Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Island (Naturforhold)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
højere Havstand. Til det smalle Kystland langs
Fjordene er Befolkningen knyttet og
hovedsagelig henvist til at erhverve sig sit
Livsophold af Søen; der drives derfor store
Torskefiskerier, især ved Isafjarðardjúp, og
Indbyggerne er dygtige Søfolk. Hvor Kystbræmmen
bliver lidt bredere og Dalene mere
græsbevoksede, som paa Nordkysten af Bredebugten
(Barðaströnd), og ved Steingrimsfjorden, lever
Befolkningen af Faareavl; hvor Fjordene er
meget smaa, Bjergene stejle og Kystlandet er
forsvundet, som paa Kysten S. f. Kap Nord,
lever Befolkningen næsten udelukkende af
Fuglefangst i de stejle Kystklipper.
Det andet og større Højland, der danner I.’s
Hovedmasse og næsten opfylder hele Øen, er
højest mod SØ., hvor Vatnajökulls store
Snemasser dækker et Areal af 8500 km2. Landets
Højdeakse gaar fra NV. til SØ., omtr. fra
Bunden af Hvammsfjörður til Hornafjörður; det er
dog ingen sammenhængende Ryg, men en Rk.
snedækkede Kupler, adskilte af brede
Lavninger. Disse sne- og isdækkede Kupler er egl. en
Række mindre Plateauer, der hæver sig op
fra Hovedplateauet til en absolut Højde af
14—1900 m, relativt 6—900 m over det indre
Højland. Den østligste af de store Jøkelkupler er
Vatnajökul, der adskilles fra Tungnafellsjökull
ved V0narskarð (1000 m); mellem
Tungnafellsjökull og Hofsjökull ligger den brede Lavning
Sprengisandur (650 m), V. f. Hofsjökull mellem
denne og Langjökull ligger Kjölur (600 m), og
mellem Langjökull og Eiriksjökull Flosaskarð
(800 m). Højfladerne N. f. de sidste Jøkler,
der er meget rige paa Søer og Moser, bærer
forsk. Navne som Störisandur,
Grimstungnarheiði, Arnarvatnsheiði, Tvidægra og
Holtavörðuheiði. Ind i Højlandet skærer der sig mange
Dale, fornemmelig mod N. og Ø., og mellem
Dalene forgrener lange Bjergtunger, af
Erosionen sønderskaarne Plateaustykker, sig ud
mod Havet; af disse er den Bjergmasse, som
øverst krones af Mýrdalsjökull og strækker sig
mod S., den betydeligste. Det indre Højland
bestaar hovedsagelig af græsløse Ørkener, men
Overfladen er noget forsk. efter Grundfjeldets
geologiske Beskaffenhed. Hvor Basalt ell.
Dolerit danner Underlaget, er Overfladen bestrøet
med et Hav af kantede Klippeblokke,
søndersprængte af Frosten; hvor Tuf og Breccie
findes, er Overfladen som oftest dækket af Grus
og slaggede Lavastykker, der er løsnede ud af
Breccien ved Forvitringen. Mere end
Halvdelen af Højlandet er dækket af nyere
Dannelser, Lava, Flyvesand, vulkansk Aske og
glaciale Dannelser. Lavamarkerne dækker meget
store Arealer i det Indre og er helt blottede for
Plantevækst; et mere trøstesløst Skue kan man
næppe tænke sig; saa vidt Øjet rækker, er
Jorden dækket af en kulsort, stivnet Masse; den
ensformige, sorte Farve afbrydes kun hist og
her af rødlige Slaggedynger, rygende Kratere
og fjernere, glinsende, hvide Jøkelkupler; der
er ikke Spor af Liv, og en trykkende Stilhed
hviler over Naturen. De største Lavamarker i
dét Indre er Ódáðahraun (3500 km2),
Kjalhraun og Hallmundarhraun. Uden for de store
Jøkelkupler findes ogsaa hist og her paa
Højlandet enkeltstaaende høje Fjelde, N. f.
Vatnajökull bl. a. Herðubreið (1660 m), Snæfell
(1822 m), og Dyngjufjöll (1400 m), en stor
vulkansk Fjeldgruppe, med Kraterdalen Askja, S.
f. Langjökull Ok (1198 m), Hlöðufell (1188 m)
og Skjaldbreið (1060 m).
Som før nævnt gaar fl. lange Tanger og
Grene ud fra Højlandet i alle Retninger mellem
Dalene og Lavlandet. Mod V. gaar to vulkanske
Fjeldkæder ud paa Reykjanes og Snæfellsnes.
Bjergkæden paa Reykjanes er bred og flad
oventil, afdeles i fl. og mindre Plateauer med
Rækker af Kratere og vulkanske Bjergtoppe
og sænker sig mere og mere mod V., saa at
den yderste Del af Halvøen hovedsagelig
bestaar af lavtliggende Lavamarker med nogle
enkeltstaaende, lave Bjergtoppe; østligst har
Højfladerne paa Reykjanes en Højde af 600
m med nogle højere Toppe (Hengill 806 m),
vestligere mærkes det enkeltstaaende,
regelmæssig kegleformede Tufbjerg Keilir (379 m), der
ses i lang Frastand og er meget karakteristisk.
N. f. Fjeldrækken paa Reykjanes ved Bunden
af Faxaflói træder forsk. Bjergtunger og
Fjeldmure ud mod Havet, bl. de mest kendte er
Esja (898 m) paa Kjalarnes, Thyrill og
Botnssúlur (1095 m) ved Hvalfjorden, endvidere
Liparitkeglen Baula (934 m), den sydlige
Skarðsheiði (1055 m) o. fl. Den Bjergkæde, som
strækker sig ud efter Snæfellsnes, ender med
den smukke, isdækkede, gl. Vulkan
Snæfellsjökull (1446 m) og er i det hele taget meget
vulkansk, den er smallere end Bjergkæden
paa Reykjanes, men til Gengæld betydelig
højere, og der findes en Række af lange,
savtakkede Fjeldkamme og isolerede Toppe; af disse
kan fremhæves Skyrtunna (988 m), Ljósufjöll
(1063 m), Grimsfjall (823 m), og Helgrindur
(988 m). Ved Bunden af Breiðifjorður skærer
mange græsrige Dale sig ind i Højlandet
(Dalasýsla), og et bredt, klippefuldt Næs skyder
sig ud mellem Hvammsfjorður og Gilsfjörður,
det begrænses af næsten lodrette Fjeldsider
og afsluttes af Pynten Klofningur (545 m); sin
største Højde opnaar denne Bjergtange i
Hafrarindur (923 m).
Paa Nordlandet gaar fl. mægtige
Bjergmasser ud fra Højlandet ud paa Halvøerne mellem
Fjordene. Fra Fjordbundene strækker lange
Dale sig ind i Landet, og ved Dalenes utallige
større og mindre Forgreninger deles Bjergene
i en Mængde Rygge og Toppe, Aase og Kamme,
som dog ved nærmere Eftersyn viser sig at
være udskaarne af et opr. sammenhængende
Plateau. Op fra Húnaflói gaar forsk. Dale; af
dem er de vestligste smalle, men de østligste
bredere og frugtbarere (Viðidalur, Vatnsdalur
og Blöndudalur) udmunder ned mod
Lavlandet Thing ved Bunden af Húnafjorður.
Húnaflói og Skagafjörour adskilles af en Række
Fjelde, hvoraf Mælifellshúkur (1091 m) og
Tindastóll (764 m) især kan fremhæves, det
yderste af Halvøen Skagi er meget lavere og
opfyldt af Aase og Bakker. Den store Halvø
mellem Skagafjörður og Eyjafjor5ur er opfyldt
af stejle og mægtige Fjeldmasser; den
gennemskæres af en Mængde Dale, bl. a. Hjaltadalur
fra V., Svarfaoarðalur, Hörgárdalur og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
