Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Inspektion - Inspektør - inspicere - Inspiration
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Materiel m. m, Den finder Sted enten
regelmæssig ved Slutn. af en vis Uddannelsesperiode,
ell. til bestemte Tider, ell. uden forudgaaende
Anmeldelse, altsaa overraskende. En ren
parademæssig I. kaldes Revu. Ved I. forstaas
tillige Tilsyn med visse Tjenesteforretningers
forsvarlige Udførelse ell. Tilsyn inden for et
bestemt Omraade, med det Maal at sørge for,
at givne Forskrifter for Orden og Tjenestegang
nøje følges (Inspektionshavende).
B. P. P.
2) (med.). Undersøgelse med Synet; en Del
af den fornødne Undersøgelse af den Syge for
at erkende Farve-, Form-,
Størrelsesforandringer.
E. A. T.
Inspektør (fr.), Person, der udøver
Inspektion; Tilsynshavende.
inspicere (lat.), udøve Tilsyn, Inspektion.
Inspiration (lat.) er et teologisk Udtryk, der,
anvendt paa et Værk ell. en Person, betegner
Vedk. som Organ for en umiddelbar
guddommelig Virksomhed. Det er særlig paa den
hellige Skr (Bibelen) og dens Forfattere, at det
finder Anvendelse. Den kirkelige Brug af Ordet
gaar nærmest ud fra den lat. Bibeloversættelse,
kaldet Vulgata, der har gengivet Ordet
θεοπνευστος i 2. Tim.. 3,16 ved: divinitus inspirata ɔ:
indblæst ell. indaandet af Gud. Men selve
Forestillingen er meget gl; den er overleveret fra
Jødedommen til den kristne Kirke. I den
eftereksilske Tid, da man følte sig aandelig fattig
i Sammenligning med den tidligere profetiske
Tid, viste der sig en stigende Tilbøjelighed til
at hæve den ældre Litteratur op til en
overnaturlig Højde og saaledes give den en
enestaaende Autoritet i Modsætning til alle senere
Skr. Særlig for Lovens Vedk. hævdede man et
umiddelbart guddommeligt Udspring; Gud
havde skrevet den med sin egen Haand. ell.
han havde dikteret den til Moses. En
ejendommelig Udførelse fik denne Tankegang inden
for den hellenistiske Jødedom, som den især
gjorde sig gældende i Ægypten. Her lærte
Philo, at I. maa forstaas som en Ekstase, hvor
den menneskelige Virksomhed helt er gaaet
under i den guddommelige Enevirksomhed.
Den enkelte Forf. er ligesom en Citer, hvorpaa
Guds Aand spiller; Bevidstheden og Viljen
træder ganske tilbage, og den Virkning, som
fremtræder i Ordet, bliver saaledes at opfatte
som en rent guddommelig. Denne Betragtning
var imidlertid snarere af hedensk end af jød.
Oprindelse. Den viser nærmest tilbage til den
Platon’ske Filosofi, maaske ogsaa til
Paavirkning fra visse orientalske Religioner; det er
den hedenske Forestilling om Mantikken, som
her virker igennem. Alligevel er det denne
Betragtning, som nærmest gør sig gældende i den
ældste kristne Kirke. Den finder vistnok ikke
nogen Støtte i Ny Test., thi selv om der ogsaa
her tales om en ekstatisk Tilstand, f. Eks. 2.
Kor. 12,1 ff., saa er denne ingenlunde af samme
Art som den Philon’ske, og endnu mindre
tænkes den at dække I.’s Tilstand. Men de første
Kirkefædre, som udtaler sig om I.’s Væsen,
synes at forstaa den som en mantisk Betagelse;
saaledes f. Eks. Justin. Det er først, da denne
Betragtning finder sit radikale praktiske
Udslag i Montanismen, at Kirkens Mænd trækker
sig tilbage; de senere Kirkefædre, fornemmelig
den alexandrinske Skole, betoner nu den
menneskelige Aands Medvirken ved I. Efter
Origenes beror den paa en Forening af
Helligaandens og den forhøjede menneskelige Aands
Virksomhed. En mere indgaaende Bestemmelse
af I.’s Art blev ikke givet af Middelalderens
Teologi. Først Reformationen gav Anledning til
en saadan. Den hellige Skr. blev nemlig nu
stillet i Forgrunden paa en hidtil ukendt Maade;
gennem Skriftordet talte Gud og ellers
ingensteds. Alligevel tænkte ikke selve
Reformatorerne og mindst af alle Luther paa at fornægte
den menneskelige Side ved Skriften. Ikke blot
fandt han Ufuldkommenheder ved flere, selv
nytestamentlige Skr (saaledes Hebræerbrevet,
Jakob’s Brev og Johannes’ Aabenbaring), men
han opstillede tillige en egen Maalestok,
hvorefter Værdien af de enkelte Skr skulde
bedømmes; det kom an paa, »ob sie Christum treiben
oder nicht«. Det var først den protestantiske
Dogmatik, som gav en udformet Lære om I.’s
Art, hvis Ejendommelighed nærmest var givet
dermed, at den menneskelige Virksomhed
søgtes reduceret til det mindst mulige. Inden for
den reformerte Kirke hævdede Buxtorf lige
over for L. Cappellus, at den hebraiske Tekst
var inspireret, ikke blot for Konsonanternes,
men ogsaa for Vokaltegnenes og Accenternes
Vedk. Og den Luther’ske Teologi stod ikke
tilbage herfor. Fornemmelig ved Calov og
Qvenstedt er Inspirationslæren udviklet og
begrundet. Herefter er den treenige Gud den egl.,
eneste Forf. til Skriften; ganske vist er den
bleven til ved Mennesker, men disse har i
Virkeligheden ikke været andet end
Haandlangere ell. Penne for Helligaanden, som har
dikteret dem alt, hvad de har skrevet. Vistnok
skal man ikke tænke sig dem i en ekstatisk
Tilstand, idet de skrev; de vidste vel, hvad de
gjorde; men deres Virksomhed var af en
ganske mekanisk Art, thi af sig selv ydede de slet
ikke andet end den blotte ydre Nedskriven af
Bogstaverne. Saavel Tilskyndelsen til at skrive
som Angivelsen af, hvad de skulde skrive, kom
fra Gud, og ikke blot Indholdet i al
Almindelighed blev dem meddelt, men det blev givet dem
i den bestemte Form og med det ganske
bestemte Udtryk, hvormed det skulde nedskrives.
Heraf maatte da følge, at der ikke kunde være
Tale om nogen virkelig Forskel paa de enkelte
Forfatteres Stil; der var jo kun een Forf. af
alle Skr, nemlig Helligaanden; derfor maatte
man ogsaa antage, at Ny Test.’s Sprog var
ganske rent Græsk, uden alle Sprogfejl og
Barbarismer. Og enhver som helst Fejltagelse,
enten det saa var i hist., kronologisk ell.
naturhistorisk Retning, maatte naturligvis anses
for ganske utænkelig. Saaledes er denne Teori.
Dens Urimelighed er saa indlysende, at det
heller ikke kunde vare længe, inden man
vendte sig bort fra den. Det har ikke blot
Rationalismen gjort, men mere ell. mindre hele den
nyere Teologi. Hvad denne derimod siden
Schleiermacher har forsøgt, er at give en
Bestemmelse af I., som baade er forstaaelig i
psykologisk Henseende og i Overensstemmelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
