Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Israel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
de byggede pragtfulde Paladser og levede et
forfinet Liv uden som de gl. Stormænd at føle
Ærespligten ved at bære Helheden. Rig og
Fattig fjernedes fra hinanden, og de Fattige
sank ned til at blive et ubeskyttet Proletariat.
Det er denne ny Samfundsmisère, Profeterne
protesterer imod, men deres Protester kunde
ikke føre Storbyen tilbage til de gl. Bygders
simple Liv. Den yderste Konsekvens af de gl.
israelitiske Ideer drog Rekabæerne, som
vilde helt bort fra Kulturlivet til Ørkenlivet,
afskyede Vinen og levede uden fast Bolig ell.
Agerdyrkning. - Den ass. Fare, som
Profeterne truede med, rykkede nærmere. Menahem
maatte betale Tiglat Pilesar Tribut 738. Hans
Søn Peqachja myrdedes af Peqah. Denne
søger med Landets gl. Fjender, Aramæerne
(under Rason) at tilvejebringe en Koalition
mod Assyrien, og da Achaz i Juda ikke vil
være med, gaar de imod ham. Men nu kom
Assyrerne. 734 erobrede Tiglat Pilesar en Del
af Efraim og Øst jordanlandet og 732
Damaskus. Nu myrdes Peqah, og Hosea indsættes
som Assur’s Vasal. Ægypterne, der tidligere
havde søgt Tilhængere i Landet, bevægede
ham til Frafald, hvormed Rigets Skæbne var
beseglet. 722 faldt Samaria for Sargon, hvis
Fader Salmanassar havde paabegyndt
Belejringen. Befolkningen slæbtes bort og forsvandt i
det fremmede. Forskellige fremmede Folkeslag
hidførtes, og af dem fremgik Samaritanerne.
6) Juda Rige indtil Jerusalems
Fald. Juda var Bæreren af de davidiske
Traditioner, og David’s Dynasti herskede her, saa
længe Riget bestod, paa en enkelt Undtagelse
nær (Atalja). Under de første Konger
Rehabeam, Abia og Asa kæmpedes der med
Efraim, idet de maatte betragte dette som
Oprører. Men i Virkeligheden var Juda den
underlegne og kunde kun hævde sig ved sit Forbund
med Aramæerne. Under Josafat slog man
da ind paa en ny Vej, idet denne Fyrste
sluttede Forbund med Achab, og dette bekræftedes
ved hans Søns Giftermaal med Achab’s Datter
Atalja. Derved indvikledes Juda i de
ulykkelige Aramæerkrige, som svækkede det, og
Edom, gennem hvilket Juda skulde vedligeholde
sin Handelsforbindelse over Rødehavet, rev sig
løs under Joram. Da Achazja var bleven
dræbt af Jehu (842), idet han ledsagede sin
mægtigere Forbundsfælle Joram af Efraim, tog
hans Moder Atalja Magten, og en Kvinde
sad nogle Aar paa David’s Trone.
Gudsdyrkelsen var i Juda ikke væsentlig forsk. fra den
efraimitiske, og nu fik Atalja en lgn. Kultus
indført her som den, hendes Moder Izebel
havde indført i Nordriget. Den fønikiske
Kultus blev dog atter udryddet, da en Revolution,
der lededes af Præsten Jojada, havde sat Joas
paa Tronen. Under ham rettede Aramæerne, som
samtidig underkuede Jehu, deres Angreb mod
Juda, men købtes bort. Hans Søn Amasja og
Uzzija genoprettede Herredømmet over Edom,
men Amasja blev besejret af Efraims Konge
Joas, og Edom rev sig atter løs under Achaz.
Under Kongerne Jotam, Achaz og
Hizkija optraadte Profeterne Jesaja og
Mika. Det Billede, som de opruller af de sociale
Tilstande, er nøjagtig det, som vi kender fra
Efraim, og de henviser ligesom Amos og Hosea
til Lydighed mod Jahve og hans etiske Bud
som det, der skal redde Folket, medens den kultiske
Vej intet fører til. Deres Forkyndelse virkede
ikke paa Achaz, med hvem Jesaja havde et
Sammenstød, da han angrebes af Peqah og
Rason. Achaz aabner Vejen for ass. Indflydelse,
ogsaa paa det kultiske, idet han anvendte
en ass. Altermodel i Jerusalem. Hizkija var
derimod mere tilbøjelig til at følge Profeternes
Retning, og skal have foretaget Kultusreformer
i den Aand. Under hans Regering gik Efraim
til Grunde 722. Han satte sig ikke op mod
Assyrerkongen foreløbig; men en Snes Aar
senere deltog han i en vestasiatisk Rejsning
mod det ass. Vælde. Sargon kom da og
belejrede Jerusalem, men maatte drage bort med
uforrettet Sag (701). Kampen mellem
Profeternes Tilhængere og de kana’anæisk-sindede
tilspidsedes under Manasse (696-41). De
truende politiske Forhold synes at have hidset
til stærkere kultiske Ydelser. Nye Kulter
indføres Ø. fra. »Himmeldronningen« og »hele
Himlens Hær« var Genstand for Dyrkelse,
Ofrene bragtes op til det højeste, i Hinnomsdalen
bragtes Børneofre i Mængde til Melek; Folket
var ængsteligt for ikke at give nok (jfr Mik.
6, 6-7). Medens Kulturpaavirkningen
strømmer ind i Juda Ø. fra, taler Nahum mod
Verdensstaden Ninive. Efterhaanden som
Iveren for de fremmede Kulter steg, blev den
profetiske Opposition stærkere, og det kom til
blodige Forfølgelser. Anderledes blev det ikke
under Amon, men med Josija (639-09)
kom den anden Retning til Magten. Under ham
fandt de store Begivenheder St., som er
knyttet til Fundet af Deuteronomium (622).
Den krævede Bortfjernelse af alle kana’anæiske
Kultusapparater og Ødelæggelse af alle
Helligdomme undtagen Jerusalem. Den
aarhundredlange Kamp mellem kana’anæisk og israelitisk
fik her sin endelige Afgørelse, men rigtignok
paa en saadan Maade, at det, der var blevet
bærende for Folkets Liv og optaget i israelitisk
Sæd, blev udryddet sammen med det
fremmede. Jerusalem blev rykket frem til at være,
ikke den vigtigste, men den eneste Helligdom.
Det betød en mægtig Styrkelse af Jerusalems
Præstestand og et raddkalt Indgreb i det uden
for Jerusalem boende Folks Liv, idet det
kultiske for det blev rykket ud i det fjerne, bort
fra det daglige Liv. Et vigtigt Motiv til
Reformen var Hævdelsen af, at Jahve kun er een;
derfor maa han kun have een Helligdom.
Indskærpelsen af Lydighed mod Jahve som det
afgørende lægger Tyngdepunktet i noget
ikke-kultisk og forbereder derved Jødedommens
Løsrivelse fra Kana’ans Jordbund. - De
truende politiske Forhold og de ulykkelige indre
Tilstande kaldte fl. Profeter frem, Sefanja,
Habakuk og som den største: Jeremias.
Det gik nu rask mod Enden. Assyrerne gik
ganske vist tilbage, og Juda kunde under det
meste af Josija’s Regering leve i Fred. Men
da rejste Ægypten sig for at sikre sig Arven
efter Assur, og 60O faldt Josija for Farao Neko.
Neko afsatte kort efter hans Søn Joachaz
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
