Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Island (Naturforhold)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Öxnadalur fra Ø. Paa denne Halvø findes de største
Højder i det nordlige I. (Vindheimajökull 1445
m, Kerling 1350 m, Rimar 1261 m, Heljarfjall
1252 m), og mange Steder findes ikke
ubetydelige Gletschere. Op fra Eyjafjörður gaar
der en lang Dal, og Ø. f. den gaar der endnu
en bred Gren af Højlandet ud paa Næsset
mellem Eyjafjörður og Skjálfandi, hvor de
vilde og barske Fjelde hæver sig til 1200 m’s Højde;
midt ind i denne Fjeldmasse skærer
Fnjóskadalur, som udmunder mod Eyjafjörður.
Disse Bjerge falder stejlt af mod Ø. ned imod
den 70 km lange Bárðardalur, her dannes en
geogr. og geol. Grænse ved en Dislokation i
Bjerggrunden, og Landet er meget lavere og
faar en anden Karakter Ø. f. denne Dal;
Bjergarten er desuden en anden, mod V.
overvejende Basalt, mod Ø. overvejende Tuf og Breccie.
Ø. f. Bárðardalur sænker Hajlandet sig jævnt
ned imod Havet, og Bebyggelsen findes her ikke
blot ved Kysten og i Dalene, men ogsaa pletvis
oppe paa selve Højlandet, Mývatnssveit 300 m
o. H., Fjallabygð Ø. f. Jökulsá i Axarfirði
450—500 m o. H., ved Mývatn findes oppe paa
Højlandet fl. enkeltstaaende høje Bjerge:
Bláfjall (1225 m), Sellandafjall (1002 m),
Hliðarfjall (753 m) o. fl. Ø. f. Jökulsá strækker
Højlandet sig uafbrudt til Jökuldalur, men har dog
fl. Bjergkæder fra N. til S., hvoriblandt
Dimmifjallgarður og nogle enkelte Bjerge som
Smjörfjall (1211 m).
Den østlige Del af I. kaldes under eet
Austfirðir. Landet er meget bjergfuldt mod Kysten
og indskaaret af dybe Fjorde, der begrænses af
meget høje og stejle Klipper og Bjergsider.
Fra Hjeraðsflói strækker to over 100 km lange
Dale sig ind mod S.; disse Dale, der nederst
forenes, hedder Jökuldalur og Fljótsdalshjerað,
den sidste ligger bag ved Østlandets
Fjordparti og afskærer det fra det indre Højland,
der her er noget lavere end Kystfjeldene; bl.
disse kan flg. Fjeldspidser fremhæves, Dyrfjöll
(1131 m) og Beinageitarfjall (1103 m) mod N.,
Búlandstindur (1062 m) mod S., endvidere
Jøklerne Thrandarjökull og Hofsjökull med en
Højde af 11—1200 m. Ved Hornafjörður
forandres Kystlandets Karakter aldeles, thi her er
Højlandet begravet under Sne og Ismarker,
der strækker sig over 8500 km2, den lave og
smalle, sandede Kystbræmme overrisles af
Jøkelvand, der strømmer ned fra de mange
Gletschere, som træder frem fra hver en Kløft og
hver en Dal, men bagved ligger Vatnajökulls
vældige Sneflade, en lille Udgave af Grønlands
Indlandsis. Ud fra Jøkelranden træder hist og
her Fjelde og Pynter, og af disse er Vulkanen
Öræfajökull (2119 m), I.’s højeste Bjerg, det
betydeligste; af andre mere kendte Fjelde kan
endvidere fremhæves Birnudalstindur (1406 m),
Thverártindsegg (1564 m) og Lómagnúpur (773
m). V. f. det sidstnævnte Fjeld træder Jøklerne
tilbage fra Kysten, og Højlandet fortsættes med
en lav Fjeldrand til Myrdalsjökull, en
Snemark, der dækker det øverste af den sydligste
Højlandstange og har et Areal af 1000 km2;
den opnaar i Vulkanen Eyjafjallajökull en
Højde af 1666 m; en anden meget virksom og
farlig Vulkan, Katla, skjuler sig ogsaa under
Mýrdalsjökulls Gletschere. V. f. denne Jøkelmark
fjerner Højlandet sig atter fra Kysten;
Mýrdalsjökull adskilles af Markarfljóts dybe Dal
fra Tindafjallajökull (1462 m), og N. f. denne
ligger den aflange, vulkanske Torfajökull (1400
m) samt den berømte Vulkan Hekla (1447 m).
NV. f. Hekla i Nærheden af Geysir fjerner
Højlandet sig mest fra Kysten, men bøjer derfra
atter mod SV. imod Halvøen Reykjanes.
Lavlandene paa I. har kun en ringe
Udstrækning, paa Nord- og Østlandet findes der ingen
Fladlande med Undtagelse af de større
Dalmundinger, større Slettelande findes kun paa
Syd- og Vestlandet, og de har dog kun en
ringe Udstrækning i Forhold til Bjerglandene og
Højfladerne. Paa Sydkysten er Landet nærmest
Havet aldeles fladt fra Hornafjörður til
Reykjanes, men mange Steder er dette Fladland
saa smalt, at det kun dannes af en ubetydelig
Kystbræmme, andre Steder udvider det sig til
større Sletter og strækker sig dybere ind i
Landet. Mellem Hornafjörður og Mýrdalsjökull
er Kystlandet dannet af Flodaflejringer for de
utallige Jøkelelve og bestaar udelukkende af
Sand og Grus; hvor Lavlandet idelig
oversvømmes af rivende Jøkelelve, kan ingen Plantevækst
trives; Beboelsen under Vatnajökulls Sydrand
er derfor knyttet til spredte Oaser, der
adskilles af Grusørkener og vandrige, rivende
Gletscherelve; ofte har Gaardene maattet
flyttes op i Fjeldsiderne for at undgaa
Jøkelvandenes Oversvømmelser. Sandstrækningerne har
forskellige Navne som Breiðamerkursandur),
Skeiðarársandur (eller Lómagnúpssandur),
Brunasandur, Mýrdalssandur, Sólheimasandur
o. fl. Af disse Sandørkener er Skeiðarársandur
den største (c. 600 km2). Mellem Lómagnúpur
og Mýrdalsjökull bliver Lavlandet bredere og
dækkes her af store Lavamarker, Flyvesand,
Grus og vulkansk Aske, thi store Vulkaner
findes i Nærheden. Paa denne Strækning langs
Sydkysten, mellem Hornafjörður og
Markarfljót, findes flg. Bygdelag: Hornatjörður,
Mýrar, Suðursveit, Öræfi, Fljótshverfi, Siða,
Landbrot, Meðalland, Álptaver, endvidere
Skaptártunga i Randen af Højlandet, samt Mýrdalur
og Eyjafjallasveit under Mýrdalsjökull. I.’s
største Lavland ligger mellem
Reykjanes-Halvøen og Eyjafjallajökull og har en Størrelse af
c. 4000 km2. Lavlandet begrænses af Tuffjelde,
som paa de fleste St. falder stejlt af mod
Sletten og næsten alle Vegne viser betydelige Spor
af en stærk vulkansk Virksomhed. Den
nederste Del af Lavlandet hæver sig kun ubetydelig
over Havfladen, men det stiger jævnt op imod
det Indre, hvor det til sidst forgrener sig i
forskellige Dalstrøg. Omtr. ved Geysir naar
det sin største Højde over Havet (c. 120 m).
V. f. Hekla staar Lavlandet ved en jævn
Skraaning i direkte Forbindelse med de indre
Højflader til stor Skade for Bygderne, da
Pimpstensstøv og Flyvesand, som dækker store
Arealer i det Indre, derved uhindret faar
Adgang til Lavlandet; under nordøstlige Storme
er derfor i disse Egne store Strækninger af
bebygget Land i Tidens Løb blevne ødelagte.
Under Slutn. af Istiden har Havet bedækket
hele Fladlandet, og i Ler ved Flodernes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
