Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Isla, José Francisco de - Isla Cristina - Islam
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Francisco Lobón de Salazar og
gjorde umaadelig Opsigt og Lykke, det sidste
dog ikke hos Inkvisitionen, som straks satte sig
i Bevægelse imod den og 1760 forbød den.
Bogens 2. Bd blev hemmelig trykt 1768 — det
forbødes faa Aar efter ligeledes af
Inkvisitionen —, derpaa begge to 1770, ogsaa i al
Hemmelighed; navnlig Førsteudgaverne af 2.
Bd er nu store Sjældenheder. Fray Gerundio
angriber med bidende Spot og tit meget
morsomt den smagløse, affekterede og opstyltede
Prædikemanér, som dengang herskede i næsten
alle spanske Kirker, og som harmede I., der
selv besad djærv Veltalenhed (en kort Tid
havde han dog selv været paavirket af Moden).
En længere Polemik blev Bogens nærmeste
Følge, men den næste blev Udryddelsen af,
hvad den karikerede; ligesom Don Quijote
gjorde det af med Ridderromanerne, saaledes
rammede I.’s Roman en Pæl gennem
Prædikestolsaffektationen. Imidlertid levede dens Forf.
i forskellige Jesuitterkollegier til 1767, da han
udvistes af Spanien tillige med de øvrige
Jesuitter; paa Vejen til Kysten ramtes han af et
Slagtilfælde og fik da Lov til at blive i Landet,
indtil han var kommen sig saa vidt, at han
kunde begive sig til Bologna, hvor den kloge,
højtdannede og elskværdige Mand fik en
udmærket Modtagelse og levede hædret, indtil
han 1773 kastedes i Fængsel efter den
derværende Ærkebiskops Befaling, fordi han havde
forsvaret sin Orden alt for varmt over for en
fornem Mand. 2 Aar var han da forvist fra
Bologna, hvorhen han først vendte tilbage efter
Ærkebispens Død (og Ordenens Ophævelse).
I sine sidste Aar syslede I. med en Oversættelse
af Lesage’s Gil Blas (udkom efter hans Død,
4 Bd, 1787), »foretagen«, som det bistert
hedder paa Titelbladet, »af en fædrelandskærlig
Spanier, der ikke finder sig i, at man gør Nar
af hans Nation«. Thi i Indledningen søger I.
at vise, at den franske Forf. havde stjaalet et
spansk Manuskript og udgivet dette for sit
Arbejde; Beskyldningen er senere genoptaget af
Llorente og Everett, men gendreven af
Franceson. Maaske det allerbedste, denne
fornøjelige Jesuitterpater har skrevet, er hans Breve,
de fleste til hans Søster, livlige og interessante,
i et fortrinligt Sprog. Af de talrige Udgaver af
I.’s Værker er fremdeles at anføre: Obras
escogidas (1850, 11. Bd af Rivadeneyra’s Biblioteca
de autores españoles), Cartas familiares (de til
Søsteren, 4 Bd, 1786; de andre 1789, 2 Bd),
Fray Gerundio i Enkeltudgave; (senest og bedst
af E. Lidforss, 2 Bd, 1885). Adskillige Skr
udkomne under I.’s Navn er ikke af ham. (Litt.:
Goudeau, Les prêcheurs burlesques en
Espagne [Paris 1891]; F. Brunetière, La
question de Gil Blas i hans Histoire et
litérature, 2. Bd [Paris 1891]; A. Baumgartner,
»Der spanische Humorist P. Joseph Franz de
I.«, i »Stimmen aus Maria-Laach«, 68. Bd [1905];
U. Cosmo, Gius Baretti e J. F. de I. i
Giornale storico della letteratura ital. [1905]).
E. G.
Isla Cristina (’isla-], se Ayamonte.
Islam (arab. ɔ: Hengivelse, nemlig i Guds
Villie) er Betegnelsen for den af Profeten
Muhammed forkyndte og paa ham støttede
Religion; en Bekender af denne kaldes Muslim.
I. hviler dels paa Koranen, den nedskrevne
kanoniske Samling af de Forkyndelser af
Profeten, der betragtes som direkte Aabenbaring
af Guds eget Ord, dels paa de ved mundtlig
Tradition (Hadis) opbevarede Udtalelser af
Muhammed selv. Dens Hoveddogme er det
bekendte: La ilâha illa ’llâhu wa muhammadun
rasûlu ’llâhi ɔ: »der eksisterer ingen Gud uden
den ene sande, og Muhammed er dennes
Udsending«. Ved Siden af dette med stor Styrke
hævdede, monoteistiske Princip er det navnlig
Troen paa et andet Liv med en for Evigheden
gældende Dom samt Troen paa en fra Evighed
af bestemt, uforanderlig Skæbne, der danner
Grundpillerne i Muhammed’s Religion. Det har
kostet den muhammedanske Teologi stor Møje
at faa disse to, hinanden saa modstridende
Læresætninger bragt i Samklang med hinanden;
Menneskets fri Villie er jo den nødvendige
logiske Forudsætning for hans Ansvarlighed og
den deraf flydende Berettigelse til Løn ell.
Straf hinsides. Man har da i Alm. hjulpet sig
med at hævde, at det kun er i de store
Hovedtræk, Skæbnen er forudbestemt; de enkelte Tings
Afgørelse er, selv om Enderesultatet bliver det
samme, frit overladt Mennesket, og det er for de
her tagne Bestemmelser, han bærer Ansvaret.
De Pligter, som I. paalægger sine Bekendere, er
væsentlig følgende fem: 1) Bekendelsen af Guds
Enhed (Tauhîd), 2) Forpligtelsen til 5 Gange
daglig at forrette Bønnen (Salât) med de dertil
hørende Afvaskninger og ceremonielle
Bøjninger, 3) Forpligtelsen til at afgive en vis
Brøkdel af sin Ejendom som Almisse (Zakât), 4)
Forpligtelsen til i Maaneden Ramadhàn at
overholde en absolut Faste (Sôm) fra Solopgang til
Solnedgang, 5) Forpligtelsen til mindst een
Gang i sit Liv at foretage en Pilgrimsrejse
(Hadj) til den hellige By Mekka; endvidere
medregnes af nogle ogsaa 6) Forpligtelsen
til ved alle Midler at virke for
Udbredelsen af I. (Djihad). Til disse seks kommer
endnu enkelte Regler af mere rituel Natur,
saaledes det fra Jødedommen optagne Forbud
mod at nyde Svinekød; angaaende Nydelsen af
Vin udtaler Koranen sig temmelig svævende;
eet Sted (II, 216) siges det, at der i Vinen er
baade godt og ondt, dog er det sidste det
overvejende; et andet Sted (V, 92) erklæres i
bestemtere Udtryk Vinen for at være en
forbandet Opfindelse af Djævelen, som de Troende gør
bedst i at holde sig fra; den senere Teologi har
enstemmig fortolket disse Udtalelser som et
absolut Forbud; som bekendt er i Praksis
ingen af I.’s Forskrifter bleven hyppigere
overtraadt end denne. Omskærelsen, der uden
Undtagelse iagttages af alle Muhammedanere, og
som alm., ogsaa af dem selv, betragtes som en
i Forbindelse med Religionen staaende
Ceremoni, omtaler Koranen mærkeligt nok ikke med
et Ord. Til disse rituelle Forskrifter har senere
enkelte Sekter føjet ny, saaledes hos
Wahhabitterne (se nedenf.) det med stor Strenghed
overholdte Forbud mod at ryge Tobak, et
Forbud, der ejendommeligt nok til Dels
fremkaldtes ved, at Arabisk udtrykker Begreberne
»ryge« og »drikke« med samme Ord.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
