Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Internationale
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
broderlig Samdrægtighed skulde herske. Snart
brød imidlertid den Opfattelse sig Vej, at det
ikke kunde nytte at vente paa, at det
teoretiske Broderskabsideal spontant skulde
omsættes i Praksis; Maalet maatte tilstræbes igennem
Handling, international Aktion. Kapitalismen,
fremvokset af den moderne Industrialisme og
Verdenshandel, begyndte at antage en stadig
mere udpræget international Karakter; det blev
da nødvendigt at organisere Kampen mod den
ogsaa internationalt. Den politiske Baggrund
for Tankens Udformning var landflygtige
mellemeuropæiske og slaviske Skribenters og tyske
Haandværkere tiltagende Færden i Schweiz og
Vesteuropa. Sit første politiske revolutionære,
overordentlig energiske Udtryk fandt den i det
af Karl Marx og Fr. Engels affattede
»kommunistiske Manifest«, der blev offentliggjort Jan.
1848 lige før Februarrevolutionens Udbrud som
Program for et hemmeligt Selskab, hvis
Hovedsæde 1840 var overført fra Paris til London,
og som nu under Navnet »Bund der
Kommunisten« traadte for Dagens Lys.
Programskriftet udkom paa mange Sprog (ogsaa Dansk), og
dets Slutningsord: »Proletarer i alle Lande, slut
eder sammen!« blev herefter Socialismens
Feltraab. »Kommunisternes Forbund« sygnede
ganske vist hen under 1850’ernes Reaktion, men
dets bærende Ideer blev ikke skrinlagte med
Foreningen selv. Atter i 1860’ernes Beg. dukker
Tanken om Oprettelsen af en international
Arbejderassociation op. Den ydre Foranledning
til dens Gennembrud var Verdensudstillingen i
Londcn 1862. Som denne var Frugten af et
Arbejdets Sammenslutning ved Samvirken
mellem alle Folk, skulde altsaa nu den siden 1848
modnede og afklarede Tanke om en
international Sammenslutning af Arbejderne selv afsætte
et praktisk Resultat. Med Støtte af ingen
ringere end Napoleon III, der i Kampen mod
det stadig mere paagaaende Bourgeoisie søgte
at vinde Arbejderne for sit Dynastis Sag, var
en Del Repræsentanter for den fr.
Arbejderstand blevne sendte til Verdensudstillingen.
Deres Raadslagninger med eng. og tyske
Arbejdere førte til en foreløbig Forstaaelse om at
virke for Arbejderklassens fælles Interesser i de
forsk. Lande. De eng. Arbejdere tog Sigte
nærmest paa en international Udvikling af
Fagforeningssystemet; de fr. havde vistnok
videregaaende, socialistiske Planer, men tilhørte dog
overvejende Proudhon’s mere maadeholdne
Retning; de efterhaanden fremtrædende
kommunistiske Tendenser repræsenteredes af
Tyskerne. En Sammenkomst Aaret efter, ogsaa i
London, ytrede sig nærmest som en
Sympatidemonstration for Polens Opstand mod
Rusland, i hvem alle Landes oppositionelle
Elementer saa en Legemliggørelse af den brutale
Undertrykkelses Princip; man fik imidlertid
ogsaa Lejlighed til at drøfte de spirende
Organisationsplaner for den kosmopolitiske
Arbejdersammenslutning, om hvis
Formaalstjenlighed man nu var blevet enig; navnlig havde man
Opmærksomheden henvendt paa, at Kapitalens
Import af fremmed Arbejdskraft under
Arbejdsnedlæggelser burde mødes med internationale
Modforholdsregler fra Arbejdernes Side. En
livlig Agitation for en saadan Sammenslutning
opstod paa begge Sider af Kanalen, og endelig
kunde det ny Forbund — »I.« — konstitueres
paa et Møde, der afholdtes 28. Septbr 1864 i St
Martin’s Hall i London under Forsæde af
Positivisten Prof. Beesly. Det blev overdraget et
Udvalg paa 50 Personer at istandbringe
Forslag til Statutter for Forbundet. Udkast
udarbejdedes af Mazzini og Marx uafhængige af
hinanden og ud fra forsk. Principper. Mazzini’s
var i gl romantisk Carbonaro-Aand, som for
en hemmelig Sammensværgelse; Marx
hævdede, at Hemmelighedskræmmeri, netop hvor det
gjaldt at organisere Arbejdere, der levede
socialt, praktisk og økonomisk under de mest
forskellige Forhold, intet duede; tværtimod burde
den størst mulige Offentlighed tilstræbes.
Mazzini, der stod uforstaaende over for den egl.
Socialpolitik, trak sig slagen tilbage med sine
Tilhængere, hvorved Marx kom til at indtage
en dominerende, om end ingenlunde i
Førstningen eneraadig Stilling i Forbundet. Hans
Program forelaa i den saakaldte »Inauguraladresse«,
et Mesterstykke af diplomatisk Kløgt. Mange
særprægede Interessegrupper skulde samles: eng.
Fagforeningsfæller og Kooperatorer, fr.
Statssocialister af L. Blanc’s Skole og Proudhon’ske
Mutualister, Tysklande Lassalle’aner og Italiens
Mazzinister, halve Anarkister og liberale
Fremskridtsmænd, og alle fandt de ogsaa virkelig
noget for sig i det med Forsæt noget uklart
affattede Dokument, medens samtidig alle
Konsekvenser trak i Retning af, at Tiden var inde
til at søge realiseret den store Solidaritetside,
der skulde skabe Arbejdets Fremtidssamfund.
Grundtanken er da denne: Før 1789 regerede
Aristokratiet, senere Bourgeoisiet; nu maatte
Turen komme til Arbejderklassen. Opgaven kan
imidlertid ikke løses lokalt ell. nationalt; den
maa gennemføres internationalt ved
planmæssig Samvirken af alle Landes klassebevidste
Arbejdere. Den kapitalistiske Produktionsmaade
er ensbetydende med Arbejdets totale
Afhængighed af den Klasse, der har tilvendt sig
Arbejdsmidlerne; heri ligger Aarsagen til den
sociale Elendighed, Arbejdernes aandelige
Forkrøbling og politiske Underkastelse. Maalet maa
derfor være Arbejdets økonomiske Emancipation
ved, at Kapitalismens Herredømme brydes; lige
over for dette Maal danner enhver rent
politisk Bevægelse blot et Hjælpemiddel af
sekundær Bet. Og da alle Landes nuv. sociale
Tilstand medfører det samme Slaveri for
Masserne, maa disses Befrielse ogsaa søges opnaaet
ved international Samvirken.
I.’s Organisation var hierarkisk centralistisk.
De enkelte lokale Foreninger sammensluttedes,
undertiden med Provinsforbund som
Mellemled, til Landsforbund, saakaldte Sektioner, med
udstrakt selvstændig Myndighed; Sektionerne
var berettigede til at lade sig repræsentere ved
Delegerede, hvis Antal stod i Forhold til
Medlemstallet, paa de aarlige Verdenskongresser,
der i højeste Instans fattede Beslutninger om
Organisationens Anliggender. Det permanente
Organ for de forberedende Arbejder,
Propagandaens Ledelse, Rapportering, Raadgivning
og Eksekutionsmyndighed dannede et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
