Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Irland (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
modsætte sig dets Indlemmelse under et irsk
Parlament. Denne Bevægelse blev efterhaanden saa
stærk, at man, da Verdenskrigen snart efter
udbrød, enedes om foreløbig ikke at sætte den
ny Ordning i Kraft. Det kan vel regnes for
utænkeligt, at nogen eng. Regering skulde
prøve paa at ville tvinge Ulster til
Underkastelse under et irsk Parlament, og baade
under og efter Verdenskrigen har fremragende
eng. Statsmænd aabent udtalt, at nu havde
England gjort, hvad der stod i dets Magt, og
det maatte være Opgaven for I.’s politiske
Partier at enes om I.’s statsretlige Stilling i
Fremtiden. Man kan jo ogsaa med fuld Føje gøre
gældende, at Ulster maa have samme Ret til
at udskille sig fra I. som I. til at skille sig
ud fra Storbritannien, og man bør ikke undres
over, at Ulsters protestantiske Befolkning ikke
kunde ønske sine Forhold styrede af en
Forsamling, hvis Flertal utvivlsomt vil blive
afgjort katolsk, ell. at udsætte sig for at blive
haardt beskattet til Ophjælp af andre Dele af
I., hvis aandelige og materielle Udvikling staar
tilbage for deres egen. I Overensstemmelse
med denne Tankegang var det, at Parlamentet
i Slutn. af 1920 vedtog den ny statsretlige
Ordning for I., hvorved dette skulde deles i tvende
Dele, en mindre nordlig for Ulster, og en
større sydlig for Resten af Øen, hver med sit
særskilte Parlament og ansvarlige Ministerium,
medens Vicekongen og Højesteret skulde være
fælles for begge Dele. Maj 1921 foretoges Valg
til begge Parlamenter; i Ulster vandt
Tilhængerne af den ny Ordning et overvældende
Flertal, medens Englands bitre Modstandere, de
nedennævnte »Sinn Feinere« valgte næsten alle
Medlemmer af det sydirske Parlamet. 22. Juni
1921 aabnede Kongen i Belfast det nordirske
Parlament og manede samtidig hele I.’s Befolkning
til Glemsomhed over for Fortiden og gensidig
Fordragelighed i Fremtiden, som nødvendig
Forudsætning for, at Freden endelig kunde
genoprettes. Denne Henstilling syntes dog ikke at
linde nogen Tilslutning i den sydlige Del, til
hvis Parlament, der aabnedes faa Dage efter,
kun enkelte Medlemmer gav Møde, ligesom de
sydirske Medlemmer tidligere havde undladt at
møde i det britiske Underhus. De Valera,
Formand for »Sinn Feinerner«’s hemmelige
Parlament, gør ogsaa stadig Paastand paa, at I.
som en Helhed bør oprettes til en selvstændig
Republik, adskilt fra Storbritannien. Hvor
megen Strid, der saaledes har været om I.’s
statsretlige Ordning, vandt det derimod alm.
Billigelse hos alle Partier, da man 1908 vedtog
Oprettelse af to ny Univ. i I., et med overvejende
katolsk Præg i Cork og et med overvejende
presbyteriansk Præg i Belfast; allerede en halv
Snes Aar tidligere under Plunkett’s Styrelse
stiftedes de fornødne Haandværks- og
Landbrugs-Skoler.
Medens Stemningen i I. under Boerkrigen
1899—1902 havde været afgjort fjendsk imod
England, saa at man aabenlyst havde udtalt
Glæde over dets Uheld, forholdt I. sig under
Verdenskrigen gennemgaaende trofast imod
England, kun et mindre Oprør fandt 1916 Sted
i Dublin, men det blev hurtigt undertrykt efter
en haardnakket og blodig Kamp, og et
Landgangsforsøg i Forstaaelse med Tyskerne af
irske Krigsfanger mislykkedes aldeles; dets
Fører, Sir Roger Casement, blev fængslet og
som Landsforræder hængt. Vel turde
Regeringen ikke indføre tvungen Værnepligt i I.
saaledes som i Storbritannien, men
mangfoldige Irlændere, især Protestanter, meldte sig
frivilligt til Tjeneste, ligesom mange Mænd af
irsk Byrd fra England og Skotland stillede sig
under Fanerne. Nationalisternes Fører, John
Redmond, viste særlig Iver for Irlændernes
Deltagelse i Krigen. Og dette syntes jo at
give et godt Varsel for Fremtiden, saa meget
mere som I.’s materielle Kaar under
Verdenskrigen var ulige bedre end i lange Tider
forinden.
Men disse gode Udsigter formørkedes snart
derved, at der i de senere Aar var opstaaet et
nyt politisk Parti, fjendtligt mod England, de
saakaldte »Sinn Fein’ere« (»Vi selv«), der
efterhaanden havde vundet stærk Indflydelse.
Det var allerede stiftet 1904, men med
temmelig uklar Form. Dets Ophavsmand,
Arthur Griffith, fremsatte nemlig den Tanke,
at I.’s Befolkning selv ved at afbryde enhver
Forbindelse med England og de engelske
Myndigheder (baade Parlament og Domstole),
ved at undlade Køb af eng. Varer og deslige
kunde drive alle Engelskmænd bort fra Øen.
I en Rk. Aar spillede Sinn Fein’erne ingen
særlig Rolle, men under sin nye Leder, De
Valera, fik Partiet 1916 et afgjort politisk
Præg med det bestemte Formaal at oprette en
egen irsk Republik, aldeles skilt fra
Storbritannien. Oprørsforsøget i Dublin s. A. havde
sit Udspring fra Sinn Fein’erne, og der er
fremkommet stærke Tegn paa, at der 1918 var
knyttet Forbindelse imellem dem og Tyskland
imod Storbritannien. Partiet havde vundet
stor Udbredelse rundt om i I., og ved
Valgene til Underhuset 1918 trængte de
Nationalisterne aldeles til Side; disse hævdede af deres
82 Pladser kun 7, medens Sinn Fein’erne vandt
de 73. De valgte Medlemmer gav dog ikke
Møde i Underhuset; men Agitationen fortsattes
med største Iver rundt om i I., og Ophidselsen
blev stadig stærkere; dog gjordes der i lang
Tid intet aabent Skridt imod Myndighederne.
Apr. 1920 optog man som Kampmiddel de fra
gl Tid kendte Voldsomheder, endog i en skærpet
Form: morderske Overfald paa Politimænd,
Ildspaasættelser og Bombekastning mod deres
Kaserner og andre offentlige Bygninger,
Snigmord paa eng. Officerer, Plyndring af
Vaabenoplag o. l.; over 100 Politimænd er hidtil
faldne som Ofre derfor. Fremdeles forvoldtes
store Ødelæggelser i Liverpool og Cork. Ogsaa
Ulstermændene greb ind i Kampen, og flere
Steder, særlig i Belfast, rettedes stærke Angreb
imod Katolikkerne med omfattende
Brandstiftelser. De irske Voldsgerninger vakte
selvfølgelig stor Forbitrelse i England og
formørkede Udsigterne til en fredelig Udgang,
ligesom de gav Politi og Soldater Anledning til
lgn. Handlinger. Mange af Sinn Fein’ernes
ledende Mænd fængsledes og førtes til England
(De Valera flygtede en Tid til Nordamerika), og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
