Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Island (Naturforhold)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
viser en temmelig stor Variation. Nogle
Basaltbænke er tætte, andre grovkrystallinske,
doleritiske, porfyritiske, mandelstensagtige med
mere ell. mindre fyldte Blærerum, slaggede,
baandede o. s. v. Mange Steder er Basalten
kløvet i smukke Søjler, andre Steder i mere
eller mindre uregelmæssige, kantede Stykker,
andre Steder har den et næsten skifret
Udseende. I Basaltens Blærerum findes ofte
Zeolitter, Kvarts, Kalcedon og Kalkspat. Midt i
Basaltformationen findes ikke ubetydelige
Leraflejringer med Planteaftryk og Planterester
fra den tertiære Tid, Brunkul og fladtrykte
Træstammer (surtarbrandur). Denne
planteførende Formation har den største Mægtighed
(20—30 m) paa den nordvestlige Halvø og er
opr. dannet paa samme Niveau, men er senere
ved Dislokationer i Bjerggrunden blevet
sønderstykket, saa at den nu findes i forsk. Højde
o. H. og har den samme Hældning som
Basaltformationen, i hvilken den er et Led.
Surtarbrandformationen bestaar af farvede Ler- og
Tuflag med Brunkul og Kulskifer; Blade og
Frugter er mange Steder særdeles vel
bevarede, især ved Brjánslækur paa Barðaströnd
og paa forsk. Findesteder ved
Steingrimsfjorden; de tertiære Skove er blevne ødelagte ved
Pimpstensudbrud og af Lavastrømme. Efter
O. Heer har Aarets Middeltemperatur paa
Nordvestlandet, dengang de tertiære Skove
fandtes der, været mindst 9°, rimeligvis noget
mere (11—12°), nu er Aarets Temp. paa disse
Steder kun 2°. Det almindeligste Træ, som
dengang voksede paa Vestlandet, var Acer
otopterix; desuden fandtes Sequoia Sternbergi.
Pinus Steenstrupiana, P. microsperma, P.
æmula, P. brachyptera, Betula prisca, Alnus
Kefersteinii, Ulmus diptera, Quercus Olafssonii,
Liriodendron Procaccini, Vitis islandica, Rhus
Brunneri, Dombeyopsis islandica o. fl.
Konglomeratdannelser paa samme Niveau viser, at
der dengang ogsaa har været betydelige
Floder paa den nordvestlige Halvø, og at den
dengang har haft en betydelig større
Udstrækning end nu. Som Regel har Basaltbænkene
rundt om hele den islandske Kyst en svag
Hældning ind mod Tufomraadet, dog findes
lokale Afvigelser foraarsagede af Dislokationer.
Tufformationen, der strækker sig tværs over
I., er i sin Helhed yngre end
Basaltformationen. Bjergarten har paa forsk. Steder et noget
forsk. Udseende og Sammensætning, Farven er
som oftest brun, rødlig ell. gullig; den
forekommer dels i finkornede, gulbrune Masser,
dels som Breccier, hvor Brudstykkerne har
en meget varierende Størrelse. Brudstykkerne
bestaar af tæt Basalt, Dolerit, Pimpsten, slagget
Lava, vulkanske Bomber o. s. v., de enkelte
Stykker har meget ofte en glasagtig Skorpe,
og desuden findes i alle Tuffer mindre Korn af
Tachylit og Palagonit, der ofte optager en stor
Del af Bjergartens Masse. De fleste af disse
Tuffer og Breccier er dannede ved vulkanske
Eruptioner, der hovedsagelig har udkastet
Askemasser og Lavabrudstykker, men kun
frembragt faa Lavastrømme. Basaltgange er
hyppige i Tuffen og er ofte meget forgrenede.
Tuffen er undertiden lagdelt, undertiden
fuldstændig uregelmæssig. I de yngre Afdelinger
af Tufformationen findes hyppig isskurede Sten
og Moræner. Tufformationen synes at bestaa af
fl. Afdelinger, og enkelte Tuffer synes
endogsaa at være dannede efter Istiden.
Rundt omkr. paa hele I. baade i Basalt- og
Tufformationen findes smaa Pletter i Liparit;
denne Bjergart fremtræder i mindre
Indlejringer og Gange, som ved deres lyse Farver
udhæver sig fra de mørke Basalter og derfor ofte
ses i lang Frastand. Liparitterne er meget
varierende m. H. t. Farve og Struktur, og hvor
større Gennemsnit er blottede, ses ofte en
meget broget Farveblanding. I Følge med
Liparitterne er der næsten altid mange
nærbeslægtede, glasagtige Bjergarter, især
Begstene. I det sydøstlige I. og paa Snæfellsnes
findes i Basalten store Gange af Granofyr, en
Bjergart, der har stor Lighed med Granitten,
men efter sin geologiske Forekomst maa
jævnføres med Liparitterne. To store Fjeldpynter
paa begge Sider af Lón i Sydøstisland bestaar
af Gabbro, rimeligvis af tertiær Alder, denne
Bjergart findes ogsaa i Rullestene ved
Vatnajökulls sydlige Jøkelelve, men ellers ingen
andre St. paa I. I Nærheden af Húsavik paa
Nordisland findes ved Hallbjarnarstadir marine
Aflejringer med en Mængde Muslinger og
Snegle fra Slutningen af den tertiære Tid fra
den Periode, der i England kaldes red Crag;
disse Dannelser findes ingen andre St. paa I.
I I.’s Midtparti, hvor Tuf og Breccie danner
Grundlaget, dækker gl., isskurede
Lavastrømme store Arealer. Disse Lavastrømme, der har
en doleritisk Struktur, er før og under Istiden
udflydte fra Lavakupler med store
Kratersvælg, som endnu hist og her haves i Behold.
Før disse isskurede Lavastrømme dannedes,
havde Landet i alt væsentlig allerede den
samme Skulptur som nu, o. fl. St. er de flydte
ned gennem Dale og Lavninger. Reykjavik er
bygget paa en saadan doleritisk Lavastrøm, og
Doleritten benyttes her meget som
Byggemateriale. De isskurede Lavaer har fl. St. en
betydelig Mægtighed (100—200 m og derover).
Nogle større Vulkaner, hvoraf nogle endnu i
historisk Tid har haft Udbrud, har allerede
før Istiden begyndt deres Virksomhed
(Eyjafjallajökull, Öræfajökull, Snæfellsjökull). Flere
St. i Vest- og Sydisland findes mægtige
Aflejringer af Konglomerater med rullet Grus og
Sand, der rimeligvis er dannede før Istiden
ell. under denne og ligner Alpernes »Nagelfluh«.
Under Istiden var hele I. dækket af
Indlandsis, hvorfra kun ganske enkelte Smaatoppe
hist og her i Nærheden af Randen har raget
op. Jøklerne paa Hovedlandet har rimeligvis
til alle Sider strakt sig ud i Havet. De Side-
og Endemoræner, der findes i Dalene og
Lavlandene, stammer fra senere Tider, da Isen
trak sig tilbage. Paa den nordvestlige Halvø
har der rimeligvis været et særskilt Isdække,
og fra dette har mange mindre Gletschere
med mellemliggende isfri Rygge strakt sig ned
i Havet. Istidens Indlandsis har paa I.’s indre
Højland haft en Mægtighed af 7—800 m.
Isskurede Klipper med tydelige Skuringsmærker
findes over hele I. baade paa Højlandet, i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
