- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XII: Hvene—Jernbaner /
575

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Island (Sprog og Litteratur)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Forhold mellem t og ð i to paa hinanden flg.
Stavelser kommer ofte til Syne (litið, haustið,
men trúnat, boðut for trúnað, boðuð o. s. v.).
Mærkelig nok er dette gennemgaaende
overholdt endnu i Oddr Gottskálksson’s
Oversættelse af det ny Testamente, en af de første
trykte isl. Bøger (1540).

De ældre Rimur stammer fra Tiden før og
ved 1400. Af dem ses, at den gl. Kvantitet for
allerstørste Delen endnu er bevaret. Men der
gives dog Tegn paa en begyndende Vaklen. Vi
ser Spirerne til det ny, og dette ny, der
udvikler sig i Løbet af 16. Aarh., er en
fuldstændig Omvæltning i de gl. Kvantitetsforhold. De
korte Vokaler forlænges foran en enkelt
og de lange forkortes foran en dobbelt
Konsonant. Herved faar Sproget en helt anden
Klang, skønt dets Udseende i Skrift ikke
derved ændres synderlig. Samtidig omtr. foregaar
vistnok ogsaa den Hovedændring i Vokalernes
Udtale, at de lange Vokaler, der før kun
kvantitativt adskilte sig fra de korte, nu faar en
fra disse forsk. Kvalitet; á bliver saaledes a^u,
i dansk i, ó o^u, meget aabent, ú dansk u, medens
i bliver dansk e (lukket), o dansk å, u dansk ø
(lukket); e er dansk æ, é bliver dansk (i
dette Tilfælde er i dog udviklet allerede i 14.
Aarh.); Lyden y, ý forsvinder efterhaanden helt
af Sproget og gaar over til i, i (Begyndelsen
hertil er sket i de ovf. omtalte Tilfælde i
ubetonede Ord). Af andre Overgange kan anføres,
at á bliver ó efter v (vándr—vóndr), hvilket ó
senere (i nyisl.) er forandret til o (vondur),
samt at e efter v ofte gaar over til ö. Foran
ng, nk forandres Vokalerne, a til á o. s. v.
(ángr). Endelig indkommer der en
Svarabhakti-Vokal, der skrives u, foran Nominativmærket
-r (hestr > hestur). Naar r hører med til
Stammen (som i akr, Ager), indskydes u foran
dette i Nom. og Gen., men i de øvrige Kasus
beholdes r (Dativ akri o. s. v.). Omlydene er
saa at sige helt bevarede, med Undtagelse af
[*] (se ovf.); i enkelte Tilfælde findes a for ö (i
hand o. l.); dette, der aabenbart beror paa
fremmed Indflydelse, trængte dog vistnok
aldrig ind i det virkelige talte Sprog. Hvad
Konsonanterne angaar, er Ændringerne hverken
saa mange ell. gennemgribende. Der er særlig
forsk. Assimilationer, der tidligere sporadisk er
komne til Syne, men som nu bliver Regel.
Hertil hører Overgangen <i>ðl>ll, rl, rn, rs>ll, nn,
ss</i>. En 3. Konsonant falder bort foran ell.
mellem 2 andre (fyrst>fyst, lands > lans o. s. v.).
ð i Impf. gaar efter visse Konsonanter altid
over til d, t bliver i Endelser og ubetonede Ord
til ð (það o. s. v.); ogsaa k bliver g i
ubetonede Ord (þig, mjög, og); mulig bliver ogsaa k
i Slutn. af denne Periode til h foran n (knífur
> hnífur). V indkommer ofte i Forlyd foran o,
u i Ord, der i andre Former har v (vorðinn
for orðinn), i nyere Tid er dette v atter alle
Vegne faldet bort. Slutnings-r falder i Nom.
hyppig hort i Tostavelsesord paa -ingr, ungr,
-mundr o. l. — i alle disse Tilfælde er det i
nyere Tid atter indkommet — samt i
enstavede Ord med lang Vokal og tostavede Ord
efter r (stór, annar); derimod ikke efter kort
Vokal (derfor berr o. s. v.); i nyere Tid er
ogsaa r bortfaldet her. z er i alle Tilfælde gaaet
over til s.

Hvad de enkelte Former angaar, kan
bemærkes — foruden de allerede antydede
Ændringer, der ogsaa berører Formen —, at
Dativendelsen -i i Mask. falder bort efter en
større Maalestok end tidligere, at der foregaar
enkelte Overgange fra den ene Klasse
(Stamme) til den anden; r i Nom. sætter sig fast i
de andre Kasus (jór Akk., i Enstavelsesord dog
ikke konsekvent; hirðir, Gen. hirðirs o. s. v.);
modsat findes r i Nom. i fem. io-Stammer
ombyttet med i (byrði for byrðr), hvilket ogsaa
er den nyislandske Form. I Adj. er
Dativendelsen -um i Plur. erstattet med
Analogiendelsen -i, -u. I Verberne trænger 2. og 3.
Persons Endelse r ofte ind i 1. Person (eg hefir
o. s. v.); dette falder atter senere helt bort.

Hvad Stilen angaar, har vi kun faa Midler
til at bedømme den p. Gr. a. Mangel paa
Prosaskrifter. Fra 14. Aarh. haves et Par originale
Sagaer om Bisper, hvor Sagastilen anvendes;
denne har dog en noget anden Farve, idet
man her ofte mærker Latinens Indflydelse;
saaledes anvendes hyppig Part. præs. og Perf.
paa en uklassisk Maade; en efterklassisk og
stærk Brug af Adjektiver og da allitererende
giver undertiden Stilen et affekteret Udseende.
Endelig findes ikke saa faa fremmede Ord
(máti, lukka, undirstanda, approbera, kvinna
o. s. v.), ligesom ogsaa nogle Nydannelser til
Dels ved fremmed Paavirkning (kvendi, bryst,
tilheyriligr o. s. v.). Ogsaa Brugen af hverr som
Pron. rel. i Forbindelse med er (senere ofte
) giver Stilen en ejendommelig Farve. Hvad
vi her har bemærket, gælder ogsaa for
Rimursproget; vi finder der en Mængde
Fremmedord, hvoraf dog de fleste igen gaar ud af
Sproget, medens nogle beholdes og da ofte med
ændret Bet. (som frómr før: gudfrygtig,
retskaffen, nu kun: ikke tyvagtig); af saadanne
Ord kan anføres som Eksempler: rósa,
jungfrú, art, par, makt, reisa, diktur med Verbet
dikta, æra; klénn, kvintr, soddan; plaga, blifa
bifala, þeinkja, ske (Præs. skeður), frukta,
straffa, foruden enkelte med Forstavelsen for-:
fordjarfa, forþjena, forsmá o. s. v.

Nyislandsk er efterhaanden opstaaet af den
beskrevne Periodes Sprog, ja kan paa de fleste
Punkter anses for at være identisk dermed.
Dog er Udviklingen paa enkelte Punkter gaaet
videre. Accentuationen, som den ovf. er
beskrevet, er nu ganske gennemført. Foruden
hvad der allerede er bemærket, kan anføres,
at ö bliver au foran ng, nk; au bliver i enkelte
Tilfælde ö (lauðr > löður, lauð > löð); æ faar
Udtalen aj; visse Omlyde bortfalder (kømr >
kemur, høggr > heggur o. s. v.); f bliver b
foran n, l, k > h foran n, h > k foran v i store
Dele af Landet; r fordobles i Ord som fárra,
rærri, þeirra (dette findes allerede sporadisk
i Oldsproget); g bortfalder altid foran l, n (likur,
nógur); intervokalisk g bliver udtalt som j
(lagi), naar den sidste Vokal er i. I
Enstavelsesord er nu -rr altid forkortet (ber for berr), og
-ss forkortes til s (ís, før íss o. s. v.).

Hvad Formlæren angaar, er der sket ikke
saa faa Ændringer. Saaledes er v i

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:29 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/12/0589.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free