- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XII: Hvene—Jernbaner /
475

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Invertering - Invertin - Invertsukker - Inverttelemeter - Inverurie - investere - Investigator-Strædet - investigere - Investitur - Investiturret - Investiturstrid

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

optages et Molekyl Vand: C12H22O11 + H2O =
C6H12O6 + C6H12O6. Processen foregaar, naar
Rørsukker opvarmes med fortyndede Syrer ell.
paavirkes af det i Gærcellen værende Enzym,
Invertase, og den fremkomne Blanding af
lige Molekyler Glykose og Fruktose, der faas
som en klar, farveløs, sød Sirup, betegnes som
Invertsukker, der finder nogen
Anvendelse i Vinfabrikationen, til Frugtkonservering,
Kunsthonning o. l. Invertsukkeropløsningen
drejer det polariserede Lys til venstre, idet
Fruktosen er stærkere venstredrejende, end
Glukosen er højredrejende.
R. K.

Invertin, d. s. s. Invertase.

Invertsukker, se Invertering.

Inverttelemeter, se Afstandsmaalere.

Inverurie [invə’ru.ri], By i Aberdeenshire
(Skotland), ved Sammenløbet af Floderne Don
og Ury, 25 km NV. f. Aberdeen, har
Jernbaneværksteder, store Kvægmarkeder og (1918)
3960 Indb.
G. Ht.

investere (lat.), indsætte i et Embede,
udøve Investitur.

Investigator-Strædet [’en-], Stræde ved
Sydkysten af Australien, fører N. f.
Kænguru-Øen ind i St-Vincent-Bugten.
G. Ht.

investigere [’en-] (lat.), opspore, efterforske.

Investitur [’en-] (lat. investitura, Iklædning)
kaldtes i Middelalderen en symbolsk Skik,
hvorved et Embede ell. et Len overdroges en Mand,
idet han fik visse Værdighedstegn overrakt ell.
blev iført en Embedskaabe. Forleninger skete
saaledes ved Overrækkelse af en Lanse, en Fane
(se Fanelen) ell. et Sværd med Bælte.
Sognepræsten fik af Bispen ell. hans
Stedfortræder overrakt Kirkenøglen. Efterhaanden
udvidedes I. til at gælde Overdragelsen af
Ejendomsretten til et Stykke Land — den ny
Besidder fik da overrakt en Græstørv ell. en
Jordklump fra Marken, en Kvist fra
paagældende Skov e. l.— og Stadfæstelsen af en
Handel ell. et Mageskifte. Særlig Bet. har I. faaet
i kanonisk Ret, og allermest Bispernes I. Denne
foretoges opr. af Bispekirkens Klerus, senere i
Reglen af Metropolitten. Men efter at Staten
under Karolingerne havde taget Overledelsen
af Kirkens Anliggender, udvikledes, navnlig
under Otto I, en verdslig I. ved Fyrstens
Haand. Kongen betragtede sig som havende en
vis Ret til Kirkegodset, overførte Lensvæsenets
Grundsætninger paa Kirken og tilegnede sig
Investiturret. De symbolske Skikke var
endnu ikke faste; undertiden udførtes I. ved
Overrækkelsen af en Handske, undertiden ved
Iførelsen af Korkaaben, snart dog ogsaa ved
Overrækkelsen af Bispestaven og fra Henrik
III’s Tid (1039—56) baade af Stav og Ring.
Staven betegnede Biskoppens kirkelige
Hyrdegerning, Ringen hans Trolovelse med
Menigheden, og for saa vidt gjaldt I. nu selve det
kirkelige Embede. Dette Misforhold fandt
Præstestanden sig endnu i, fordi Henrik III
ellers brugte sin store Magt til Kirkens Bedste.
Men da efter hans Død grov Simoni føjede sig
til Lægmands-I., rejste Pavedømmet under
Gregor VII sig til Kamp mod denne
Verdsliggørelse. I Tyskland og England fremkaldtes
derved stor Investiturstrid, der endte
med I.’s Afskaffelse. I andre Lande undgik man
den haarde Kamp, og de gregorianske Ideer
trængte lempelig igennem. Saaledes i Frankrig,
hvor Jordbunden var beredt ved den stærke
kirkelige Indflydelse fra Cluny; de sidste Rester
af I. opgaves under Ludvig VI. Endvidere i
Ungarn, hvor allerede 1106 Kong Koloman
frasagde sig al I., i Skotland og de spanske
Riger. Har Danmark haft I., er den
opgivet allerede under Svend Estridsön eller
under hans Sønner. I Norge, hvor Kongerne
dog ligesom i Danmark havde Herredømmet
over Bispevalgene, vides I. aldrig at have været
Skik. I Sverige var det derimod endnu ved
Midten af 13. Aarh. Skik, at Kongen overrakte
den ny Biskop Ring og Stav. Hvor I. bortfaldt,
tog Biskoppen selv Ring og Stav fra Alteret,
medens en Præst lagde Kaaben om hans
Skuldre. Ved Worms-Konkordatet indførtes dog
en ny Lægmands-I. til Erstatning for
Overrækkelsen af Ring og Stav, gældende for Tyskland
samt Italien og Burgund, nemlig
Overrækkelsen af Sceptret som Tegn paa Biskoppens
verdslige Magt og Lensforhold til
Kejseren. Denne I. med »Regalierne« skulde for det
egl. Tysklands Vedkommende finde Sted inden
Bispens Indvielse, og derved fik Kejseren ell.
Vasallen en afgørende Indflydelse paa
Bispevalget; i Burgund og Italien foretoges I. med
Regalierne derimod efter Indvielsen og havde
for saa vidt mindre at sige. Imidlertid tiltog
Paven sig mere og mere Indflydelse paa
Bispevalget, og dermed begrænsedes ogsaa denne
Form af Lægmands-I., indtil Innocens III
endelig gav den Dødsstødet. — I Slutn. af
Middelalderen, da Kongedømmet udviklede sig
stærkere, fik Landsherrerne ofte Ret til at udnævne
Bisperne, men nogen Lægmands-I. genindførtes
ikke. Betegnelsen I. er i nogle af de
protestantiske Kirker brugt om Bispers ell.
Præsters højtidelige Indsættelse; Handlingen
sker da efter Landsherrens Paabud, men ved
en Embedsbroder ell. en præstelig Foresat.
H. O.

Investiturret [’en-], se Investitur.

Investiturstrid [’en-] kaldes Kampen mellem
Stat og Pavedømme om Lægmandsinvestituren
ɔ: Overrækkelse af Ring og Stav til Bispen ved
Kongens ell. Lensmandens Haand (se
Investitur). Kirkens Mænd, der vilde haandhæve
Kirkens Uafhængighed og Renhed, begyndte
denne Strid, idet Hildebrand paa
Lateran-Mødet 1059 fik vedtaget, at ingen Kleriker
maatte modtage noget Embede af Lægmands
Haand. Som Pave Gregor VII udstedte han paa
Fastesynoden i Rom 1075 et umiddelbart
Forbud mod Lægmandsinvestitur, ligesom han
Aaret forud havde fordømt Simoni. Forbudet
tog særlig Sigte paa den tyske Konge Henrik
IV; men denne trodsede og blev bandlyst. I.
flettede sig nu ind i de tyske Fyrsters
Fjendskab mod Henrik, de oprørske Sachsere blev
Pavens Forbundsfæller. Kong Henrik maatte
ydmyge sig i Canossa (1077); men Striden brød
ud igen. Paa ny bandlyste Gregor VII Henrik
IV og indskærpede Forbudet mod Investituren
(1080). Kong Henrik svarede ved at indsætte
en Modpave. Dette Afsnit af Striden endte dog
med den store Paves Flugt og Død (1085); men

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:55:51 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/12/0487.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free