Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Island (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hekseforfølgelser 1625, og fl. Mænd bleve brændte iflg. en
dansk Lov, der ikke engang var gældende
paa I.
I.’s Handel med andre Lande indtager
forholdsvis en fremskudt Plads i Landets
Historie. Grunden hertil er, at Landet
frembringer temmelig faa Produkter, og at nogle af de
mest nødvendige Varer, som alle Kornvarer,
Tømmer og Jern, maa hentes fra Udlandet. I
Sagatiden drev baade Islændinger og
Nordmænd den udenlandske Handel, men
efterhaanden forandredes dette saaledes, at
Nordmændene fik omtr. hele den udenlandske
Handel i deres Hænder. Handelen havde i det
væsentlige undergaaet denne Forandring, da
I. tabte sin Selvstændighed. Omtr. 1300 bestemte
saa den norske Konge, at Handelen med I.,
som han betragtede som en af sine
Forrettigheder, skulde gaa over Bergen, der nu blev
næsten ene om den isl. Handel, indtil
Englænderne ved 1400 begyndte at søge til I., senere
fulgte Hansestæderne, navnlig Hamburgerne,
deres Eksempel. Englænderne gjorde sig
skyldige i fl. Voldsomheder paa I., men alligevel
var baade deres og Tyskernes Handel heldigere
for Landet end Bergensernes. Kort efter at
Christian IV havde overtaget Regeringen,
besluttede han at spærre Landet for fremmede
Købmænd og overdrage Handelen som
Monopol til Kjøbenhavn, Malmø og Helsingør (20.
Apr. 1602). Han Vilde, at indenlandske, men
ikke udenlandske Købmænd skulde tjene paa
Handelen, hvilket i sig selv var ganske
rimeligt. Men denne Foranstaltning kom ikke alene
til at ramme de fremmede Købmænd fra
Hamburg, Bremen og Lübeck, men først og
fremmest selve Indbyggerne af I. Skønt Kongen
bød, at I. skulde tilstrækkelig forsynes med
gode, uforfalskede og ufordærvede Varer, samt
at de skulde sælges til de sædvanlige Priser
o. s. v., blev dette ingenlunde overholdt af
Købmændene. Man mærkede derfor snart paa
I. den uheldige Forandring og indgav Klager
herover uden at opnaa noget’ heldigt Resultat,
thi Regeringen holdt fast ved
Monopolhandelen, skønt den gjorde forsk. mislykkede
Forsøg paa at ordne Handelsforholdene paa en
heldigere Maade i Overensstemmelse med den
herskende Merkantilismes Grundsætninger.
2. Enevoldstiden 1662—1874.
Henrik Bjelke blev sendt til I. 1662 for at indføre
Enevælden. Han kom først efter Altingets
Slutning, og et Møde blev afholdt i Kopavogur i
Nærheden af Bessastadir, hvor
Enevoldsmagten under visse Forhold blev anerkendt paa I.,
idet Islændingerne aflagde Frederik III og hans
Efterkommere Arvehyldingsed (28. Juli 1662).
Saa længe Bjelke havde I. som Len, skete der
ingen Forandring i Landets Styrelse, men efter
hans Død blev først en Landfoged (1683),
sidien en Stiftsbefalingsmand (1684)
og em Amtmand (1688) ansat over I.;
Stiftsbefalingsmanden blev dog boende i Danmark
indtil 1770, da I. blev delt i 2 Amter.
Overstyrelsen af islandske Anliggender havde
Kancelliet og Rentekammeret, medens dog Altinget
beholdt sin lovgivende Myndighed i Form af
Altingsvedtægter. Paa Foranledning af
Lauritz Gottrup lod Regeringen Arni
Magnússon og Páll Vídalín undersøge
Tilstandene paa I. (1702—13) og forfatte en
Jordebog over hele Landet. Under Frederik V blev
der gjort fl. vigtige Forsøg paa at ophjælpe I.’s
Næringsveje, idet Klædefabrikker og fl.
Fabrikker, de saakaldte »ny Indretninger«, anlagdes
i Reykjavik (1752). De samme Bestræbelser som
i Danmark gjorde Regeringen nu gældende
paa I. for at oparbejde Landets økonomiske
Tilstand; aldrig havde Regeringen tidligere vist
I. lgn. Interesse som c. 1750—90; ganske vist
deler den Æren herfor med to fremragende
Islændinger, Landfoged Skúli
Magnússon og Deputeret Jón Erichsen, som var
de ledende Mænd for disse Bestræbelser; fra
denne Tid ses ogsaa fl. dygtige islandske
Embedsmænd end tidligere stille sig i Spidsen for
nyttige Forandringer og arbejde for Folkets
Udvikling. Imidlertid mislykkedes de fleste af
disse Forsøg paa at skabe indenlandsk Industri.
Hovedgrunden hertil var Monopolhandelen.
Fabrikkernes Virksomhed kolliderede med
Enehandelen, og da de til sidst blev forenede
med Handelen og overtagne af
Handelskompagniet, forsømte det med Flid Fabrikkerne,
for at de skulde gaa til Grunde.
Den isl. Handel var vedblivende
Monopolhandel, som oftest daarlig for Landets Indb.
og voldte stundom Regeringen Vanskeligheder.
Den gik fra det ene Handelsselskab (ell.
Forpagtere) til det andet, og 1759—1763 og
1774—1787 blev den drevet for kgl. Regning. 1670
fik Islændingerne Tilbud om at deltage i
Handelen, men dertil manglede de baade de
nødvendige Midler og Handelskyndighed. Stundom
forpagtede Regeringen Handelen alt for højt
og gav derved Købmændene Anledning til at
være endnu mere ublu som Handelsmænd.
Resultatet var som oftest idelige Klager over
Mangel paa nødvendige Varer, høje Priser
paa fremmede Varer og lave paa de isl. samt
hyppig Tilførsel af fordærvede Varer og al
Slags Vilkaarlighed fra Købmændenes Side.
Gentagne Gange indtraf Hungersnød, fremkaldt
baade ved utilstrækkelig Tilførsel og store
Naturulykker. Efter Vulkanudbrudet 1783 og
Jordskælvene 1784 var Tilstandene aldeles
fortvivlede. I. var under Monopolhandelen stadig
gaaet tilbage i økonomisk Henseende; derfor
var Modstandskraften bleven saa ringe, og fl.
Tusinder døde af Sult. En Kommission blev
nedsat 2. Febr 1785 for at undersøge og
overveje Landets Tilstand. Efter vidtløftige
Forhandlinger frigaves derpaa Handelen 18. Aug.
1786 fra 1. Jan. 1788 for danske Undersaatter.
Denne Forandring blev i Virkeligheden ikke
saa stor, som den ved første Øjekast saa ud
til; thi de Købmænd, som overtog Handelen,
havde faaet deres Uddannelse under
Monopolhandelen og sørgede for, at der paa de fleste
Handelspladser ikke opstod den allermindste
Konkurrence; endvidere kom ogsaa de store
Afstande mellem Handelspladserne
Købmændene til Hjælp. Da Islændingerne mærkede, at
Handelsforholdene i det hele taget ikke blev
synderlig bedre, indgav de til Regeringen 1795
den saakaldte »almindelig Ansøgning« om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
