Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Insterburg - instigere - Instillation - Instinkt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Insterburg [’enstərburk], By i preuss. Prov.
Østpreussen i Regeringsdistriktet Gumbinnen
90 km Ø. f. Königsberg, hvor Angerapp og
Inster forener sig til Pregel, Knudepunkt paa
Jernbanen Königsberg—Eydtkuhnen. (1910)
31600 Indb. I. er Sæde for en Landret, en
Amtsret, et Handelskammer og en Filial af
Rigsbanken. Der findes 4 evangeliske Kirker,
en rom.-kat. Kirke, en Synagoge, et Slot, et
kgl. Gymnasium med Realgymnasium,
Landbrugsforsøgsstation, et Stutteri samt betydelig
Handel med Korn, Hør og Landprodukter,
Hørspinderi, Maskinfabrikation, Jernstøberi og
Bryggeri. I Nærheden ligger Riddergodset
Georgenburg. I. er vokset op omkr. et Slot,
tilhørende de tyske Ridderes Orden, og blev
Købstad 1583.
G. Ht.
instigere (lat.), tilskynde, anstifte, ophidse;
Instigation, Tilskyndelse, Ophidselse.
Instillation (lat.), Inddrypning, benyttes f.
Eks. om Medikamenters Inddrypning i Øjne
o. s. fr.
Instinkt er en arvelig Disposition, fælles
for alle Individer af samme Art, til paa given
ydre og indre Foranledning at udføre en som
oftest hensigtsmæssig, kompliceret
Refleksbevægelse ell. Kæde af Reflekser, der ledsages
af Bevidsthed, hvorved en individuel
Tilpasning af Bevægelserne for nye Forhold
muliggøres. Hos de lavest staaende Dyr, hvor en
individuel Tilpasning ikke med Sikkerhed kan
paavises, og hvor derfor Bevidsthedsfænomener
ikke tør antages at forekomme (se
Bevidsthed og Dyrepsykologi, S. 589), kan der
heller ikke være Tale om I.; man finder der
kun uforanderlige, monotone Reflekser. Naar
nogle Dyrepsykologer benægter Eksistensen af
Sjæleliv hos alle Dyr med Undtagelse af de
højest staaende Hvirveldyr, reducerer de
dermed de ubesjælede til rene Refleksmekanismer,
og det bliver i saa Fald deres Opgave at give
en fysiologisk Forklaring af, hvorfor nogle af
disse Dyrs Reflekser er individuelt
foranderlige, andre derimod ikke. En saadan
Forklaring er foreløbig ikke givet, og Sagen er derfor
indtil videre kun forstaaelig ud fra den
Forudsætning, at Dyrene er i Besiddelse af et vist
elementært Sjæleliv. Alle Forhold I. vedrørende
lader sig forklare, naar man gaar ud fra, at
Dyrene ved Paavirkninger paa Sanseorganerne
kan faa Fornemmelser, at disse Fornemmelser
alt efter Omstændighederne kan være
behagelige ell. ubehagelige, og at Erindringen om en
saadan Oplevelse kortere ell. længere Tid efter
kan dukke op ved Gentagelsen af den
Paavirkning, som medførte Tilstanden. Denne
Antagelse vil blive lagt til Grund for den flg.
Fremstilling.
For at en instinktiv Bevægelse skal udløses,
kræves altid en Paavirkning paa et Sanseorgan.
Denne Betingelse er dog ikke tilstrækkelig, thi
en og samme Paavirkning vil ikke altid have
den bestemte Virkning; Bevægelsen kommer kun
i Stand, naar en vis indre Tilstand, en Følelse,
gør sig gældende hos Individet. Saaledes vil
det spæde Barn kun suge, naar det er sultent,
men saa suger det ogsaa paa enhver varm,
glat Ting, f. Eks. en Finger, som stikkes det i
Munden. Ligger Barnet ved Brystet, holder det
op at suge, naar det er mæt. Tilsvarende indre
Betingelser synes at kunne paavises ved alle
I. En ung Fugl begynder først at bygge, naar
Parringen har fundet St. Man ser det tydeligt,
naar man i et Flyvebur har f. Eks. en
Kanariehan sammen med to Hunner. Hannen vælger
den ene til Mage, og naar de har parret sig,
begynder Hunnen at bygge Rede. Medens dette
staar paa, ser man ofte den anden Hun flyve
rundt med Straa i Næbet, men uden at gøre
noget virkeligt Tilløb til at bygge. Naar den
første Hun har lagt sine Æg og ruger, tager
Hannen gerne den anden til Frille, og naar de
har parret sig, begynder ogsaa denne at bygge.
I visse Tilfælde, især ved de saakaldte Afværge-I.
kan det synes ret uhensigtsmæssigt, at I. ikke
altid er virksomt, men kun under visse indre
Betingelser; ikke desto mindre forholder det
sig vistnok alligevel saaledes, idet de indre
Betingelser dog let fremkaldes ved en ydre
Anledning. Selv et saa frygtsomt Dyr som
Vild-Renen flygter ikke straks ved Synet af et
Menneske; den løfter kun Hovedet, spidser Øren
og vejrer. Naar man har sørget for at have
Dyret til Luvart, saa at det ikke kan faa
Færten, og i øvrigt staar ganske stille, vil Dyret
ogsaa blive staaende, men blot den ringeste
Bevægelse ell. Støj vil straks jage det paa
Flugt. Den første Sansning synes altsaa hos
Dyret kun at fremkalde en Følelse af Uro, der
er Betingelsen for, at en flg. Sansning kan
udløse den instinktive Flugtbevægelse. Naar I. for
at træde i Virksomhed saaledes forudsætter en
indre Tilstand, er det forstaaeligt, at selv om
alle I. beror paa arvelige Anlæg, er de derfor
ikke alle medfødte i den Forstand, at de kan
træde i Virksomhed straks fra Fødselen.
Medfødte er i Alm. de I., som tjener til Individets
Bevarelse; hvorimod de I., der har med Artens
Bestaaen at gøre, først bliver virksomme, naar
Individet er kønsmodent, hvilket er Betingelsen
for, at den for det enkelte I. nødvendige indre
Tilstand skal fremkomme. Saaledes er, som
ovenf. nævnt, Fuglenes Redebygning betinget
af Parringen, der først finder St. hos
kønsmodne Individer.
Ikke mindre væsentlig end den indre
Tilstand er den ydre Paavirkning. Lloyd Morgan
fortæller, hvorledes han paa alle mulige
Maader havde søgt at faa en Dykands spæde
Ællinger til at dykke ned i den Dam, i hvilken han
havde dem gaaende, men alle Forsøg var
slaaede Fejl. En Dag viste der sig pludselig
ved Bredden af Dammen en stor Hund, og i
samme nu forsvandt Ællingerne under Vandets
Overflade. Der kræves altsaa en Paavirkning
af ganske bestemt Art, for at den instinktive
Bevægelse skal udløses. Derved forstaas ogsaa
et velkendt Fænomen, til hvis Forklaring man
hidtil kun har kunnet opstille Gisninger,
nemlig: Vanskeligheden ved at faa visse vilde Dyr,
f. Eks. Elefanter og forskellige af vore
hjemlige Skovfugle, til at parre sig i Fangenskab.
Den rimeligste Forklaring var den, at det var
Savnet af det frie Liv i Naturen, som gjorde
Dyrene utilbøjelige til at parre sig. Visse
Erfaringer, som man i de seneste Aar har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
