Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Instruktionsmaksime - instruktiv - Instrument - Instrument (musik) - Instrumentalfonetik - Instrumentalmusik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Forsvarsmidler gældende, men kan ikke tvinge dem
dertil. I § 429 i Retsplejeloven af 1916 hedder
det saaledes m. H. t. Proceduren ved
Underretten, at Dommeren under Sagens
Forhandling ikke blot bør søge at fremkalde
tydelige og sandfærdige Forklaringer fra Parternes
Side om Sagens Sammenhæng, men ogsaa, for
saa vidt Parterne ikke møder ved
Sagførere, skal vejlede dem m. H. t., hvad
de bør foretage til Oplysning af Sagen og i
øvrigt til Varetagelse af deres Tarv under denne.
Undertiden — nemlig i Sager, hvor en
offentlig Interesse gør sig gældende, som f. Eks. i
Skilsmissesager, — kan I. dog være
gennemført paa saadan Maade, at den nærmer sig
Straffeprocessens Inkvisitionsmaksime
(Forhørsmaksime), iflg. hvilken Dommeren har en
selvstændig Ret og Pligt til at skaffe et vist
Punkt oplyst, uanset Parternes Ønsker i saa
Henseende.
E. T.
instruktiv, se instruere.
Instrument (lat.), Værktøj, Redskab, særlig
ved videnskabelige Undersøgelser og
Operationer: astronomiske, fysiske, optiske, kirurgiske
I. — (Jur.), Bevisskrift, Dokument. Om I. i
Musikken, se ndf.
Instrument (mus.), Apparat, Værktøj til
Frembringelse af Toner. Enhver musikalsk Lyd
skyldes Luftsvingninger; disse frembringes
enten direkte, idet man ved at blæse sætter en
i et Rør indesluttet Luftsøjle i Bevægelse, ell.
indirekte, idet man bringer et elastisk Legeme,
f. Eks. en udspændt Streng, i Svingninger, der
overføres til den omgivende Luftmasse. Et af
disse to Principper er det til Grund liggende
for et hvilket som helst musikalsk I. Hvilket af
dem, der er ældst, lader sig næppe paavise.
Søger man deres første Oprindelse, føres man
fra Historien ud i Myten og Fablen.
Opfindelsen af det første Strengeinstrument, Lyren,
tilskreves saaledes Guden Hermes eller den
ægypt. Gud Thot, der fandt en udtørret
Skildpaddeskal og opdagede, at de henvisnede
Senetrævler, der endnu sad tværs over den, ved
Berøring frembragte Toner. Det første
Blæseinstrument, Fløjten, — Navnet tibia, et
Skinneben, henpeger paa Benyttelsen af Dyreknogler
— tilskreves Pan, Apollo, Orfeus o. a. — Af
de talrige I., som er opstaaede og har været
henyttede i Tidernes Løb — man nævner
Navnene paa mellem 3 og 400 forsk. I. — er det
dog kun en ringe Del. der endnu er i Brug.
Men ligesom det paa andre Omraader har sin
store Bet. for Kendskabet til Kulturens
Udvikling saa vidt muligt ved Selvsyn at lære
Menneskeaandens Frembringelser gennem Tiderne
at kende, saaledes har ogsaa Tilstedeværelsen
af svundne Tiders Musikinstrumenter sin store
Interesse for Studiet af Musikkens Udvikling.
Man har derfor, navnlig i den senere Tid, søgt
at opbevare, hvad der endnu maatte findes af
forældede og hist. I., og gøre dem tilgængelige
for Almenheden. Saadanne Samlinger findes
bl. a. i Bryssel, Paris, London, Berlin,
Leipzig; i Kbhvn oprettedes 1897 »Musikhistorisk
Samling«. Det vilde føre for vidt her at
gennemgaa Instrumenternes Udviklingshistorie.
Her skal henvise til Artiklerne under de
enkelte I.’s Navne og de 3 store Grupper, i
hvilke man i Alm. inddeler dem: Strenge-I.,
Blæse-I. og Slag-I. Strenge-I. omfatter
saavel dem, ved hvilke Strengene rives ell.
knipses med Fingrene (Harpe, Lut, Guitar, Citer),
med et Plektron (Lyre, Kithara, Mandolin) ell.
anslaas med Hamre, ved Hjælp af et Klaviatur
(Clavecin, Pianoforte), som dem, der stryges
med Bue (Stryge-I.: Violin, Violoncel,
Kontrabas o. s. v.). Blæse-I. inddeles i Træblæse-I.
(Fløjte, Obo, Klarinet, Fagot og de dermed
beslægtede) og Metal- (Messing-, Blik-) Blæse-I.
(Horn, Trompet, Basun o. s. v.). Hertil regnes
endvidere Orgel og Harmonium. Slag-I. er
enten stemte i visse Toner (Pauke, Klokkespil)
ell blot rytmiske af ubestemt Tonehøjde
(Tromme, Bækken, Triangel, Kastagnetter o. s. v.).
— I. til akustiske Undersøgelser er f. Eks.
Monokord, Stemmegaffel o. s. v.
S. L.
Instrumentalfonetik, se
Eksperimentalfonetik.
Instrumentalmusik kaldes den Musik, der
udføres alene paa Instrumenter, med
Udelukkelse af den menneskelige Sangstemme, i
Modsætning til Vokalmusik, hvorunder ogsaa
indbefattes Sangmusik med Ledsagelse af
Instrumenter. Hvorvidt den rene ell. den
ledsagende I. er ældst, kan vanskelig afgøres; opr.
har vel Poesi og Musik været uadskillelig
sammenknyttede, men allerede i 4. Aarh. f. Kr.
finder vi hos Grækerne Solofløjtespillet saaledes
udviklet, at Sakades fordrede dets Ligestillelse
med de andre Kunster ved de pythiske Lege, og
selvstændigt Kitharaspil skal omtr. samtidig
være kommet til Ære og Værdighed ved
Agesilaos fra Tegea. Messinginstrumenter
anvendtes til langt ind i Middelalderen ikke til den
egl. Kunstmusik, men kun ved Ofringer, til
Krigssignaler o. s. v. Først i »Mysterierne« og
ved fyrstelige Formælinger o. a. Fester
optraadte flerstemmig I.; Trompeter, Pauker og
Trommer dannede den pompøse Festmusik, og
Trompeterlavet indtog en særlig Stilling
mellem Musikerne. Med Strygeinstrumenternes
Fremkomst indtræder en ny Udvikling i I.’s
Historie. Troubadourer og omvankende
Spillemænd anvendte Violinen i dens forsk.
Udviklingsformer (fidula, Gige o. s. v.) og i Beg. af
16. Aarh. et stort Antal forsk.
Strygeinstrumenter i fl. Størrelser. Et andet Udgangspunkt
for I.’s Udvikling er de første
musikdramatiske Forsøg, der fandt Sted i Italien omkring
1600; til Indledning spilledes en Madrigal, og
Mellemspillene udgjordes af nogle Akkorder.
Da Violinen efterhaanden kom til at indtage
Førerstillingen i Orkestret, tog I. et nyt
Opsving, og Strygekvartetten blev saa Grundlaget
for det hurtig opblomstrende Orkester. De
væsentligste Former af den rene, absolutte I.,
der alle udviklede sig i 17. Aarh., var
Ouverturen (ital. sinfonia), Suiten ell. Partita’en, en
Række løst forbundne Danse, indledede med en
Ouverture, hvor kun Tonarten var det
sammenholdende Baand, og endelig Sonaten, i
hvilken de enkelte Satser udgjorde et organisk
Hele. De væsentligste Bærere af I.’s Udvikling
er Dom. Scarlatti, Kuhnau, Couperin, Seb. og
Em. Bach og endelig det store Trekløver,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
