Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - integrerende - Integritet (kirkelig) - Integritet (folkerettelig) - Integritetstraktaten - Integument - Intellektualisme - intellektuel - intellektuelt Falsk - Intelligens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
integrerende (lat.). væsentlig, nødvendig
hørende med til en Tings Tilværelse og
Fuldstændighed.
Integritet (lat.: Fuldstændighed) betegner i
den kristelige Dogmatik den Egenskab ved de
hellige Skr, at de eksisterer nøjagtig saaledes,
som de opr. er skrevne, uden Forvanskninger
ell. Afkortninger.
F. C. K.
Integritet (lat.), Helhed og Fuldstændighed,
Uberørthed. Integritetskrænkelse betyder
indenfor Folkeretten navnlig Indgreb i en Stats
Landomraade. Til Beskyttelse imod saadanne
Angreb er der afsluttet Traktater, hvorved de
kontraherende Magter garanterer et andet
Lands Integritet, d. v. s. forpligter sig til at
afværge Angreb paa dets Omraade, saaledes
f. Eks. m. H. t. Norge 1907.
N. C.
Integritetstraktaten kaldes i Norge den
Traktat, der 2. Novbr 1907 afsluttedes mellem
dette Land paa den ene Side, Frankrig,
England, Rusland og Tyskland paa den anden om
Norges Integritet (se i øvrigt Norge
»Historie«).
Integument (lat. egl. »Beklædning«), d. s. s.
Hud; ogsaa d. s. s. Æghinde, se Æg.
Intellektualisme [’en-] kaldes de Retninger
indenfor Filosofi og Psykologi, der lægger
Hovedvægten paa Erkendelsen, de intellektuelle
Sider af Sjælelivet.
Alfr. L.
intellektuel [’en-] (lat.), hvad der beror
paa Viden, Erkendelse; f. Eks. i. Dannelse,
Forstands- ell. Aandsdannelse.
intellektuelt Falsk [’en-] siges at foreligge,
naar et skriftligt Dokument vel er ægte, men dets
Indhold ikke stemmer med Sandheden. Det i.
F. er som Hovedregel ikke strafbart, medmindre
det indgaar som Led i en anden Forbrydelse,
f. Eks. Bedrageri, i hvilket Tilfælde det
opsluges af denne. Imidlertid er i. F. dog i
adskillige Undtagelsestilfælde strafbart som
saadant. Saaledes straffes f. Eks. den
Embedsmand, der mod bedre Vidende
udsteder urigtige Embedsattester ell. gør urigtige
Indførsler i sine Embedsprotokoller, den
Skipper, der fører falsk Skibsdagbog, og — under
visse nærmere Betingelser — den
Næringsdrivende, der gør urigtige Indførelser i sine
Handelsbøger. Endnu kan nævnes, at en særlig §
i den danske Straffelov sætter Straf for den,
der til Brug i Retsforhold, som vedkommer det
Offentlige, afgiver falsk skriftlig Erklæring, f.
Eks. i Strid med Sandheden bevidner, at en
Person, der søger Skilsmissebevilling, har ført
et sædeligt Levned i Separationstiden.
A. Gl.
Intelligens er den individuelle Evne til
at finde sig tilrette under og tilpasse sig for
ny. uvante Forhold. Det behøver ikke at dreje
sig om en ny Virksomhed, der skal udøves; en
kendt Virksomhed, der skal præsteres under
ny, af Individet hidtil ikke prøvede Forhold,
kræver ogsaa en Tilpasning. Jo hurtigere
Individet finder sig tilrette med de givne
Forhold, desto intelligentere siges det at være. I.
er ikke en enkel Evne, idet en hel Række
sjælelige Egenskaber kan paavises at samvirke
til Tilvejebringelsen af den mere ell. mindre
hurtige og sikre Tilpasning. Dette bestrides
næppe af nogen Psykolog, men ved Siden af
de forsk. Egenskaber, om hvilke der vel ogsaa
i Alm. vil være Enighed, antager enkelte
Psykologer (Münsterberg, Spearman o. a.)
desuden en »alm. I.«, hvis Natur dog endnu ingen
har kunnet angive, og for hvis Eksistens der
aldrig er ført noget afgørende Bevis. Fra
denne hypotetiske, ganske ukendte Størrelse maa
vi derfor her se bort.
I. beror paa et Sammenspil af de
Egenskaber, hvorved Opfattelsen af Omverdenen,
Tilegnelsen, Fastholdelsen og Bedømmelsen af
det iagttagne kommer i Stand. Sansning er
naturligvis nødvendig, for at man overhovedet
kan opfatte Omverdenen, men Sansningens
Fuldkommenhed synes ikke at være nogen
væsentlig Betingelse for en høj I. Et Menneske
som Helen Keller, der er baade blind og døv,
har ikke desto mindre lært at tale forsk. Sprog
og tilegnet sig de alm. Kundskaber, bl. a. i
Geometri. Til Trods for Manglen af de to
væsentligste Sanser maa hun derfor siges at være
i Besiddelse af en endog ualmindelig I., netop
fordi hun under saa ugunstige Forhold har
kunnet tilegne sig saa meget. Hudsanserne har
hos hende kunnet erstatte Synet og Hørelsen,
men een af disse tre Sanser er nødvendig, thi
uden den vil et Menneske være fuldstændig
afskaaret fra en nøjagtig Opfattelse af
Omverdenen og Tilpasning for givne Forhold. Af
særlig Bet. for I. er dernæst Hukommelsen,
nemlig saavel den Lethed, hvormed et givet Stof
tilegnes, som den Sikkerhed, hvormed det
fastholdes. Heraf vil den Kundskabsmængde,
Individet raader over, og som ligeledes er et
Moment af Bet. for I., tildels være afhængig.
Hovedvægten ligger dog sikkert paa
Opmærksomheden, der betinger al sjælelig Virksomhed.
Saavel Størrelsen af den i det enkelte Øjeblik
mulige Anspændelse som Opmærksomhedens
Udholdenhed vil være af Bet. Det berettes som
karakteristisk for fl., særlig intelligente Mænd,
at de har været i Stand til samtidig at
beskæftige sig med forsk. Sager, f. Eks. at
diktere Breve af ganske forsk. Indhold til flere
Skrivere. Dette forudsætter dels en Dispersion,
Spredning af Opmærksomheden over de forsk.
Emner, og dels en Koncentration paa hvert
enkelt Emne for at holde Traaden. En saadan
samtidig Dispersion og Koncentration er uden
Tvivl et særlig væsentligt Moment i I., thi
netop derved muliggøres saavel Reproduktionen
af talrige Forestillinger som Udvælgelsen og
Kombinationen af de Sagen vedrørende
Forestillinger. Det er dette, man i daglig Tale
træffende kalder »Omløb i Hovedet«, en
omfattende og indgaaende Tænkning, som er betinget
for en rationel Tilpasning.
Hvert enkelt Individ kommer til Verden med
bestemte, men meget forsk. Anlæg i de nævnte
Retninger; disse Anlæg udgør Individets
Begavelse. Om dennes Størrelse kan intet
direkte vides, men idet Anlæggene udvikles ved
Øvelse, vil man af det mere ell. mindre
hurtige Fremskridt og det Resultat, hvortil der
sluttelig naas, kunne drage Slutninger om den
større ell. mindre Begavelse. I. fremgaar
saaledes af arvelige Anlæg ved en paa Øvelse
beroende Udvikling og vi] følgelig hos det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
