Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Israel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Romerne (63 f. Kr.). Salomosalmerne
giver Udtryk for Jødernes Følelser i den
Anledning. I denne Periode dannedes forskellige
jødiske Partier. Den lovstrenge Retning, der
fortsatte Linien fra Deuteronomium til Ezra,
kaldtes paa Makkabæertiden Chasidæere.
Senere finder vi denne Retning repræsenteret
af Farisæerne, hvis Modstandere var
Saddukæerne, vistnok aandelige Efterkommere
af den gl. Tempeladel. En esoterisk Karakter
havde Essæernes Retning. Man plejer at
kalde denne Periode af Jødedommen, hvis mest
typiske Repræsentanter er Farisæerne, for
Senjødedommen. Den betegner en
Indsnævring af den gl. Jødedom i bestemte
Former under Loven og de dertil knyttede
Traditioner. Over alt staar den jødiske Gud, hvis
Ære er alle Tings Maal. Jøderne er udmærkede
af ham ved at have faaet Loven, som maa
holdes i alle Enkeltheder til hans Ære. Over
for ham staar Verdensherskerne, der med
Urette tiltager sig en Magt, som kun
tilkommer ham, og derfor repræsenterer det onde
Princip. Men ved en pludselig Katastrofe skal
Jødeguden kaste dem over Ende, og alt ondt
afskaffes, derfor ogsaa Døden.
Senjødedommens Udødelighedshaab er saaledes ikke
grundet paa Teorier om den enkelte Sjæls
Udødelighed. Der sættes ikke Skel mellem Sjæl og
Legeme. Dødens Afskaffelse betyder derfor
Legemets Opstandelse, og det fortsatte Liv har
en udpræget jordisk Karakter. Forventningen
om Katastrofen behersker Aanderne. Man søger
paa alle Maader at regne ud, naar den kan komme.
Dette giver sig Udtryk i Tidens talrige
Apokalypser, der bærer Navn efter Daniel,
Henok, Baruk, Mose, Ezra, Sibylle o. s. v.
Anderledes var Forholdene hos de egl.
hellenistiske Jøder, der var opdragne i Tidens Filosofi.
Deres Stræben gik ud paa at identificere
Hellenismens Religion med den jødiske; de søgte at
paavise nyplatonsk Filosofi i det gl. Test., hvor
Tidens Forestillinger skal findes i en ældre og
renere Form. Saaledes især Filon. Disse
Jøder drager den Konsekvens, at Grækerne
har deres Visdom fra den jødiske Aabenbaring.
Saaledes ogsaa Josefos, og under disse
Synspunkter skriver Eupolemos og
Artapanos den jødiske Historie.
9) Det romerske Herredømmes
Tid. Den idumæiske Statholder Antipater
opnaaede hos Pompejus at blive Procurator
over Judæa. Hans Søn Herodes erhvervede
Kongemagten over hele Palæstina (37-4 f.
Kr.) under romersk Overhøjhed. Han var en
Hersker af den alm. orientalsk-hellenistiske
Art, uden særlig Interesse for jødisk Aand,
hvorfor de Lovstrenge betragtede hans Regering
som Fremmedherredømme. Han byggede det
prægtige Tempel, men anbragte paa det den
kejserlige Ørn. Efter hans Død deltes Landet
mellem tre Sønner: Archelaos fik Judæa
som »Ethnarch«, Herodes Antipas fik
Galilæa og Peræa, Filip Landskaberne N. og
Ø. f. Gennesaret Sø. 6 e. Kr. afsattes Archelaos;
Judæa blev lagt ind under Provinsen Syrien
og styredes af en Landshøvding (Procurator),
der boede i Kæsarea og kun kom til Jerusalem
ved Festerne. Men rom. Besætninger laa rundt
omkr. i Landet, i Jerusalem paa Borgen
Antonia, og sørgede for Ordenens Opretholdelse.
I de indre Forhold var Jøderne noget mere
overladt til sig selv. Synedriet, der lededes
af Ypperstepræsten, var den øverste jødiske
Myndighed; det afsagde Domme efter jødisk
Lov, men vigtigere Domme maatte stadfæstes
af Landshøvdiingen. Direkte Skatter betaltes til
den kejserlige Kasse. Toldkravene var
forpagtet ud til Toldforpagtere, der ofte var Jøder,
som imidlertid nød ringe Anseelse i deres Folk.
Kejserkultus var Jøderne fritaget for, men der
ofredes daglig to Gange »for Cæsar og det
rom. Folk«. Bl. de 7 Procuratorer over Judæa
(6-41 e. Kr.) er den mest bekendte Pontius
Pilatus (23-36). Under
Fremmedherredømmet voksede den feberagtige Forventning om
den store Omvæltning, og Romerne havde at
gøre med fl. Opstande, der rejstes af
Zeloterne. Den jødiske Fanatisme fik sin
Domfældelse af Jesus stadfæstet af Pilatus ved at
sætte ham i Klasse med disse Oprørere. En
kort Tid (41-44) var hele Palæstina igen
samlet under Herodes Agrippa, hvorpaa
hele Omraadet blev lagt under romerske
Procuratorer, bl. hvilke særlig Felix (52-60)
og Festus (60-62) er bekendt p. Gr. a. den
Rolle, de spillede i Paulus’ Historie. I de
nordlige Egne, efterhaanden ogsaa i Galilæa og
Peræa, herskede Agrippa II, der havde det
Privilegium at indsætte Ypperstepræsier. Indre
Stridigheder og Oprør hærgede stadig Landet,
til Titus gjorde Ende paa Riget ved
Jerusalems Ødelæggelse 70 e. Kr. Den jødiske Stat
eksisterede ikke mere, Baandet mellem Jøderne
var nu udelukkende Slægtskabsfølelsen og den
aandelige Enhed. De aandelige Førere var de
Lærde, der studerede Loven paa de forsk.
Lærdomssæder, dels i Palæstina (især Jabne og
senere Tiberias), dels i Babylonien o. a. St.
Den farisæiske Retning, som var den eneste,
der under disse Omstændigheder kunde bevare
Jødedommens Enhed, havde nu vundet sin
endelige Sejr. Jødiske Opstande fandt endnu
St. i Palæstina, dels under Trajan, dels under
Hadrian; den sidste lededes af en Mand, der
udgav sig for Messias, Bar Kokba. 135 blev
Oprøret slaaet ned. Jøderne udelukkedes nu fra
Jerusalem, der genopbyggedes som en rom.
Koloni under Navnet Ælia Capitolina,
og strenge Forbud udstedtes mod jødisk
Religionsøvelse. Disse mildnedes dog igen. Men
Jerusalem blev ikke mere Centret for jødisk
Liv. (Litt: F. Buhl, »Det israelitiske Folks
Historie«, 5. Udg. [1915]; E. Stave, »Israels
Historia« [Sthlm 1916]; til Afsnit 1): H. Vincent,
»Canaan« [Paris 1907]; P. Thomsen,
»Kompendium der palästinischen Altertumskunde«
[Tübingen 1913]; P. Karge, »Rephaim, die
vorgeschichtliche Kultur Palästinas und
Phöniziens« [Paderborn 1917]; til Afsnit 1-6: R.
Kittel, »Geschichte des Volkes Israel« I-II [3. Opl.
Gotha 1916-17]; til Afsnit 8) og 9): E. Schürer,
»Geschichte des jüdischen Volkes im Zeitalter
Jesu Christi« I-III [3. og 4. Opl. Leipzig
1901-07-09]; til Religionsudviklingen: B. Stade,
»Biblische Theologie des Alten Testament« i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
