Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Industri) - Italien (Handel og Skibsfart)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Af Tekstilindustriens forsk. Grene er
Fremstilling af Silke og Silkevarer den betydeligste
og for I. ejendommeligste. Dyrkning af
Silkeormen er et alm. Bierhverv for Norditaliens
Landbrugere. Lombardiet er Hovedsædet for
den, og Produktionen andrager c. 50 Mill. kg
Concons aarlig, men har til Tider været stærkt
hæmmet af Sygdomme, der dræbte Silkeormen.
Raasilken, hvoraf der udvindes c. 4 Mill. kg
(i det øvrige Europa 1, i Orienten 2 1/2 og i
Østasien 16 Mill. kg), er I.’s vigtigste
Udførselsartikel; herfra forsynes Silkefabrikkerne i
Lyon og Schweiz, men I.’s Silkeindustri har dog
været i stærk Udvikling. Antallet af mek. Væve
steg fra c. 500 i 1880 til 7500 i 1903; Centret for
Industrien er Prov. Como. Ligeledes er
Bomuldsindustrien i stærk Vækst, om end den maa
indføre sit Raastof fra Udlandet; Antallet af
Spindler opgives for 1876 til 715000, for 1903
til 1934000 og for 1907 til 3500000, og jævnsides
med denne Udvikling forbedredes Teknikken;
Hjemmevævning er dog endnu ret udbredt i
Mellem- og Syditalien. Det samme gælder m.
H. t. Uldindustrien, herunder Tilberedning af
Filt. Store Uldvarefabrikker findes i Biella i
Piemont, Schio i Venetien og Prato i Toscana.
Af Verdensry er baade Filt- og
Straahattefabrikationen henholdsvis i Lombardiet og Toscana.
Den anden store Industrigren er
Metalindustrien, ihvorvel den er af langt yngre
Oprindelse. Endnu i 1880’ernes Beg. fik I. hele sit
Forbrug af Jern- og Metalfabrikater fra
Udlandet, men I. er nu velforsynet med alle de
nødvendige Led i Produktionen, fra Højovne
til de fineste mekaniske Værksteder, hvoraf
mange i øvrigt gennem store Selskaber og
Truster er nær forbundne med hinanden. Saaledes
Udvindingen af Jernertslejerne paa Elba, der
i øvrigt er Statsejendom, Staalværkerne i
Terni, Skibsværfter og Vaabenfabrikker i Spezzia
o. a. St. Særlig vigtige Artikler er
Jernbanemateriel og -waggoner (bl. a. Breda i Milano),
Automobiler (Fiat i Turin m. fl.),
Dampmaskiner (Tosi i Legnano); Maskinfabrikerne i
Venedig kommer ligeledes i Betragtning.
Nævnes kan endvidere Metalstøberier i Neapel, Rom,
Toscana, Milano (Klokker). Industrier i
Fremgang, men af mere begrænset Omfang er f. Eks.
Sukkerfabrikation (1904: 84600 t), Olie-, Sæbe-
og Lysfabrikation, Fabrikation af Kunstgødning
m. fl. kem. Produkter; Papirfabrikation
(Novara); keramisk Industri (Toscana); i Neapels
Omegn er Makkaronifabrikation en af de
vigtigste Industrier. Af Levnedsmiddelindustrien
fremhæves i øvrigt Rismøller i Lombardiet,
Ostefabrikation, Oliefabrikation (i Norditalien
af indførte Raastoffer: Oliefrø, Ricinus m. v.,
i Syditalien af Oliven), Kødkonservering
(Bologna og Modena), Frugttørring o. s. v.
Som det vil ses er næsten hele I.’s Industri
samlet i Norditalien, Toscana og Emilia.
Dels ved fremmed Kapital, dels ved
Regeringsforanstaltninger har dog ogsaa Syditalien faaet
en Del storindustrielle Bedrifter:
Bomuldsvæverier, Maskinfabrikker m. v. (Ilva ved Neapel,
der faar sit Jernerts fra Elba). Salt- og
Tobaksfabrikationen er Statsmonopoler; begge er store
Indtægtskilder, idet Tobaksmonopolet indbragte
i 1913-14 350 Mill. Lire, i 1917-18 835 Mill.
lire, Saltmonopolet henh. 90 og 122 Mill. Lire.
Beskattet og statskontrolleret er endvidere
Produktionen af Spiritus, Øl og Mineralvand,
Sukker, Cikorie, Gas, elektr. Lys og Fyrtøjer,
Eksplosionsstoffer o. l., visse Olier; under
Krigen er Tændstikfabrikationen blevet
Statsmonopol.
Den ital. Fabrikarbejder er fingernem, flittig,
intelligent og nøjsom, men ikke saa skolet som
de gl. Industrilandes Arbejdere; hans Løn
ligger ogsaa lavere end disses; en Dagløn paa 4
Lire i 1914, 8 Lire i 1918 synes at være ret
alm., men Lønniveauet har været meget forsk.
særlig under Krigen. Organisationsvæsenet er
af et ret betydeligt Omfang; Fagforeningerne er
spaltede i »frie« og katolske Foreninger,
foruden isolerede Foreninger. Hjælpeforeninger
(mentuo soccorso) med Englands friendly
societies som Forbillede er ret udbredte, og selv
om de gennemgaaende er smaa, er de ikke
uden Bet., bl. a. som Forbrugsforeninger.
Folkebanker og Laaneforeninger er oprettede dels
med rent økonomiske og sociale Formaal, dels
med klerikale Formaal; samme Deling gør sig
gældende indenfor de mange kooperative
Produktionsforeninger. Den sociale Lovgivning
staar forholdsvis langt tilbage, baade hvad
Arbejderbeskyttelse og den sociale Forsørgelse og
Forsikring angaar. Den første alm. Fabriklov
er fra 1907; den rettede i nogen Grad paa de
forfærdelige Forhold, der herskede bl. a. i
Svovlminerne. 1898 indførtes Ulykkesforsikring
for Arbejdere og oprettedes nationale Kasser
for frivillig Forsikring mod Invaliditet og
Alderdom. I alle Industribyer findes Arbejdskamre
(Camere del lavoro) med Mægling og Voldgift i
Arbejdsstridigheder, Arbejdsanvisning,
Folkebiblioteker o. l. som Formaal. 1914 havde disse
Arbejdskamre c. 600000 Medlemmer.
J. D.
Handel og Skibsfart.
Handel. I.’s Beliggenhed ved Middelhavet
som et naturligt Mellemled mellem Orienten,
Nordafrika og store Dele af Syd- og
Mellemeuropa, dets udstrakte Kyster og naturlige
Havnepladser har givet det rige kommercielle
Muligheder, og saavel Romerriget som
Middelalderens ital. Stater og Stæder var Centrer for
Verdenshandelen. Endnu bærer Handelens
Terminologi i alle Lande sit Præg heraf. Nutidens
I. indtager en mere tilbagetrukken Stilling i
Verdensomsætningen. Handelens Hovedruter
gaar ad andre Veje; selv de Forhaabninger,
der i I. knyttedes til Sueskanalen blev kun
svagt opfyldte. Ud over Indførsel til sit
Forbrug og Udførsel af egne Produkter har I.
kun nogen Mellemhandel af Varer, der fra
Havnebyerne ved Middel- og Adriaterhavet
føres til Schweiz o. a. Egne N. f. Alperne.
Medens Kongeriget I. opr. var et
Frihandelsland, slog det 1887 ind paa en
Beskyttelsespolitik, hvis første Følge var en Toldkrig med
Frankrig, der først afsluttedes 10 Aar senere,
men hvis Bet. for Industriens Opkomst ikke
kan underkendes. I.’s Kolonialpolitik har kun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
