- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XII: Hvene—Jernbaner /
585

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Island (Historie)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Uden lovlig Ret overdrog Kongen til ham de
Godedømmer, som Þórðr kakali havde arvet
efter sin Fader; men da Þorgils p. Gr. a. dette
blev dræbt 1258, havde Kongen ingen anden at
henvende sig til end Gissurr Þorvaldsson. For
at gøre sig ham saa afhængig som muligt, og
for at han ikke skulde kunne dække over sine
egne Forpligtelser og Løfter til Kongen,
udnævnte Kongen ham til Jarl og beskikkede ham
over mere end Halvdelen af Landet. Alligevel
søgte Gissurr Jarl mere at befæste sin egen
Myndighed paa I. end at fremme Kongens
Indflydelse der, noget, Kongen blev underrettet
om af sine udsendte Spioner. Da sendte han
1261 sin Hirdmand Hallvarðr gullskór
til I., og nu først blev det bekendt, hvad
Gissurr havde lovet Kongen. Bønderne tilbød da
een Gang for alle at betale større Summer for
at befri Jarlen fra hans Løfter og for selv at
undgaa at blive skatskyldige, men Hallvarðr
afslog dette. Endelig fik Hallvarðr ved Hjælp
af Gissurr Jarl, der til sidst saa sig nødsaget
til kraftig at optræde paa Kongens Vegne,
1262—64 sat igennem, at Islændingerne anerkendte
Kong Haakon Haakonsson’s og hans Søns
Overherredømme samt lovede at betale dem
Skat paa de Betingelser, som blev fastsatte i
en af Lovretten affattet Overenskomst.

Haakon Haakonsson havde forstaaet at drage
Fordel af den Splid og indre Opløsning, der
herskede paa I., og dette faldt ham jo lettere
ved, at Islændingerne jævnlig kom til Norge
og mange af de mere fremragende traadte i
Kongens Tjeneste som hans Hirdmænd. Han
undisaa sig heller aldrig for at holde dem
tilbage i Norge, saa snart det kunde fremme
hans Planer, lige meget om de stod i hans
Tjeneste ell. ej, og lige meget om han derved
krænkede de Rettigheder, som Islændingerne
iflg. gensidige Overenskomster nød i Norge.
Paa en underfundig Maade vedligeholdt han
den indre Splittelse mellem Høvdingerne og
benyttede dem til at bekæmpe og ødelægge
hinanden, medens de selv var saa blinde i
Stridens Iver, at de lod sig bruge til at undergrave
deres Fædrelands Frihed.

III. I. under de norske og danske
Konger
. 1) Under den gamle Pagt
1262—1662
. Da Islændingerne underkastede
sig den norske Konge, blev der paa Altinget
1262 oprettet en formelig Traktat, den saakaldte
gamle Pagt (gamli sáttmáli), hvori det
bestemtes, at hver Bonde, der var pligtig at
betale Tingrejselønsafgift, skulde erlægge en
bestemt Skat til Kongen. Denne Skat var i Beg.
8 Alen, men ved Jónsbogens Indførelse blev
den forhøjet til 10 Alen; i den er ogsaa
Tingrejselønsafgiften fastsat til 10 Alen. Til
Gengæld skulde Islændingerne af Kongen erholde
Fred og beholde de isl. Love. 6 Handelsskibe
skulde aarlig gaa fra Norge til I. Alle Arve,
der var tilfaldne Islændinger i Norge, skulde
udleveres, naar de rette Arvinger ell. deres
lovlige Ombudsmænd meldte sig. Landørene, 1/2
Mk. Sølv (8 Lod Sølv), som Islændingerne
maatte betale, naar de kom til Norge, skulde
afskaffes. Islændingerne skulde endvidere nyde
saa store Rettigheder i Norge, som dengang,
de havde haft de største Rettigheder, og
Kongen skulde yde dem Beskyttelse der, saa godt
han kunde. Endelig forbeholdt Islændingerne
sig udtrykkelig, at de skulde være løste fra
alle Forbindelser over for Kongen, hvis han
ikke holdt de Løfter, som han paa sin Side
havde tilsikret dem.

Angaaende Regeringsformen erklærede
Islændingerne i Overenskomsten, at de vilde
have en Jarl over sig, saa længe han viste
Kongen Troskab og holdt Fred med dem.
Alligevel blev ingen udnævnt til Jarl efter Gissurr
Þorvaldsson’s Død, hvorimod Kong Magnus
Haakonsson
delte Magten mellem to
Islændinger, Hrafn Oddsson og Ormr
Ormsson
som kgl. Befalingsmænd ell.
Ombudsmænd paa I. Imidlertid vendte Kong
Magnus snart sin Opmærksomhed mod de isl. Love
og fik 1271—73 vedtaget en ny Lovbog, den
saakaldte Járnsíða, paa Altinget. Herved
skete der stor Forandring i Altingets
Indretning. I Fristatstiden blev ikke nogen udnævnt
til at deltage i Altinget; Lovsigemanden og
Goderne var iflg. deres Stilling pligtige til at
møde, medens de Bønder, der skulde betale
Tingrejselønsafgift — ved Aar 1096 var de
4560 —, i Reglen kunde vælge mellem at ride
til Altinget og overvære dets Forhandlinger
ell. at betale Tingrejselønsafgift. De stod
saaledes alle i en vis direkte Forbindelse med
Altinget. De, som indfandt sig paa Tinget, kunde
let komme til umiddelbart at deltage i
Udøvelsen af Landets lovgivende og dømmende
Myndighed. Paa denne Maade var Altinget i
Fristatstiden saa nøje knyttet til hele det isl.
Folk. Men heri skete der betydelig Forandring,
da der iflg. Járnsíða skulde udnævnes 140
Mand (nefndarmenn) til at møde paa Tinget
tillige med Lovmanden (lögmaður), der nu kom
i St. f. Lovsigemanden, og de kgl.
Befalingsmænd ell. deres Fuldmægtige. Járnsíða blev
1281 afløst af en ny Lovbog, Jónsbók, der
indskrænkede Tingmændenes Antal til 84,
senere i Tidens Løb blev deres Antal fl. Gange
formindsket. — I Lovretten skulde kun sidde
36 Mand foruden Lovmændene, der siden 1277
var to, den ene for Syd- og Østlandet, den
anden for Nord- og Vestlandet. Lovretten
valgte Lovmanden, men Kongen stadfæstede
hans Valg. Allerede ved Indførelsen af Járnsíða
blev den dømmende Myndighed overdragen til
Lovretten. Den lovgivende Myndighed blev hos
Kongen og Altinget i Forening, idet Kongen
forelagde Altinget de Love, som han ønskede
vedtagne, og Altinget paa den anden Side
stundom tog Initiativet til de Love, som udstedtes,
samt paa egen Haand afsagde Altingsdomme
ell. udstedte de saakaldte
Altingsvedtægter, der havde samme Gyldighed som Lov.

Samtidig med Indførelsen af ny Love paa I.
blev der ført en temmelig haard Strid om
Herredømmet over Kirkerne og Kirkegodset.
Det Spørgsmaal blev paa Ærkebiskoppens
Foranledning igen rejst 1269 af Biskop Árni
Thorláksson
i Skálholt og endelig 2. Maj
1297 afgjort ved den Bestemmelse, at de
Kirker i Skálholts Bispedømme, hvis Gods for
Halvdelen ell. mere ejedes af Lægfolk, skulde

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:55:51 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/12/0599.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free