Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Indstøvningsmetode - Indsætning - Indsøer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
anvendte Kromsalte udvaskes samtidig med, at
Hinden løsner sig fra Glaspladen. Hinden kan
da overføres paa et Stk. Keramik (se
Fotokeramik) til Indbrænding ell. paa en anden
Glasplade. Ad denne Vej kan man fremstille
et Duplikatnegativ (et Negativ Mage til et
foreliggende Originalnegativ), men Hinden maa i
saa Fald vendes, da Duplikatnegativet ellers
bliver spejlvendt.
Jernmetoden beror paa, at en
Jernkloridopløsning, der hældes ud over en Glasplade,
vil efterlade en Hinde, der efter Tørring ikke
er hygroskopisk, men som efter at være
paavirket af Lyset bliver hygroskopisk og da vil
fastholde fin Pulverfarve. Fremgangsmaaden er
en lgn. som den ovf. nævnte, kun benytter man
et Negativ i St. f. et Diapositiv, og man faar
efter dette Negativ ved Indstøvning med
Pulverfarve et positivt Billede.
C. E. A.
Indsætning, Indsætningshærdning,
Overfladehærdning, er en Fremgangsmaade, ved
hvilken man giver (som Regel færdige Brugs-)
Genstande af blødt, smedeligt Jern en haard,
slidfast og polerbar Overflade. Man gløder dem
i Kulpulver (bedst kvælstofholdige Kul f. Eks.
af Læder ell. Hornaffald) i en Jernkasse (deraf
det eng. Navn, Kassehærdning), som beskrevet
under Cementation, hvorved Overfladen
optager Kul; derefter hærdes den ved
pludselig Afkøling. Hurtigere end med Kulpulver sker
I. med Kaliumferrocyanid (»Kali«), der hyppigt
bruges til Fræser; ved I. af Boltehuller
indskrænker man sig undertiden til at drysse
Kaliet paa det glødende Jern. I. af
Panserplader af Nikkelstaal sker med Kulbrinter, der
ledes hen over det glødende Staal. En nyere
Fremgangsmaade til Overfladehærdning navnlig
af stort Gods er opfundet af Vickers.
Genstanden anbringes i Vand med kun den Del
ragende op, der skal hærdes; denne bringes i
Glød med en Ilt-Acetylen-Flamme, der
samtidig tilfører Jernet Kulstof, hvorefter
Genstanden hurtigt dykkes ned. Hærdningen gaar
normalt 1,5—5 mm i Dybden.
E. Su.
Indsøer er bækkenformede Fordybninger
paa Landets Overflade, fyldte med
stillestaaende (ell. næsten stillestaaende) Vand. Ikke
alle Bækkener er I. I meget tørre Klimaer
findes Bækkener, som ikke indeholder Vand,
endog særdeles hyppig; saaledes skal det indre
af Vestaustralien være saa opfyldt af
Bækkener, at om de fyldtes med Vand, vilde Landet
antage et Udseende som »de tusind Søers
Land«. Alt Flodvand indeholder opløste Salte,
deriblandt alm. Kogsalt. Ved Fordunstning
gaar kun kemisk rent Vand bort, og Saltene
bliver igen. I tørre Lande, hvor Regnvandet
ikke er tilstrækkeligt til at fylde
Forsænkningerne, saa de flyder over, bliver I. uden Afløb
og deres Vand salt. Alm. Salt er altid en
Bestanddel; men ved Siden deraf kan de
indeholde andre Salte i vekslende Mængde. Den
største af alle Saltsøer er det kaspiske Hav;
den dækker over 400000 km2, ligger med sin
Overflade 26 m og med sit dybeste Punkt 1124
m under Havets Overflade. Andre berømte Søer
uden Afløb er Aral-Søen, det døde Hav,
Fayum-Søen i Ægypten, den store Saltsø i
Nordamerika. Dannelsen af saa store Forsænkninger som
det kaspiske Hav skyldes vidtstrakte
Bevægelser af Jordskorpen og rækker langt tilbage i
en geologisk Fortid. I det Afsnit af
Tertiærtiden, som kaldes Mellemmiocen, var et stort
Indlandshav med brakt Vand udbredt fra
Ungarn til Tienschan’s Nordskraaning. Dette Hav
blev senere afdelt i 3 Bækkener. Det vestlige,
det pannoniske, indeholdt Ferskvand og fyldtes
i Tidens Løb ganske med Løssmateriale, den
nuv. ung. Lavslette. De to andre Bækkener
indeholdt ogsaa først fersk ell. svagt salt Vand.
Det mellemste, det pontiske ell. det sorte Havs,
Bækken kom i Forbindelse med Middelhavet
og fik sin Fauna derfra. Det østlige, det
kaspiske Bækken, kom under Indflydelse af et tørt
Klima og blev, efter maaske først nogen Tid
at have staaet i Forbindelse med det sorte
Hav, til en Saltsø uden Afløb.
Tidligere var man tilbøjelig til at anse det
kaspiske Hav som andre Saltsøer for simpelt
hen at være en Del af det nuv. Hav, der var
blevet afskaaret fra Resten, og man mente, at
det havde været sammenhængende saavel med
Nordishavet som med Middelhavet. Intet som
helst tyder dog paa, at det har været aabent
mod Ishavet, og naar man har villet have det
sammenhængende under en Periode med det
sorte Hav, er det kun af faunistiske Grunde;
Saltindholdet kan forklares uden denne
Antagelse. For I., der engang i Tiden har været Dele
af Havet, har man anvendt Benævnelsen
Reliktsøer, og Havdyr, der har levet over fra
hin Tid, har man kaldt Reliktfauna.
saadanne Dyr, der gerne er forkrøblede i
Sammenligning med Faunaen i det aabne Hav, er
fundne i de store skandinaviske I. — Det døde
Hav ligger i en ved »vulkanske Kræfter«
frembragt Sænkning. — Ved de mange, smaa, oftest
ganske grunde Bækkener, der er almindelige
i Ørkener og Stepper, har Vinden spillet en
væsentlig Rolle ved Dannelsen. Jordens
Overflade er smuldret til Sand og Støv; paa nogle
St. ophobes disse Materialer, medens
Forsænkninger andre Steder udblæses. Foruden i
Ørkenstrøg er Bækkener især talrige i Egne, der
engang har haft en Istid, og da disse Bækkener
ligger i de koldere Dele af Jorden, hvor
Fordunstningen er ringe, fremtræder de vandfyldte
som Søer. I Lande, der, som Danmark og
Nordtyskland, væsentlig er dannede af løse Masser,
fremslæbte af Isen, ligger I. mest i Morænegrus
og er fremkomne ved dettes Ujævnheder. I det
mellemste og sydlige Sverige og langs Norges
Sydrand rager op mange lave Smaafjelde med
Moræne- og Havaflejringer imellem. Søerne er
i saadanne Egne fremkomne dels ved, at
Bækkener er hulede ud i det faste Fjeld, dels ved,
at Moræner har dæmmet op Dale. Bækkenerne
i det faste Fjeld maa man kanske, som
Nathorst først har fremhævet, nærmest tænke sig
fremkomne ved ujævn Forvitring forud for
Istiden ell. i isfrie Perioder inden Istiden,
saakaldte Interglacialtider. Isbræerne fejede alt
løst og forvitret bort, og paa de Steder, hvor
Forvitringen var skreden dybere ned end i
Omgivelserne, opstod Bækkener. I de egentlige
Fjeldegne, hvor Landet er gennemfuret af de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
