Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Sprog)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sammensatte Ord dannes med 1) Partikler; de
vigtigste er: a-, arci, con-, di-, in-, ri-, s- (sci-),
so-, tra- (fra-), stra-; 2) Nominer: capobanda,
caposcuola, cavolfiore, madreperla, nottetempo,
barbarossa; belladonna, mezzogiorno, agrodolce,
variopinto; 3) Verber: guardaboschi,
portalettere, rubacuori, spazzacammino, arrivabene,
gridalto, saliscendi o. s. v.
Dialekter. De dialektale Afskygninger i
I. er talrige og stærkt fremtrædende; men
Pladsen tillader ikke at gøre detailleret Rede for
dem; kun enkelte af de særlig fremtrædende
Ejendommeligheder vil finde Omtale i det flg.
Allerede Dante havde Øret aabent for sit Sprogs
Dialekter; han antog (De vulgari eloquentia,
Kap. 10), at der fandtes 14, og hans Inddeling
har endnu i alt væsentligt Gyldighed, selv om
den er blevet baade simplificeret og uddybet
af den moderne Videnskab. Dialektstudier er i
den nyere Tid blevne drevne med stor Iver og
Dygtighed, og mange betydelige Arbejder af
italienske og fremmede Forskere har set Lyset.
Centrum for disse Studier er det af G. I. Ascoli
grundlagte Archivio glottologico iialiano (Bd I,
1873 ff.). De italienske Dialekter kan henføres
til 4 Hovedgrupper: Sardinsk, Syditaliensk,
Centralitaliensk og Norditaliensk (G. Bertoni,
Italia dialettale [Milano 1916]). - I. Sardinsk.
De sardinske Dialekter deles i 1)
Centralsardinsk (il logodurese), 2) Sydsardinsk (il
campidanese) og 3) Nordsardinsk (il gallurese),
nær beslægtet med Korsikansk. Af disse er
Logoduresisk den bedst kendte og, i væsentlige
Punkter, den mærkeligste; den indtager i det
hele en Særstilling saavel i fonetisk som i
morfologisk Henseende og har bevaret mange
Ejendommeligheder, som er gaaede tabt i de andre
romanske Sprog. Vokalsystemet er saaledes
bevaret forholdsvis uforandret (ingen diftongerede
Vokaler), og det præpalatale k er ikke blevet
assibileret: chelu (cælum), chentu (centum),
chera (cera). Endvidere kan mærkes qu, gu
> b (equa > ebbu, quaranta > baranta,
sanguine > sambene), ll > dd (nulla >
nudda), lj > [ž] (pajea > paza), nj >
[nž] (castanea > castanza) o. s. v., foran
initialt s impura udvikles i (spatha > ispada),
og sætningsfonetiske Dubletter (Sandhi, s. d.)
er meget alm. (binu, men su inu). I
morfologisk Henseende maa mærkes Artiklen su, sa
(af * ipsus, ipsa) og Bevarelsen af Imp.
Konjunktiv. - II. Syditaliensk. De
syditalienske Dialekter deles i 1) Siciliansk og 2)
Neapolitansk, der omfatter 6 Hovedgrupper:
a) il calabrese, b) il basilisco, c) l’ ottrantino,
d) il leccese, e) l’abbruzzese, f) il napolitano.
Fælles for disse Dialekter er Assimilering af
nd, mb, nv til nn, mm (scendere > sic.
sinniri, neap. scennere; plumbum > sic.
chiummu, neap. chiumme); Udvikling af pi og
fi til k(i) og [š] più > chiù; fiore > sic.
sciuri, neap. sciorə, Prostese af a (ricamare,
sic. arricamari, neap. aragamare), Tendens til
Konsonantfordobling (dopo, sic. doppu).
Særligt for Siciliansk er e, i > i og o, u > u
(habere > aviri, jugum > jugu), ll >
dd (caballum > cavaddu, bellum >
beddu). Særlig for Neapolitansk er
Diftongering af e og o i lukket Stavelse (herba >
iereva, mortuus > muorte, dormit >
duorme) og Svækkelsen af alle udlydende
Vokaler til [ə]. - III. Centralitaliensk. De
centralitalienske Dialekter deles i 1)
Romersk-Umbrisk og 2) Toskansk med Underafdelingerne
a) Senesisk, b) Aretinsk, c) Florentinsk-Pisansk,
d) Lucchesisk. Ejendommelig for de romerske
Dialekter er Assimileringen af ld, nd, mb til
ll, nn, mm {caldo > callo, quando > quanno,
piombo > piommo) og l (+ Kons.) > r {svolge
> svorge, qualche > quarche o. s. v.).
Ejendommelig for Toskansk er Forandringen af
intervokalt k til [x] udtales som et kraftigt h):
dicono > dixono, la casa > la xasa o. s. v.
(dette Fænomen kaldes »la gorgia fiorentina«),
og i morfologisk Henseende Omskrivningen noi
si canta (for cantiamo), der ogsaa trænger ind
i det moderne Litteratursprog. - IV.
Norditaliensk. De norditalienske Dialekter deles
i 1) Venetiansk og 2) Gallo-Italiensk, hvilken
sidste Gruppe atter falder i a) Emiliansk, b)
Lombardisk, c) Piemontesisk, d) Genuesisk. Som
karakteristisk for Venetiansk kan fremhæves
Forstumning af intervokalt t (marito > mario,
finitor> finio, crudo > cruo, amata > amâ),
desuden chi > [č] chiave > čave, chiama >
čama), [č] > s (felice > felise, cinque >
sinque), og gi > z {giovine > zovene, giorno >
zorno). Fælles for Gallo-Italiensk er
Overgangen fra u til y (duro > dyr, muro > myr),
Bortfald af ubetonede Vokaler (undt. a) særlig
i proparoxytone Ord, Omlyd af betonet e og o
under Paavirkning af udlydende i (questo,
questi > quest, quist; glorioso, gloriosi > glorios,
glorius). Udvikling af Nasalvokaler (ell. velært
n). Sporadisk forekommer desuden a > e, e,
i > ei, o, u > ou, o > ö (cor > cör, movet
> möve), ct > it (factum > fait) o. s. v.
(Biondelli, Saggi sui dialetti gallo-italici
[1853]).
Forholdet mellem Dialekt og Skriftsprog er,
som alt antydet, meget ejendommeligt i I. og
ret forsk. fra, hvad vi kender fra andre Lande.
I Alm. tager den til Fællessprog ophøjede
Dialekt lidt efter lidt Magten fuldstændig fra de
øvrige Dialekter, som fra at være
Litteratursprog efterhaanden synker ned til at blive
ukultiverede Bondemaal. Saaledes har Udviklingen
dog ikke været i I. Det er ovf. omtalt,
hvorledes Litteratursproget udviklede sig til at
blive et ideelt Normalsprog,, der ikke taltes
nogensteds, og det er netop en af de
væsentligste Grunde til, at Dialekterne har kunnet holde
sig livskraftige ved Siden af Fællessproget; ikke
blot har Bonden og det menige Folk overalt
bevaret deres lokale Mundart, men ogsaa de
højere Stænder i og uden for Byerne taler
gerne Dialekt i Privatlivet. Saa livskraftige er
endogsaa Dialekterne i vore Dage, at der i de
fleste større Byer udgives een ell. fl. Aviser paa
vedk. Bys Sprog. Ogsaa uden for den
journalistiske Døgnlitteratur bruges og særlig brugtes
Dialekterne som Skriftsprog; vi træffer dem
anvendte i Eventyr, i Komedier og i alle Slags
Viser og Sange. En Udsigt over den italienske
Dialektlitteratur vilde kræve for megen Plads,
kun enkelte Navne skal anføres. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
