Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ingelheim - Ingelmünster - Ingelow, Jean - Ingemann, Bernhard Severin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Malerier, der fremstiller Billeder af Karl den
Stores Liv. I Omegnen betydelig Vindyrkning
(Rødvine).
G. Ht.
Ingelmünster [’eŋəlmønstər], By i belgisk
Provins Vestflandern, 11 km Ø.S.Ø. f.
Rousselaere, er Knudepunkt for Jernbanelinier til
Anseghem, Brügge, Courtrai og Thielt og har
et Slot, og Fabrikation af Gardin- og
Møbelstoffer. (1912) 6895 Indb.
G. Ht.
Ingelow [’indзə£ou], Jean, eng.
Forfatterinde (1820—97). Hendes første Værk er A
Rhyming Chronicle of Incidents and Feeling
(1850); hendes betydeligste: The High Tide on
the Coast of Lincolnshire (1863). Mindre
populære er A Story of Doom and other Poems
(1867). Som Romanforfatterinde gjorde hun
Lykke med Off the Skelligs (1872) og den
betydeligere Fated to be Free (1875). En Samling
af hendes Lyrical and other Poems udk. 1886.
(T. L.). I. O.
Ingemann, Bernhard Severin, dansk
Digter, f. 28. Maj 1789 i Thorkildstrup
Præstegaard paa Falster, d. 24. Febr 1862 i Sorø. I.
fik en glad og idyllisk Barndom i det stille
Præstehjem; det er, som fjern, ren
Klokkeklang fra det fornemmes gennem
Ungdomsaarenes Digtning, men
først og sidst dog lyder i I.’s »Morgen-
og Aftensalmer«. Barnesindet, det
milde og fromme, er stedse den bærende
Understrøm for alt, hvad I. har skabt. Som
Verdenshistoriens Storme gled sporløse hen
over den falsterske Præsteidyl, blev I.’s Sind
hele Livet igennem paa en mærkelig Maade
uberørt af det ydre Livs Omskiftelser. Hans
lyriske Temperament foretrak altid
Uvirkelighedens Fantasi for Virkelighedens
Haandgribelighed — Danmarks politiske Opsving saavel
som Jernbanens Anlæg til Sorø, der skurrede
mod hans Idyl var ham f. Eks. i lige Grad
imod. Imidlertid fik I. allerede i sit 11. Aar
ved Faderens Død en Forsmag paa Verdens
Ublidhed, da Moderen med ham og en ældre
Broder flyttede til Slagelse, hvor Drengene
sattes i Latinskolen. Efter I.’s
Barndomserindringer (der kan sammenholdes med hans
jævnaldrende Kammerats, Skuespilleren C. N.
Rosenkilde’s) har Slagelse Skole paa dette
Tidspunkt hørt til de allersletteste: Lærerne
var jammerlige, og Tonen mellem Drengene
raa og uvorn. Kundskaberne har da næppe
trykket I., da han som 17-aarig Ungersvend
kom til Kbhvn og blev Student. Den
Begivenhed, som i Studenteraarene gjorde stærkest
Indtryk paa ham, var Hovedstadens
Bombardement; selv gjorde han Tjeneste paa Voldene
som Medlem af Studenterkorpset, medens
Huset, hvori han boede, nedbrændte til Grunden
og med det hans første Ungdomspoesier i
Manuskript. Næste Aar tog han anden Eksamen
og begyndte med Ulyst og Slaphed at studere
Jura — intet Studium kunde vel heller ligge
I.’s lyrisk-elegiske Naturel fjernere. Da døde
Moderen, til hvem I. havde følt sig stærkt
knyttet, af Lungetuberkulose, og han følte sig
egl. overbevist om, at ogsaa han snart skulde
bukke under for denne Sygdom, der havde
hærget hans Familie haardt. Der er ingen
Tvivl om, at dette Dødsperspektiv har spillet
en stor Rolle for I.’s Ungdomsdigtning, givet
den det æteriske, sentimentale,
himmelstræbende Sving, som var den egen. Men ogsaa
litterær Paavirkning er kendelig: der var
gaaet Romantik i I., og det den mest
»lyseblaa« og allersarteste Romantik, den, som
dyrkedes af Novalis o. a. Disciple af Tieck’s
Skole. Selv har I. vidnet om, i hvor høj Grad
Ossian’s Taager og Young’s »Nattetanker«
betog ham, der skyede Dagen og Solen for
Natten og »den blege Maane«. Hos ingen anden
dansk Digter skinner Maanen saa meget som
i I.’s første Poesier, og intet andet Sted
vrimler det som her med romantiske
Idéassociationer, fremkaldte af Maaneskinnet: Spøgelser,
der stiger frem fra deres Grave, blege
Dødningeben o. s. v. Om sit første Bd »Digte«, I.
udgav 1811 — s. A. han fik Fribolig paa
Walkendorff’s Kollegium —, siger han selv, at det
var »Romantikkens Længsel efter Livsidealet
paa Flugten mod en forklaret Tilværelse«.
Tiden var gunstig for allegorisk Sværmeri og
tog venligt imod den unge Digters første
Forsøg, der endda vandt ham hans smukke, unge
Genboerske, Jomfru Lucie Mandix, der efter en
10 Aar lang Forlovelse blev hans Hustru. Et
nyt Bd Digte fra det flg. Aar indeholdt,
foruden adskillig Lyrik, Romancer og Ballader,
hans første dram. Arbejde »Mithridat«. Størst
Lykke hos Samtiden gjorde dog den poetiske
Kærlighedsroman, »Varners poetiske
Vandringer«, der i Cyklusform var optaget i en ny
Digtsamling »Procne« (1813). Paa en Maade er
det Werther, som her gaar igen; men her er
dog intet tilbage af Werther’s jordiske Attraa
og Glød. Varner — I.’s alter ego — drømmer
blot om ren, aandelig Kærlighed, og hans
Drømme svæver højt oppe i Skyerne mange
Favne over Jordelivets Prosa. Som smægtende
Troubadour vandrer Varner med Harpen paa
Skulderen omkr. paa Sjælland og vinder ved
sin Sang den lilierene Elskede; men hun dør,
thi deres Elskov er for ren for Jorden. I
dansk Litt.’s Historie er denne Digtning
næsten enestaaende ved sin sygelige
Sentimentalitet og Forskruethed. Men et voksende
Herredømme over Formen kan dog allerede nu
spores hos I. Lige saa uvirkelig og kedsommelig
virker I.’s næste Arbejde, et
allegorisk-romantisk Epos, »De sorte Riddere« (1814), fuldt af
taaget Symbolik og hyperidealistisk i Anlæg.
En voldsom Produktivitet havde grebet I.: i
Løbet af eet Aar fik han ikke mindre end 6
Dramaer færdige, »Røsten i Ørkenen« med
 |
| B. S. Ingemann. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
