Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Isabella II - Isabellafarve - Isabellaorden - Isabella-Ø
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Enkedronningen til at overgive Regentskabet
til Espartero. Denne styrtedes dog Juli 1843,
og Novbr s. A. (11 Maaneder før den lovlige
Tid) erklæredes hun for myndig, hvorefter
hendes Moder
vendte tilbage
og genvandt
sin tidligere
Indflydelse.
Der førtes nu
lange
Forhandlinger
om hendes
Giftermaal.
Rusland og
Østerrig
arbejdede for, at
hun ægtede
Don Carlos’
Søn. Greven
af
Montemolin for
derved at
forbinde Kongehusets to stridende Linier;
England tilraadede Leopold af Sachsen-Koburg;
en Broder til Kong Ferdinand i Portugal; men
det lykkedes ved Hofintriger den franske
Regering at faa hende gift 10. Oktbr 1846 med
hendes svaghovede Fætter Frants af Assisi,
samtidig med at hendes Søster Louise ægtede
Kong Ludvig Filip’s yngste Søn, Hertugen af
Montpensier. Den franske Regering haabede
nemlig, at hendes Ægteskab skulde blive
barnløst, og Kronen med Tiden gaa over til
Søsterens Børn. I. havde længe vægret sig ved at
indgaa denne Forbindelse, da hun nærede
Uvilje og Ringeagt mod Fætteren, der
formentlig »snarere burde være Munk«, men lod sig
dog endelig overtale. Men snart viste
Ægteskabet sig at være saare uheldigt. Hun hengav
sig nemlig med Lidenskab til Forlystelser og
kastede sig i Armene paa Elskere (Serrano
skal have været den første); deraf opstod
gentagne skandaløse Optrin og Trusler fra Frants’
Side om Skilsmisse. 20. Decbr 1851 fødte hun
sin første Datter Isabella (1868 gift med Greven
af Girgenti, Enke 1871), og da hun 2. Febr 1852
første Gang efter sin Nedkomst besøgte Kirken,
rettede en Præst Moreno et Mordforsøg mod
hende. Dette fremkaldte fl. reaktionære
Forholdsregler, og gennem fl. Ministerskifter
nærmede hun sig til de rene Absolutister. Spanien
stod lige ved et Statskup, da O’Donnel o. fl. a.
Generaler, som truedes med Landsforvisning,
Juni 1854 gjorde Opstand og tvang Dronningen
til at tage et frisindet Ministerium under
Espartero og forvise sin Moder fra Landet. Men
knap 2 Aar efter fortrængtes Espartero ligesom
1843, og nu fulgte først 2 Aars Reaktion,
derefter 4 Aars maadeholden Styre under
O’Donnel og endelig et nyt haardt Regimente, først
under Narvaez, senere under Gonzalez Bravo.
Hun selv gav sig ind under en Hofkamarilla,
hvis Ledere var Skriftefaderen Antonio Claret
og Nonnen Patrocinio (begge tidligere
Karlister), og hun blev under deres Paavirkning
stedse mere bigot, medens hendes Privatliv blev
overmaade forargeligt, især efter at hendes
Elsker Italieneren Marfori 1867 var bleven
Intendant paa Slottet. Ikke des mindre gav Pave
Pius IX hende Febr 1868 den gyldne Rose som
Belønning for hendes Dyd og Fromhed; hun
havde nemlig lovet at sende sp. Tropper til
Rom til Pavens Beskyttelse, saafremt de franske
droges bort herfra. Endelig kom den
almindelige Harme over hendes offentlige og private
Færd til Udbrud Septbr 1868, da en Del
Generaler og Statsmænd, som Decbr 1866 vilkaarlig
var blevne forviste til de canariske Øer, vendte
tilbage til Spanien, og ligeledes den efter et
Opstandsforsøg landflygtige General Prim, for
i Fællesskab at kalde Folket til Vaaben. Hurtig
bredte Opstanden sig til hele Landet, og da I.
end ikke i dette Øjeblik vilde skille sig fra
Marfori (da en af hendes Raadgivere foreslog
hende som sidste Middel til at redde sin Krone
at drage til Madrid »alene«, d. v. s. uden
Marfori, lønnedes han med et Ørefigen for sit
velmente, men uærbødige Raad), faldt hendes
sidste Venner (Brødrene Concha) fra, og
29. September (35-Aarsdagen efter hendes
Faders Død) var hendes Regering til Ende.
Hun havde i dette Tidsrum haft over
40 Ministerier og over 500 Ministre. Senere
levede hun mest i Paris, blev Marts 1870
formelig skilt fra sin Ægtefælle og gav Juni s. A.
Afkald paa sine Rettigheder til Bedste for
Sønnen Alfonso (XII). Da han var bleven
Konge, tog hun i Sommeren 1876 Ophold i
Spanien, men vendte efter et Aars Forløb
tilbage til Paris, misfornøjet med hans paatænkte
Ægteskab med Prinsesse Mercedes af
Montpensier. Af hendes yngre Børn blev Maria della
Paz (f. 1862) gift 1883 med Prins Ludvig
Ferdinand af Bayern, og Eulalia (f. 1864) gift 1886
med sin Fætter Anton af Montpensier, Hertug
af Galliera.
E. E.
 |
| Isabella II. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
