Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Inn - Inn - Inna - in natura - Inne - Inner-Rhoden - Innervation - Innes, George - Innes, Robert Thorburn Ayton - Innocens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Bayern. Fra Rosenheim (447 m) snor I. sig
gennem den bølgeformede Højslette med et bredt
ørigt Leje og udmunder ved Passau (278 m),
hvor den er 55 m bredere end Donau, hvis
Vandmængde her er en Femtedel mindre end
I.’s. I. har en Længde af 510 km og er sejlbar
fra Hall. Den optager Rosanna ved Landeck
i Tyrol, og i sit nedre Løb optager den Alz
fra Chiem-Sø og Salzach.
G. Ht.
Inn [in], se Inns of Court.
Inna, fl. Steder forekommende Navn paa
norske Elve. 1) Bielv til Værdalselven, falder
ved Vuku ud i denne. Nedslagsdistrikt, 459
km2; repræsenterer 1600 eff. H. K. 2) Bielv til
Orkla, falder ved Inset Annekskirke ud i denne.
M. H.
in natura (lat.), i den naturlige Tilstand.
Svare en Afgift e. l. i. n. ɔ: i Varer, ikke
omsat i Penge.
H. H. R.
Inne, en gl dansk Ydelse til Kronen,
bestaaende i forsk. Afgifter: 1) Redskud ell.
Ægter. Forpligtelsen til at age Kongen,
Dronningen og Kongebørnene fra Sted til Sted,
ligeledes Kongens og hans Families ell. hans Drosts
Fadebur (i sidste Tilfælde var man ikke
pligtig at age ud over Herredets Grænse, og i
Haandfæstningen fra 1282 forbydes det endog
som strafbart); tilsvarende Overførelser til Søs
har ogsaa været Pligt for Bønderne ell.
Borgerne paa fl. St. 2) Arbejder til
Landets Forsvar, Borge, Fæstningsværker o.
l. 3) Arbejde paa Kongens Gaarde,
Møller, Veje o. s. v. Grænserne for I. var svære
at drage; Kongerne har tydeligt nok
efterhaanden givet I. større Omfang, men
Modbevægelsen gjorde sdg derfor ogsaa gældende og har
faaet Udtryk i Haandfæstninger og (aftvungne)
Forordninger. Byrden paahvilede Bonden, som
derfor kaldes Inneblonde, i Modsætning
til Herremanden, som var fri for I. For
Sveriges Vedk., maaske ogsaa i de andre nordiske
Lande (jfr inna og unna i Hertzberg’s
»Glossarium til Norges gl. Love«), har I. vistnok haft
en videre Bet. (Afgift). (Litt.: Joh.
Steenstrup, »Studier over Kong Valdemar’s
Jordebog« [Kbhvn 1874]).
H. O.
Inner-Rhoden [’enər-ro.dən], se Appenzell.
Innervation [’in-] (lat.). En Legemsdels I.
er dens Forsyning med Nervegrene fra en
bestemt Nerve, der da siges at innervere vedk.
Legemsdel.
K. H. K.
Innes [inis], George, amer.
Landskabsmaler, f. 1. Maj 1825 i Newburgh ved
Hudson-Floden, d. 3. Aug. 1894 i Skotland. I.
uddannede sig for en væsentlig Del paa egen Haand
under Studierejser i Europa, hvor han ogsaa
senere ofte opholdt sig, saaledes i Italien p.
Gr. a. svagt Helbred. Han vandt Ry ved sine
mørkladne, stemningsrige Skildringer af sit
Hjemlands Egne, særlig Partierne omkr.
Hudson-Floden, og staar som Repræsentant for
Fontainebleau (Barbizon)-Skolen. som en af de
førende i amer. Landskabskunst. Hans i Paris
1867 udstillede »Amer. Solnedgang« vakte
betydelig Opsigt. Andre Værker: »Landskab i
Delaware« (1865), »Tusmørke«, »Solopgang«
(Münchens Pinakotek), »Niagara-Faldet« m. m.
A. Hk.
Innes [inis], Robert Thorburn Ayton,
eng. Astronom, f. 10. Novbr 1861 i Edinburgh,
blev 1896 ansat ved Observatoriet paa Kap og
er siden 1903 Direktør for Observatoriet i
Johannesburg, Transvaal (Union Observatory).
Foruden talrige Meddelelser vedrørende
Kometer, foranderlige Stjerner, Dobbeltstjerner
o. l., Diskussion af mere teoretiske Spørgsmaal
i Fagtidsskrifter og Bulletins of the Union
Observatory har I. bl. a. publiceret: Reference
catalogue of southern double stars (Annals of
the Royal Observatory of Cape of Good Hope
Vol. II [Edinburgh 1899]).
J. Fr. S.
Innocens [’inosæns ell. -’sæn’s]
(Innocentius), Navn paa 13 Paver.
1) I. I, den Hellige (402-17), fra Albano,
hævdede den rom. Bispestols enestaaende
Stilling, og baade Augustin og Chrysostomos saa
hen til hans Dom som afgørende. Han
fordømte Pelagianismen og tog sig af Chrysostomos
imod Kejserhoffet, men han kunde ikke
afværge Roms Plyndring af Alarik (410), som dog
skaanede Peterskirken. (Litt.: H.
Gebhardt, »I.« [Leipzig 1901]).
2) I. II (1130—43) hed Gregor Papareschi
og havde som Kardinal været Pavens
Mellemmand ved Afslutningen af
Worms-Konkordatet. Paa uregelmæssig Vis blev han valgt til
Pave, og han fik Anaclet til Modpave. Roms
Adel delte sig mellem de to Paver. I. maatte
flygte til Frankrig, hvor Bernhard fra
Clairvaux og senere Hoffet blev vundne for hans
Papat; efterhaanden sluttede Tyskland,
England og Norden sig ogsaa til ham. 1133 førte
Kejser Lothar ham ind i Rom, men han maatte
snart forlade Byen, idet Roger af Sicilien stod
paa Anaclet’s Side, og 1137 maatte Kejseren
atter tiltvinge ham Adgang til Rom.
Pavesøndringen blev hævet 1138 ved den hellige
Bernhards Hjælp, og I. var nu ene Pave. 1139
holdt han et Koncil i Lateranet, hvor han
erklærede Anaclet’s Bestemmelser for ugyldige,
bandsatte Roger af Sicilien og fordømte Peter
af Bruys, Abailard og Arnold fra Brescia. Han
blev fanget paa et Felttog mod Sicilien og fik
kun Friheden mod visse Indrømmelser.
3) I. III hed Lando Frangipani, blev 1179
valgt af den rom. Adel som fjerde Modpave
til Alexander III, der 1180 lod ham sætte i
Klostret la Cava.
4) I. III (1198-1216) hed Lothar, Greve af
Conti og Segni, f. 1161. Han studerede Teologi
og Jura i Paris, Rom og Bologna; 30 Aar gl
var han Kardinal, 37 Aar gl Pave. De Tanker,
som Haandværkersønnen Gregor VII med
Dristighed og Begejstring havde udkastet, blev nu
virkeliggjorte med kold Kløgt og rolig Fasthed
af Grevesønnen, I. III: Paven er Kirkens
Hoved og alle Fyrsters Lensherre. Borgernes
Frihedstrang, den vaagnende religiøse og
nationale Bevidsthed forstod han at bruge samtidig
med, at han søgte at tage Brodden af den.
Adelens og Kejserens Indflydelse i Rom fik han
knækket, Kirkestatens Grænser udvidede og
den pavelige Enevælde der fastslaaet. Han blev
Formynder for Arvingen til Sicilien,
Kejsersønnen Frederik (II). der godkendte ham som
Siciliens Lensherre. Han gav Otto IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
