Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Sprog)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Latinens tre Køn er kun Hankøn og Hunkøn
bevarede, medens Neutrum er forsvundet;
Neutrumsordene er blevne Hankøn: vinum
> vino, corpus > corpo. ell., for saa vidt
Flertalsformen har sejret, Hunkøn: folia >
foglia, opera > opera. Som isolerede
Neutrumsrester kan anføres Flertalsendelserne -a
i Ord som braccia, corna, uova og -</i> i le
quattro tempora og ved Analogi i le donora;
i det ældste Sprog og i moderne Dialekter
forekommer -ora hyppig. Hvad de forsk.
Deklinationer angaar, indskrænkedes de til tre,
idet 4. og 5. assimileredes med 2. og 1., og
Kasus indskrænkedes til een, idet snart
Akkusativsformen, snart muligvis Nominativsformen
(særlig i Ft.) sejrede. For Enkelttal faas som
typiske Former casa, libro, signore; for Ft.
case, libri, signori. Flertalsdannelsen uden s
er et vigtigt Skelnemærke mellem de
vestromanske Sprog (gallo-romansk og
hispano-romansk, hvor udlydende s bevares) og de
østromanske. - II. Adjektiver. Udvikling,
hvad Køn og Kasus angaar, er som ved
Substantiverne. Vi faar derved to Grupper, een,
der har særlige Former for Han- og Hunkøn
(buono buona - buoni buone), en anden, der
kun har een Form for de to Køn
(grande - grandi); i det ældre Sprog og i Dialekterne
assimileres hyppig den sidste Gruppe med den
første. Komparationen foregaar som i
Galloromansk ved Tilføjelse af plus > ital. più.
Af organiske Komparativformer er bevarede
maggiore (majorem), minore (minorem),
migliore (meliorem), peggiore (pejorem)
og maggio (majus), meno (minus), meglio
(melius), peggio (pejus). - III.
Pronominer. I de personlige Pronominer findes
endnu Kasus: egli < ille, lo < illum, gli
< illi etc. Af ejendommelige Former skal
i øvrigt blot fremhæves eglino og elleno, hvis
uetymologiske Endelse muligvis er opstaaet ved
Stavelsesharmoni og skyldes Paavirkning fra
Verbet: egli amano > eglino amano. De
demonstrative Pronominer er dannede af ille
og iste sammensat med ecce (eccum):
eccum + iste > questi, questo; eccum +
ille > quegli, quello etc. Af det
usammensatte iste havde man i det ældre Sprog esto,
nu kun bevaret i afkortet Form i stanotte,
stasera o. s. v. Endvidere maa mærkes esso af
*ipsus (for ipse). Dette Pronomen fungerer
som Artikel i Sardinsk; overalt ellers i I.
bruges Former afledede af ille. Af Nydannelser
inden for de ubestemte Pronominer anføres
alcuno (aliquis + unus, niuno (nec +
unus), veruno (vel + unus), ciascuno
(quisque + unus), cadauno (κατά unus).
- IV. Verber. Af Verbets Maader er Passiv
og Deponens forsvundne. Passiv er erstattet af
en Omskrivning: amor fortrænges af
amatus sum, sono amato. Af Aktiv bevares de
fleste Tider; dog bortfalder i Indikativ,
Pluskvamperfektum, Futurum og Futurum exactum;
i Konjunktiv Imperfektum (bevaret i Sardinsk)
og Perfektum; i Infinitiv, Perfektum og
Futurum exactum; desuden Supinum. Præsens
Participium bevares væsentlig som Adjektiv
(amante) og erstattes i øvrigt af Gerundium
(amando). Ny Fortidsformer dannes ved
Sammensætning af Perfektum Participium af avere: ho,
aveva, ebbi o. s. v. amato; ny Fremtidsformer
ved Sammensætning af Infinitiv af avere: amerò
(for amarò) = amare + ho (amare
habeo), ameria (syditaliensk) < amare + avia
(amare + habebam), amerei < amare
+ ebbi (amare + habui). Hvad
Endelserne angaar, maa mærkes flg.: 2. Persons
Enkelttal ender overalt paa i: ami, temi, odi,
o. s. v.; Latin havde -s (smlg.
Flertalsdannelsen i Nominer). 1. Persons Flertal i Præsens
har -iamo (amiamo, crediamo, sentiamo); i det
ældre Sprog og delvis i moderne Dialekter
findes amamo, credemo, sentimo; Anvendelsen af
-iamo skyldes muligvis Analogi fra siamo. 3.
Persons Flertal er blevet udvidet ved Tilføjelse
af Vokalen o: amano, credono, sentono, o. s. v.
I Perfektum af de stærke Verber har det
latinske Accentskifte bevaret sig: dissi, dicésti, disse
o. s. v. - V. Partikler. Af de talrige
Nydannelser inden for de ubøjelige Ord skal blot
nævnes Adverbierne paa -one (-oni), der
angiver Bevægelse og Stilling: saltellone -i,
tastone -i, boccone -i, ginocchione -i, og dem paa
-mente: bellamente, cortesemente, o. s. v.;
denne sidste Endelse er oprindelig et
Substantiv (lat. mens) og kunde i det ældre Sprog
(som i Spansk og Provençalsk) skilles fra
Adjektivet: villana e aspra mente. (E. Gorra,
Morfologia italiana [Milano 1895]).
Orddannelse. — I. Afledning. Ny
Ord dannes stadig i stor Mængde ved Hjælp
af forsk. Endelser. For Nominernes Vedk.
anføres som de vigtigste Endelser: -ajo, -aro
(-are), -iere, -one, -ano, -ino, -ile, -olo, -oso,
-ese, -ato, -eto, -uto, -ezza, -ardo, -ista;
endvidere med diminutiv Betydning: -ello (-cello,
-rello), -no (-cino), -itto, -atto, med
augmentativ Betydning: -one, -occio, (-ozzo), -ollo, o. s. v.
med pejorativ Betydning: -accio (-azzo), -uccio
(-uzzo), -uglio o. s. v. Som praktisk Eksempel
hidsættes Afledningerne af scarpa (Sko):
scarpajo ell. scarparo (ambulant Skosælger);
scarpata (Slag med en Sko); scarpina ell. scarpino
(fin, lille Sko, Balsko); scarpetta (lille Sko);
scarpettina (d. s.); scarpettiere (Skomager);
scarpone (Halvstøvle); scarponcello (d. s.);
scarponcellino, scarpaccia (daarlig, slidt Sko);
scarpuccia (d. s.). Ny Verber dannes efter a-
og efter i- Konjugationen; -are bruges særlig
ved Afledninger af Substantiver og er den
hyppigst anvendte Endelse: bastone - bastonare,
colore - colorare, ragione - ragionare; -ire
forekommer især ved Adjektiverne: bianco -
imbianchire, biondo - imbiondire, magro -
smagrire; dog findes ogsaa, om end sjældnere,
-ire ved Substantiver: colore - colorire, grano
- granire, ligesom omvendt -are forekommer
ved Adjektiver: bianco - imbiancare, magro
- smagrare o. s. v. Af udvidede
Afledningsendelser anføres -icare, der dog nu er
forholdsvis lidet anvendt: amaricare, bianchicare,
rossicare, febbricare o. s. v. (forældede
Former, fortrængte af -eggiare); eggiare i
ancoreggiare, fiammeggiare, costeggiare, lampeggiare
o. s. v.; -ettare i bombettare, zappettare,
gambettare o. s. v. - II. Sammensætning.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
