Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Island (Sprog og Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ogsaa for saavidt er de ikke uden betydelig
Værd, som de prosaiske Originalsagaer, der
ligger til Grund for dem, ofte er gaaede tabt.
De er saa at sige alle anonyme. Af verdslige
Digtere kan særlig fremhæves Høvdingen
Loptur Guttormsson.
Den nyislandske Litteratur kan siges
at begynde ved Reformationen ell. ved Midten
af 16. Aarh. Indtil da havde man digtet
gudelige Digte om Helgener, Korset, Jomfru Maria
o. s. v., som tidligere. Dog er Formen begyndt
at ændres, og der kommer Tilløb til en mere
moderne Digtning, hvoraf Salmedigtningen
senere fremgaar. Den sidste katolske Digter af
Bet. og med virkelig poetisk Begavelse er den
sidste katolske Biskop J. Arason (halshugget
1550). En af de første og mest frugtbare
Luther’ske Salmedigtere var Præsten Einar
Sigurðsson (d. 1626), og nu følger der en lang Rk.
Salmedigtere helt ned til vore Dage; af disse
rager Hallgrimur Pjetursson i 17. Aarh. højt
over alle andre. Rimurdigtningen bliver ved
lige ned til vore Dage og tæller Navne i
hundredevis, uden at nogen hæver sig op over
Mængden. Der er ingen Originalitet, det skulde
da være m. H. t. det rent ydre, formelle. Disse
Rimeres Digtcykler havde deres store Bet.,
idet de udgjorde en vigtig Del af Folkets
Underholdningsmidler Aarhundreder igennem. I
Vinteraftenerne blev de fremsagte med en vis
rytmisk Klang, »kvædede«, og de har sammen
med Sagaerne bidraget til, at Folkets gl.
Minder aldrig er gaaede i Glemmebogen. I 19.
Aarh. er S. Breiðfjörð den bedste Rimedigter.
Foruden disse Digte var der ogsaa andre, der
blev affattede i ejendommelige, indenlandske
Versemaal og med Omkvæd, bestemte til at
benyttes til Dans ved festlige Sammenkomster,
Vikivakakvæði; disse var baade af verdsligt,
gudeligt og moraliserende Indhold. Her kan
ogsaa nævnes de ofte ejendommelige
Gengivelser af danske Folkeviser fra 15. Aarh. I alle
disse Digte er der et mere ell. mindre stærkt
fremtrædende lyrisk Element. Man kunde nævne
fl. Lyrikere, i egl. Forstand; særlig fortjener
Præsten Stefán Olafsson i 17. Aarh., der ogsaa
var Satiriker, samt Eggert Ólafsson i 18. Aarh.
at nævnes; denne var tillige og i særlig Grad en
didaktisk-patriotisk Digter. Paa Overgangen til den
nyeste Tid staar Præsten Jon Thorlaksson, der
baade digtede Salmer, lyriske Digte og
grovkornede Satirer; men navnlig bør han nævnes
som en af de første, der oversatte forsk. Værker
af udenlandske berømte Digtere (Milton, Pope,
Tullin, Klopstock). Nogen dram. Digtning kunde
der ikke eksistere.
Hvad nu den prosaiske Litteratur angaar, er
den overhovedet meget ensformig og lidet
broget; den er et Udslag af Folkets, om man saa
maa sige litterære Opdragelse fra Oldtiden af
og stemmer ganske med Folkets Evner og
Interesser. Sproget udviklede sig efterhaanden
jævnt og naturlig, og det synes ikke at have
voldt nogen videre Vanskelighed at benytte det
til Kirkens Brug ell. til videnskabelig
Fremstilling. Allerede 1584 var G. Thorlaksson’s
Bibeloversættelse færdig; den samme Prælat
sørgede paa alle Maader for gejstlige Bøgers
Trykning og Udbredelse; det var dog mest
Oversættelser af fremmede berømte Skr. Fra
den flg. Tid haves et Utal af
Prædikensamlinger, gudelige Værker o. s. v., dels originale,
dels oversatte; berømtest er J. Vidalin’s
kraftige og veltalende Prædikener.
I øvrigt er det saa at sige udelukkende
historisk-antikvariske Interesser, der gør sig
gældende. Det er Landets egen Historie, dets
Kultur, Love o. s. v., der drøftes og undersøges.
Oldtidens Haandskrifter samles (Arne
Magnusson) og afskrives atter og atter. Den Litteratur,
der opstaar, er for det første i Modersmaalet,
udelukkende beregnet paa Landsmænd;
saaledes fortsættes nu den gl. Annalistik, og der
skrives Bispesagaer (Jón Egilsson, Jón
Gissurson, og fremfor alle Bj. Jónsson, den berømte
Bonde, der skrev Annaler, forklarede dunkle
juridiske Udtryk, skrev juridiske og
antikvariske Afhandlinger, fortolkede gl. Skjaldekvad
o. s. v.), o. a. personalhistoriske Skr (Præsten
Jón Halldórsson); man fortolker de gl. Love
antikvarisk-filologisk, til Dels med stor
Skarpsindighed (Páll Vídalin). Dernæst er der en
stor Del lærde, latinskrivende Forfattere, der
frembringer flere, til Dels fortrinlige
videnskabelige Værker. Denne lærde Litteratur staar
i nøje Forbindelse med litterære Bevægelser i
Udlandet, særlig i Danmark (Ole Worm m. fl.).
Det var for Udlandets Skyld og til Dels paa
Opfordring af danske Lærde, at Mænd som
Arngrímur Jónsson den Lærde, Magnús Ólafsson,
foruden fl. Islændere, der virkede i
Kjøbenhavn (G. Andrjesson), skrev deres mange
Værker. Fra 18. Aarh. bør navnlig Th. Torfæus
(Historia rerum Norwegicarum) og Biskop F.
Jónsson med sin berømte Historia ecclesiastica
Islandiæ, I—IV, nævnes. I Danmark og Sverige
udfoldedes, til Dels ved Islændere, en betydelig
antikvarisk Virksomhed, ligesom ogsaa de gl.
Skr nu begyndte at udgives.
Hvad andre Videnskaber angaar, staar, de
i det hele paa et lavt Standpunkt. Enkelte
lægevidenskabelige Forfattere kan nævnes,
samt et Par dygtige Matematikere (Stefan
Björnsson). Naturhistorien har i 18. Aarh. en
udmærket Repræsentant i Digteren Eggert
Ólafsson; denne undersøgte i Forbindelse med
Bj. Pálsson en stor Del af I. og forfattede
derom det udførlige og fortrinlige Værk, »Rejse
igennem Island« (Sorø 1772).
Det 19. Aarh. I dette Aarh., navnlig dets
sidste Fjerdedel, har Landet paa saa godt som
alle Omraader gjort store Fremskridt. Dette
mærkes ogsaa i Litteraturen. Det voksende
Samkvem med fremmede Lande, Oplysningens
Tiltagen — alt har bevirket, at fremmede
Impulser, lige fra Aarhundredets Begyndelse, har
gjort sig gældende paa I. En fuldtonende Lyrik
opstod; en bevidst national Følelse levede op;
man fik Øje paa Naturens Herlighed og
Fædrelandets Skønhed. Denne Følelse og den stadig
levende Interesse for og Stolthed over
Forfædrene lagde Digterne glødende Ord paa Tungen,
undertiden ikke uden Ironiseren over Samtiden
og ofte i Forbindelse med mandig Opfordring
til kraftig Virken for Folk og Fædreland.
Følelsen for det gl. Sprog, der hidtil var blevet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
