Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Israel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og indsatte Jojakim, som maatte bøje sig
under Kaldæerne, da disse havde besejret
Ægypterne ved Karkemish (605). Senere faldt
Jojakim fra, og da han døde, maatte hans Søn
Jojakin bære Følgerne. Nebukadnesar
indtog Jerusalem (597) og indsatte Sidkija som
Vasal. Da ogsaa han faldt fra, indtog
Nebukadnesar paa ny Jerusalem (586) og førte alle
betydelige Borgere til Babel. Templet var
plyndret og ødelagt; kun de allerfattigste blev
tilbage. Jerusalems Fald begrædes af
Klagesangene, og Obadja udstødte Trusler mod Edom
for dets Skadefryd ved denne Lejlighed.
Gedalja, der var indsat som Guvernør i
Mispa, blev kort efter myrdet, og en ny Skare
udvandrede af Frygt for Følgerne til Ægypten.
7) Eksilet og
Perserherredømmets Tid. Det babylonske Fangenskab (s. d.)
betød Ophævelsen af Kongedømmet og
Tempelkulten. Derved var den ene af Folkelivets
Grundpiller omstyrtet, og dette hvilede nu igen
paa den anden Grundpille: Slægten. For saa
vidt førte Eksilet Folket tilbage til det
gammelisraelitiske liv; og dette blev nu mere
modtageligt for de profetiske Ideer, der altid havde
vist bort fra Kultus til etisk Vandel og
Lydighed mod Gud. Men dette betød Lydighed mod
hans Lov. De Eksilerede, der nu dannede
Folkets Kerne, medbragte fra Kongedømmets Tid
de Love og Traditioner, som efterhaanden
havde dannet sig. At genfremstille disse
nøjagtigt og dels handle efter dem, dels - hvor
dette var umuligt - haabe paa, at de engang
skulde kunne gennemføres, blev nu Genstand
for deres Tanke. Typisk for denne Retning er
Præste-Profeten Ezekiel. Afgrænsningen
over for de urene Hedninger ved Loven er
Judæernes Interesse. Præsteskriftet bliver
udarbejdet paa Grundlag af de gl., især kultiske,
Love, og hele Mosebøgernes Lovapparat
sammenstillet i en stor Helhed. Folket beherskes
af Tanken om sin Synd, og Soningen, der
allerede før Eksilet spillede en stor Rolle, bliver
nu Kultens Hovedformaal. Som
Deuterojesaja forkyndte det, gav Kyros Judæerne
Tilladelse til at drage hjem 538.
Serubbabel og Ypperstepræsten Josua er de
Hjemvandrendes Førere. De bygger Brændofferaltret
op og grundlægger straks Templet. Med
Opførelsen trak det imidlertid ud, 520 formaner
Haggaj og Zakarja til at tage kraftigt
fat, og 516 kan Templet indvies. Den
voldsomme Iver for Loven herskede ikke bl. de i Judæa
tilbageblevne, der levede deres Slægtsliv
tildels i Samfund med Fremmede, og var tilfreds
med det. De Hjemvendtes Begejstring kølnedes
ogsaa, og Maleaki klager over Mangel paa
Interesse for Kultus. Blandingen med de
Fremmede ved ægteskabelige Forbindelser truede
med at udslette Jødefolket. En kraftig Haand
greb imidlertid ind, da Nehemja kom fra
det persiske Hof 445 (ell. 444) f. Kr. Han fik
de faldne Mure genopbygget og
Tempeltjenesten bragt paa Fode. I Forbindelse med
Nehemja staar Ezra iflg. Ezra-Nehemjabøgerne.
Men nyere Forskninger har gjort det
sandsynligt, at de virkede hver for sig, og at Ezra
først kom fra Perserhoffet Aar 398 (ell. 397)
under Artaxerxes II. Ezra skred ind mod de
blandede Ægteskaber og fik ved en stor
Forsamling Folket til at forpligte sig paa Loven,
som han havde bragt med sig. Om jødisk Liv
uden for Palæstina i 5. Aarh. giver de i
Elefantine fundne Papyri os Underretning. De
viser, at Jøderne i Ægypten ligesom i
Babylonien levede afsondret, men indtog en ret
betydelig Stilling. Ligesom de babylonske Jøder
drev de ivrig Handelsvirksomhed med Landets
Folk. I denne Periode dannedes
Samaritanernes Menighed.
8) Det hellenistiske Herredømme og
Hasmonæerne. Da Alexander’s Rige deltes,
blev Palæstina som et Aartusinde tidligere
Genstand for Kampe mellem Ægypten og Syrien. I 3.
Aarh. f. Kr. var det væsentlig de ægypt.
Ptolemæere, som havde Overtaget, til Antiochos den
Store 198 vandt en fuldstændig Sejr, der bragte
Seleukiderne Herredømmet for den flg. Tid. I
denne Tid bredte den hellenistiske Kultur sig
blandt Jøderne. Uden for Palæstina (i »Diaspora«)
dannede Jøderne vigtige Kolonier. I Alexandria
oversattes de hellige Skr til græsk. Men skønt
Jøderne tilegnede sig hellenistisk Dannelse,
bevarede de Sammenholdet og det jødiske Præg,
og ofte blev de mødt med stort Fjendskab.
Ogsaa i Palæstina vandt den hellenistiske
Dannelse Fremgang; mange Jøder antog nu græske
Navne. Der opførtes Arenaer til Kamplege; en
Del Jøder, som optraadte ved disse, fjernede
paa kunstig Maade Sporene af Omskærelsen.
Antiochos Epifanes vilde paatvinge Jødefolket
sin Kultus 168 og oprejste et Alter dertil i
Templet, idet han samtidig forbød at holde den
jødiske Lov. Dette rejste Hasmonæernes (s. d.)
Opstand, indledet af Præsten Mattatija.
Hans Søn Judas Makkabæer kunde atter
rense og indvie Templet 165. De flg. Aar
hengaar under stadige Kampe med Syrerne, idet
Hasmonæerne vinder mere og mere Fremgang
under Jonatan og Simon; under den
sidste blomstrede Landet op, og han valgtes til
arvelig Ypperstepræst, Hærfører og Fyrste.
Ypperstepræsten overtog i Tiden efter Eksilet
efterhaanden den ledende Stilling. De
fremmede Magthavere havde derfor besat denne
Post efter deres Behag. Nu havde Jøderne et
nationalt Ypperstepræstedømme, men det
havde ikke de Lovstrenges Billigelse, da
Hasmonæerne, i hvem de hidtil havde set deres
Forkæmpere, ikke var af Aron’s Slægt og
derfor ikke havde lovmæssig Ret til at være
Ypperstepræster. Med Simon slipper 1.
Makkabæerbogs Beretning op. Til den flg. Tid er
Josefos Hovedkilden. Under Johannes
Hyrkan (134-04) gaar Jødefolket
angrebsvis til Værks mod Samaritanerne og
Idumæerne; de førstes Helligdom ødelagdes, de sidste
blev tvungne til at holde den jødiske Lov. Paa
lgn. Maade optraadte Aristobul i Galilæa.
Efter Alexander Jannaj deltes den
gejstlige og den verdslige Myndighed. Hans
Enke Alexandra Salome tog Magten
efter ham, medens hendes Søn Hyrkan blev
Ypperstepræst. Hasmonæerne laa siden i
indbyrdes Kampe, selv efter at Pompejus
havde indtaget Jerusalem og lagt Landet under
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
