- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XII: Hvene—Jernbaner /
658

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Sprog) - Italien (Litteratur)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Eventyrlitteraturen er særlig mærkelig Grev Basile’s
Samling Pentamerone, skrevet i neapolitansk
Dialekt. Paa Komediens Omraade maa foruden
Goldoni forsk. gl. commedie rusticali nævnes.
Men særlig Viselitteraturen er meget
omfattende; af nyere Navne skal fremhæves
Neapolitaneren Nicola Gapasso (d. 1745), Romerne
Giuseppe Berneri (Forfatteren til Il Meo
Patacca) og Satirikeren Giuseppe Belli, Milaneserne
Carlo Porta (d. 1821) og Tomaso Grossi (d.
1853), Venetianerne Giuseppe Giugie og Lodovico
Pasto o. s. v. Det maa endvidere tilføjes, at
der til Studiet af moderne Dialekter foreligger
talrige Samlinger af Folkeeventyr og -viser
udgivne (og hyppig stenografisk nedskrevne) af
Folklorister som Pitrè, Imbriani, Comparetti,
Finamore, St. Prato o. a. Om Dialekternes
Forhold til Litteratursproget er endnu at mærke,
at til Trods for Puristernes Anstrengelser har
adskillige Dialektord i Tidernes Løb faaet
Borgerret i det litterære Fællessprog. Som
Eksempler kan anføres alice (sic), ammainare,
cavolo
(sydital.), carena, citrullo (neap.),
ciucco. doge, dogaressa (venet.), fanciullo (neap.),
fogno, lido (nordital.), moscado (nordital.),
mota, prua, topa o. s. v.
Kr. N.

Litteratur.

I. Middelalderen.

1) Før Dante. Det italienske Folks
Litteratur - vi holder os her væsentlig til
Skønlitteraturen i Nationens eget Sprog - tager
sin Begyndelse paa Sicilien i 13. Aarh.’s første
Halvdel. Frederik II, den i Syditalien
fødte Hohenstauferkejser, er det første Navn,
her møder os. Ved det yppige, halvt orientalske
Hof i Palermo, hans Yndlingsopholdssted,
dyrkedes ikke blot Videnskaberne, med Araberne
som Vejledere, men der blev digtet Sange i
Øens Dialekt, Kunstpoesi med litterære
Prætensioner. Dette var noget nyt, et Vendepunkt
i Nationens Udviklingshistorie. Men det er
ingen original Poesi, som Kejseren og hans
digtende Hofsinder og Riddersmænd (Enzio,
Frederik’s egen Søn, Statsmanden Pietro della
Vigna, Jacopo da Lentini o. m. fl.) frembringer:
den er en Afglans af Provence’s
Troubadourlyrik, som i sit Hjemland allerede da var i
Tilbagegang, men havde begyndt at sende sine
Udløbere ind i Nabolandet, saa at indfødte
Italienere havde givet sig til at digte i det
provençalske Sprog og paa provençalsk Manér.
Saaledes Alberto Malaspina fra Bologna (d.
1210) og Mantuaneren Sordello, hvis
Digtervirksomhed tilhører Tiden omkr. 1250, og hvis
Navn er det berømteste bl. de
italiensk-provençalske Troubadourer. Hvad Sordello’s
sicilianske samtidige kunde regne sig til Fortjeneste,
var, at de benyttede I.’s »Vulgærsprog« til
deres Digtning; thi Billedsproget, det erotiske
Stof og den metriske Form er hos dem laante
og konventionelle. Dog stammer Sonetten, en
Digtart, som senere skulde faa saa stor
Anvendelse baade i og udenfor Italien, fra denne
Tid. Den ældste overleverede er fra 1220 og
skyldes Pietro della Vigna. Ogsaa den
nordfranske Litteratur, baade dens Heltedigtning,
dens satiriske og dens allegoriske Poesi, fik en
Del Udbredelse, navnlig i Norditalien, og de
franske Heltedigte foredroges af omvandrende
Digtere paa et ejendommeligt fransk-italiensk
Blandingssprog,

Den sicilianske Hofpoesi slog hurtig og godt
an i Halvøens forsk. Egne. Toscana, der skulde
faa saa stort et Navn i Litteraturhistorien,
begyndte allerede nu at prange med berømte
Digternavne, hvis Berømmelse rigtignok i
senere Tider er svundet betydelig ind, men
som dog betegner Mærkepæle i Udviklingen og
for deres egen Tid stod i Glans. Nævnes maa
især Guittone fra Arezzo (1220-94), hos
hvem den formalistiske Erotik skydes til Side
for filosofiske, religiøse og politiske Emner; han
fik fl. Efterfølgere under Firenzes stærkt
bevægede politiske Kamptider, navnlig den
talentfulde Chiaro Davanzati (omtr. 1230-80);
endvidere den humoristiske Rustico di Filippo
(ligeledes omtr. 1230-80) og Brunetto
Latini
(omtr. 1220-94 ell. 95), Forf. af
Læredigtet Tesoretto i allegorisk Form, paavirket
af franske Forbilleder. Men en Stund saa I.
ikke hen til Firenze som Landets litterære
Hovedstad, derimod til Bologna, hvor Guido
Guinicelli
ell. Guinizelli (f. omtr. 1230,
d. 1276) vakte Samtidens udelte Beundring ved
sit Digt om Kærlighedens Væsen, et Forsøg paa
at lægge mere Filosofi, om ikke Inderlighed i
den provençalsk-sicilianske Formkunst, og hans
Indflydelse paa de ovf. nævnte Florentinere er
kendelig. Disse Forfattere er væsentlig Digtere,
- Prosaen kommer i det hele langsommere
med; dog maa fremhæves en Del Breve af
Guittone og Brunetto’s encyklopædiske Værk,
Li Trésors, »Skatkammeret«, som han ganske
vist skrev paa Fransk, men som fik stor
Udbredelse i hans Fædreland. Andre Prosaværker
fra denne Periode er Oversættelser af latinske
og franske Skr, nemlig Krøniker,
Ridderromaner, moralske Lærebøger og belærende og
underholdende Smaafortællinger og Fabler. Nogle
retoriske Regelbøger og moraliserende
Eksempelsamlinger samt Historie- og
Anekdotebøger er Periodens italienske Originalværker i
Prosa. Af mest Værdi er Bono Giamboni’s
Introduzione alla virtù, skrevet i særdeles godt
og klart Sprog, og den Samling af 100 korte
Fortællinger, der gaar under Navnet Il
Novellino
. Den Poesi, vi hidtil har omtalt, henvendte
sig saa godt som udelukkende til de Lærde og
Fornemme. Af mere jævn og folkelig Art er
nogle Læredigte i lombardisk Dialekt, vistnok
af norditalienske Munke, nogle lystige
florentinske Selskabssange og - især af Bet. - et
Antal kristelige Hymner og aandelige Viser,
som den fra San Francesco d’Assisi udgaaede
religiøse Bevægelse, Flagellanternes, havde
fremkaldt, og som fik sit betydeligste Udtryk
i Jacopo da Fodi’s laude. Nævnes maa ogsaa
I fioretti di San Francesco, en ital. Fremstilling
af Episoder fra denne Helgens Liv.

Samler vi i en Sum, hvad dette Litteraturens
første Tidsrum udretter, saa maa dens Virken,
betragtet med en senere Tids Blikke, afgjort
betegnes som forberedende. Den naar ingen
store Resultater, frembringer intet aandeligt
Storværk, men der tilvejebringes, under
mangesidigt og livligt Arbejde, et Materiale, som det

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:55:51 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/12/0674.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free