Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - iranske Sprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kun et eneste i. S., Nypersisk. Fra Anquetil
Duperron’s »Zend-Avesta« (1771) daterer sig
Studiet af det gammeliranske Avestasprog. I
Løbet af 19. Aarh.’s anden Fjerdedel lykkedes
det i det væsentlige at faa dechiffreret de
oldpersiske Kileindskrifter, gennem hvilke man
vandt Kendskab til et andet gammelfransk
Sprog. I 19. og 20. Aarh. er ogsaa det
mellemiranske (Pehlevi) blevet videnskabelig
bearbejdet, ligesom forsk. nyere Dialekter, og
endelig har Udgravningerne i kin. Turkestan
i de sidste Aartier ikke blot uddybet
Kendskabet til Pehlevi, men ogsaa bragt Forskningen
Materiale til Studiet af fl. mellemiranske Sprog
(Sogdisk, Indoskythisk).
Ariske Navne, der forekommer i Indskrifter
fra Forasien (bab., kassitiske, mitani), lader
formode, at Iranerne endnu i 14. Aarh. f. Kr.
talte et Sprog, der i det væsentlige var det
samme, som Indernes og Iranernes fælles
Forfædre havde talt. Først efter 14. Aarh. f. Kr.
er da de Lydudviklinger foregaaet, der
konstituerer den særlige iranske Sproggruppe: opr.
s bliver h foran Vokal og m; opr. p, t, k
bliver Spiranter (f, θ, χ) undtagen foran Vokaler;
opr. aspirerede Tenues (ph, th, kh), bliver i de
fleste Tilfælde Spiranter (f, θ, χ) o. s. v. Man
kan inddele de i. S. efter flg. Skema:
A. Vestiransk. 1) Sydvestlige Dialekter
(Oldpersisk, Mellempersisk [sassanidisk
Pehlevi], Nypersisk, Lur-Dialekten). 2) Nordvestlige
og centrale Dialekter (Oldmedisk, arsakidisk
Pehlevi; moderne: Kurdisk i forsk. Dialekter;
kaspiske Dialekter som Mazenderani og Gilaki;
Semnani; Beludji m. fl.). B. Østiransk
(Oldsprog: Avestisk, Skythisk; Mellemsprog:
Sogdisk, Kharezisk, Indoskythisk; moderne:
Pamirdialekter som Shigni, Sarikoli og Wakhi;
Jaghnobi; Afghansk; Ossetisk).
Ejendommeligt for de sydvestlige Dialekter
er bl. a., at ældre s (ustemt) bliver spirantisk
θ ældre z (stemt) bliver spirantisk ð; til θr
(indo-iransk tr) svarer en s-Lyd; for »at sige«
bruges Stammen gub, medens alle andre
iranske Dialekter bruger Stammen uac. Af alle
iranske Sprog er Persisk bedst kendt i sin
Udvikling.
Oldpersisk (Kileindskrifterne fra Darius
I, Xerxes I, Artaxerxes I, II, III) har, med
Indskrænkninger, bevaret det gl. indo-iranske
Nominal- og Verbalbøjningssystem.
Ejendommelig er Tilbøjeligheden til at udtrykke Perfektum
af transitive Verber ved passiv Konstruktion
(ima tja mana kartam, »dette [er], hvad af
mig er gjort«). I de senere Indskrifter er
Grammatikken i Opløsning; Indskriftsproget var
da ikke mere et levende Sprog, Talesproget
var under Udvikling henimod Mellempersisk;
de fleste Substantiver blev a-Stammer, de
fleste Verber gik over i aya-Klassen. Ved et
alm. Udtalefænomen (Epentese) indtræder et
i efter en Stavelses Vokal, naar den flg.
Stavelse indeholder en i- ell. j-Lyd (’dahjaus
bliver ’daih, senere deh, »Landsby«).
Oldmedisk har kun været dialektalt forsk. fra
Oldpersisk. Det nord-centrale Sprog, som blev
Rigssprog med det parthiske Arsakidedynasti (c.
150 f. Kr.—226 e. Kr.), staar allerede ligesom
det pers. Pehlevi, Rigssproget under
Sassaniderne (226—c. 650 e. Kr.), paa det
mellemiranske Sprogtrin: alle Kasusendelser er
forsvundne, undtagen Genitivendelsen i, der
efterhaanden ophører med at fungere som
Kasusendelse; Verbets Bøjning er stærkt simplificeret,
Passivkonstruktionen ved Fortid af transitive
Verber gennemført. Arsakidisk og pers. Pehlevi
afviger ogsaa kun dialektalt fra hinanden
(arsakidisk Pehlevi har hr af ældre r, medens
pers. Pehlevi har s, arsakidisk Pehlevi har
im, »denne«, Persisk in; Endelsen for abstrakte
Substantiver er paa arsak. Pehlevi -eft, paa
Persisk -eh). Pehlevi kendes fra Klippeindskrifter
(særlig Hadjiabad-Indskriften fra Shahpuhr I
[241—72 e. Kr.] paa arsak. og pers. Pehlevi),
Indskrifter paa Mønter og Gemmer og en ret rig,
mest teol. Litt. (Avestaoversættelse og
-kommentar, Skr. om religiøse Emner, enkelte
Folkebøger), der tildels stammer fra
Sassanidetiden, men i den nuværende Redaktion først
fra de første Aarh. efter Islam. Alfabetet er
udviklet af det aramæiske, men Skr. er
overordentlig flertydig, da forsk. Bogstaver er
faldet sammen (eet Tegn kan læses: î, ê, j, g, d,
[*]; et andet: û, ô, v, n, r, l o. s. v.; ved
sammensatte Tegn forøges Muligheden for
Fejllæsning yderligere). En anden Vanskelighed
ved de to Pehlevi-Dialekter er den, at en
Mængde Ord, og det netop de almindeligste, i
Skr. udtrykkes ved aramæiske Ordformer, der
dog kun er Ideogrammer, og for hvilke det
tilsvarende iranske Ord har været læst (man
skriver malka, men læser sâh, »Konge«; man
skriver jemalelun-d, men læser govend, »de
siger«). Parsertraditionen har læst disse Ord
i den aramæiske Form, og europ. Iranister har
længe fulgt den; Danskeren N. L. Westergaard
var den første, der udtalte Formodningen om,
at det her drejede sig om en Ideogramskrift,
og denne Opfattelse trængte langsomt
igennem og var blevet alm. antaget, inden Fundet
af manikæiske Tekstfragmenter i Turfan gav
fuld Vished herfor; i disse Fragmenter, dels i
arsakidisk, dels i pers. Pehlevi, skrevet med en
modificeret Form af det syriske
Estranghelo-Alfabet, bruges ikke Ideogrammer, men
Sproget er rent iransk. Overgangen fra
Mellempersisk til Nypersisk sker gradvis, og det lader
sig ikke afgøre f. Eks., naar Forstavelsen vi
bliver til gu og Forstavelsen pa til bä. Efter
den muhammedanske Erobring af Persien
vedbliver Parserne i fl. Aarh. at skrive det ikke
mere levende Pehlevi-Sprog, medens de
muhammedanske Persere skrev Arabisk. Først
fra 9.—10. Aarh. udvikler sig et nypersisk
Skriftsprog i arab. Skrift, hvilket straks i sin
Beg. er meget stærkt blandet med arab. Ord
(Firdusi’s renere i. Sp. er en bevidst
Arkaiseren); ejendommelig er den Brug at udtrykke
Verbalbegreber ved et — hyppigst arabisk —
Substantiv i Forbindelse med et pers. Verbum,
der bet. at »gøre«, »blive« e. l. (ijad kärdän,
»gøre Opfindelse, opfinde«; värid sudän, »blive
ankommende, ankomme«). Af
Passivkonstruktionen ved transitive Verbers Fortidsdannelse
har udviklet sig et nyt aktivt Præteritum i
Lighed med de intransitive Verbers. Det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
