- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XII: Hvene—Jernbaner /
578

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Island (Sprog og Litteratur)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Mænd kaldtes »frode« (fróðr = kyndig, særlig
i Historie). Da man saa var bleven fortrolig
med Skrivekunsten, var det kun naturligt, at
man nu begyndte at nedskrive noget af, hvad
der hidtil havde levet i den mundtlige
Fortælling. Kendskabet til den middelalderlige,
udenlandske Historie- og Annalskrivning (paa
Latin) har maaske givet Stødet til den første
Begyndelse. Det første, der vides at være
skrevet af historiske Værker, er Sæmund »frodes«
latinske — nu tabte — Krønike om norske
Konger. Dernæst kommer Are »frodes« ældre
»Islænderbog«, der handlede baade om norske
Konger og særlig om I.’s Historie til c. 1120 (kun denne
er behandlet i den yngre Islænderbog, se Are).
Fra nu af har vi to parallelle Retninger i
Sagalitteraturen. Den islandske Saga bestaar
af de saakaldte Slægtsagaer, hvis Indhold
foregaar i 10. og 11. Aarh. De er fra forsk. Tider
(se i øvrigt Saga) og særlig fra visse Egne
paa Nord-, Syd- og Vestlandet. De fortsattes
med enkelte Sagaer fra 12. Aarh., hvortil ogsaa
nu kommer nogle Bispesagaer (se
Biskupasögur). Endelig haves det store
Samlingsværk »Sturlungasaga« fra 13. Aarh. og et Par
Bispesager fra samme og 14. Aarh. Hertil
slutter sig det omfattende og vigtige Værk
»Landnáma« om Bosættelsen og med mange
Genealogier. — Sagaerne om fremmede Fyrster og
Begivenheder bestaar for det første af
Enkeltsagaer om norske Konger til c. 1200 (de
ældste om Olaf’erne, Harald Haarfagre, Hakon
den Gode, Kong Sverre af Abbed Karl o. s. v.)
samt enkelte Samlingsværker (»Agrip«,
»Fagrskinna«, »Morkinskinna«, jfr Eiríkr Oddsson).
Fl. af disse eksisterer ikke i den oprindelige
Skikkelse, men paa de fleste af dem beror
Snorre Sturlason’s afsluttende Samlingsværk,
»Heimskringla«, der gaar til Kong Sverre
(1177). Disse Sagaer afsluttes med Sturla
Tordsson’s Sagaer om Hakon den Gamle og Magnus
Lagaböter. Om andre Lande handler Erik
den Røde’s Saga (Grønland), »Færeyingasaga«
(Færøerne), »Orkneyingasaga« (Orknøerne),
»Jómsvikingasaga« og »Knýtlinga« (Danmark).
Alle disse Sagaer er Biografier af mere ell.
mindre kunstnerisk formet Art, hvor
Forfatterne — i Reglen vistnok Gejstlige — ikke
fremtræder subjektivt-ræsonnerende, men
objektivt-refererende, hvad de ved deres
Granskning havde erfaret. Sagaernes historiske Værd
er i Reglen meget stort, skønt ikke faa Fejl,
navnlig m. H. t. det kronologiske, lader sig
paavise. Til alle de nævnte historiske Sagaværker
slutter sig endelig de mange Annalværker, der
opstaar c. 1300 og i den flg. Tid, se Islandske
Annaler
. — Dernæst haves en Rk. af Sagaer af
sagnagtig og uhistorisk Art, de saakaldte
Fornaldarsagaer, hvis Personer enten er virkelige
Oldtidshelte, om hvem man kun havde meget
dunkle Minder, ell. ligefrem opdigtede. Et Par
opdigtede Islændersagaer (»Løgnesagaer«)
haves ogsaa fra 14. Aarh.

Til Sagaer regnedes ogsaa den store Mængde
Oversættelser af fremmede (latinske) Værker,
dels af Sagaer om Apostle, »Postolasögur«, og
Helgener, »Heilagramannasögur«, hvortil
Jomfru Maria’s Saga hører — hvilke Sagaer egl.
er en religiøs Opbyggelseslitteratur — dels af
middelalderlige Værker som »Alexanderssaga«,
»Trójumannasaga«, »Bretasögur« samt
»Rómverjasögur« (efter Sallust, Lukan o. s. v.) m.
m. Endelig regnes ogsaa hertil Oversættelser
af oldfranske o. a. Romaner, Riddersagaer,
hvortil »Karlamagnússaga« henhører. Af en
særlig Bet. er »Þiðrekssaga«, et omfattende
Sagaværk om Kong Didrik af Bern, forfattet af
en Islænder i Norge efter tyske Købmænds
Meddelelser. Disse oversatte Sagaer besidder
særlig sproglig Bet., da mange af dem tilhører
12. Aarh. Sproget er mærkværdig rent og godt.

Naar man ser over hele denne Samling af
Sagaer af enhver Art, forbavses man over den
store Flid, den levende Interesse, der har
besjælet de gl. Islændere i 12. og 13. Aarh. Alle
vidner de om, hvor Nationaliteten var stærk,
og hvor Læselysten og Lærelysten var udbredt,
bl. det menige Folk, i stærk Modsætning til,
hvad der var Tilfældet hos andre Folk til
samme Tid. Og vi er endda langtfra færdige
med at opregne alt, hvad der var skrevet og
ført i Pennen i 12.—13. Aarh. Vi kan her
løselig nævne de store isl. Lovsamlinger
(Graagaasen), 4 grammatisk-poetiske Afhandlinger,
Snorres Edda — en Mængde Oversættelser af
Prædikener (Homilier), samt af forsk.
matematisk-astronomiske, naturhistoriske, filosofiske
Skr og Afhandlinger.

I 14. Aarh. afskriver man ivrig disse ældre
Værker; der anlægges store Samlinger;
Læselysten er lige saa stor som før, men af originale
Værker er der, som allerede antydet, meget
faa (et Par Bispesagaer og Annaler samt
vistnok ogsaa nogle af Fornaldarsagaerne, og de
rent opdigtede Sagaer). I det hele mærkes det,
at den originale Aandsvirksomhed nu er ved at
gaa i Staa. Vender vi os til Digtningen i dette
og det flg. Aarhundrede med, møder vi ganske
enkelte Digternavne, og i Forbindelse med disse
en religiøs Digtning af en temmelig tarvelig
Art og hyppigst i den gl. Form (Drapeformen).
Et Navn er her særlig fremtrædende, Munken
Eysteinn Asgrimsson, Forfatteren til det
berømte »Lilja«. Der digtes om en Mængde
Helgener og særlig om Jomfru Maria (Jón
Máriuskáld
), men ofte er det kun Klingklang og
Rimerier af den simpleste Art. Betragter vi den
verdslige Digtning, er det, hvad Originaliteten
angaar, ikke stort bedre bevendt. Der opstaar
ganske vist en ny Digtform, de saakaldte
Rimur; disses Indhold er saa at sige helt og
holdent historisk, idet det kun er de bekendte gl.
Sagaer af enhver Art, der nu »sættes paa
Vers«; Rímur’ne er kun rimede Sagaer; der er
saaledes ikke Tale om noget originalt Indhold.
Dog indledes i Reglen enhver Rima (der svarer
til et Kapitel i en Saga) med nogle Vers, der
intet har med det øvrige at gøre, men
indeholder Digterens egne Bemærkninger om sig
selv og sine Forhold, navnlig Elskovshandler;
derfor kaldes disse lyriske Indledninger
mansöngur (Kvindesang); der kommer dog
meget tidlig noget stereotypt og konventionelt
over disse subjektive Udgydelser; de taber
hurtig deres originale Friskhed og Farve. I
sproglig Henseende har disse Rimur stor Bet.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:29 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/12/0592.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free