, men synes nærmest at have
Berøringer med de keltisk-italiske. Om forsk.
andre gl. Sprog er det endnu omstridt,
hvorvidt de har hørt til de i. S., saaledes hittitisk
(hethitisk).
Sprogslægtskab beror altid paa Fællesskab i
Oprindelse; og saaledes viser ogsaa
Slægtskabet mellem de forsk. i. S. i sidste Instans hen
til deres Oprindelse fra et fælles og i det mindste
i det væsentlige ensartet Stamsprog. Om dette
Sprog, det »indoeuropæiske Grundsprog«, hvilket
atter maa have haft en lang, ukendt Udvikling
bag sig, er selvfølgelig intet overleveret, og vi
ved intet om dets Levetid og Hjemstavn;
vægtige Argumenter er dog i nyere Tid fremførte
for, at den sidste snarere maa søges et ell.
andet Sted i Europa end i Asien. Selve dette
uddøde Sprog har man endog søgt at
rekonstruere paa Grundlag af Sammenligning
mellem de bevarede Sprog. Om man end nutildags
stiller sig noget mere tilbageholdent over for
dette og ogsaa har maattet opgive Tanken om
at naa til absolut Enhed i det fælles Grundlag
for de i. S., lader Hovedtrækkene i dette sig
dog ret klart erkende. I Lydsystemet ser man
f. Eks., at det er urigtigt, naar man tidligere,
med Overvurdering af Sanskritsprogets Bet.
antog, at Grundsprogets Vokalsystem var det
samme som i Sanskrit, der af enkelte Vokaler
kun har a, i og u; i denne som i fl. a.
Henseender staar f. Eks. Græsk paa et meget
oprindeligere Trin ved foruden de nævnte
Vokaler endnu at have de vigtige Lyd e og o,
som paa Sanskrit er faldne sammen med a.
(At det forholder sig saa, fremgaar f. Eks. af
Medlyden i Sanskrit ka-s, hvem, = gr. po- [i
póteros, hvilken af to, o. a.], lat. quo-d, got.
hva-s, lit. ka-s, lige over for Sanskrit panca,
fem, = gr. pénte, lat. quinque, lit. penkì; den
med c betegnede Lyd [č] skifter nemlig i de
ariske Sprog tilsyneladende regelløst med k,
men en nærmere Undersøgelse viser, at k i
det første Eksempel har holdt sig, fordi det
flg. a er = opr. o [Grundform qo-], men i det
andet er blevet til c, fordi det flg. a der opr.
har været e [Grundform pénqe], jfr sv. komma
med k, men känna med tj). Ved Siden af de
nævnte 5 Vokaler, korte og lange, har der opr.
været endnu en dump Vokal [ə], der i visse
Tilfælde helt kan mangle, samt forsk. Tvelyd.
Paa en for de i. S. yderst karakteristisk Maade
har nu fra først af disse Lyd kunnet veksle
med hverandre inden for visse Rækker, dels
under Indflydelse af den opr. stærkt skiftende
Accent, dels af andre ukendte Aarsager, f. Eks.
gr. légo, jeg siger, lógos, Tale; peitho, jeg
overtaler, pépoitha, jeg stoler paa, pistós, tro (se
Aflyd). — I deres Formsystem er de i. S. i
deres ældste Skikkelse den mest udprægede
Type paa, hvad man særlig har kaldt Bøjning
(Fleksion; s. d.) i Modsætning til Agglutination
(s. d.). Ogsaa i denne Henseende maa der
allerede paa Fællestrinnet have været »en
betydelig Rigdom: til Stede, idet alle de
ældre i. S. enten har bevaret ell. dog
forudsætter Tilstedeværelsen af for Eksempel 8
Kasus, der dog ikke i alle Tilfælde har hver
sin særlige Form, 3 Tal (Ental, Total og
Flertal) baade i Nominer og Verber, et vel
udviklet System af Tider og Maader i Verberne o.
s. v. I alt dette er der i den fortsatte
Udvikling efterhaanden indtraadt større og større
Simplificering, skønt i meget forsk. Omfang i
de forsk. Sprog; medens f. Eks. Engelsk kun
har faa Rester tilbage af Bøjningsformer, staar
f. Eks. de fleste slaviske Sprog og Litauisk
endnu den Dag i Dag i det væsentlige paa et
lgn. Trin som Oldtidens Græsk ell. Latin.
Hvad angaar Forholdet mellem de enkelte
Afdelinger inden for de i. S., da mente
Schleicher i sin Tid at kunne fremstille dette i Form
af et Stamtræ, hvorved de vilde blive
Resultatet af en fortsat Spaltning af den opr. Enhed
i stedse mindre Enheder. Nyere Undersøgelser
har dog paavist det uholdbare i en saa mek.
Opfattelse. Det Forhold, hvori man vil sætte
dem til hverandre, bliver imidlertid forsk.
efter de Fænomener, man vil lægge til Grund.
Ser man f. Eks. paa Vokalsystemet, staar de
ariske Sprog med deres a lige over for alle
de andre med de tre Vokaler a, e, o, og i
samme Retning kunde forsk. andre Punkter synes
at vidne. De i. S. maa opr. have haft to (efter
nogle endog tre) forsk. Rækker af
Bagtungekonsonanter, af hvilke vi kan betegne den
stemmeløse (Tenuis) ved q og k; den første af
disse Lyd fremtræder i de østlige Sprog (de
ariske, Armenisk, Albanesisk, de slaviske og de
baltiske) som k, i de øvrige som kv ell. en
deraf opstaaet Lyd (gr. p ell. t, germansk hv),
smlg. ovf. Sanskrit-Eksemplerne kas, panca;
den anden Lyd optræder i den førstnævnte
Række af Sprog som en Hvislelyd, i de øvrige
derimod som k (germansk h), f. Eks. Sanskrit
satám, hundrede, slavisk sutó, lit. szimtas =
gr. he-katón, lat. centum (c = k), got. hund
(Grundform kəntóm ell. kəmtóm). Herved
fremkommer en Tvedeling mellem de østlige og
vestlige Sprog. Men, som det sidste Eksempel
viser, stemmer Græsk overens med de ariske
Sprog i at have a svarende til en opr. svagt
betonet (stavelsedannende) Næselyd, ən, əm,
medens paa den anden Side de slavisk-baltiske
Sprog har en Række særlige
Overensstemmelser tilfælles med de germanske Sprog, o. s. fr.
Om det vil lykkes ved Afvejning af slige
Overensstemmelser ell. Uligheder at fastslaa en
nærmere Gruppering af de i. S., maa indtil
videre staa hen. Foreløbig kan der — bortset
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
