Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ogsaa af Bet. som Prosafortæller, og Lyrikeren
og Didaktikeren Fazio degli Uberti (omtr.
1310-70). Den mest navnkundige Efterligner
af Petraroa er imidlertid Boccaccio, hans yngre
Ven, der kan siges i mange Maader at
fortsætte hans Gerning. Som lærd Latiner har han
udrettet meget for de klassiske Oldtidsstudier
og selv skrevet en Række populariserende Værker
i det lat. Sprog. Bl. hans talrige italienske Skr
staar de prosaiske øverst, og da navnlig
»Decameron«, hvori han viser sig som en Mester i
Fortællekunst og giver den ital. Prosa den
Karakter, som den længe kom til at beholde,
støttet paa det florentinske Folkemaal, men
med mangen ciceroniansk Efterklang. Hans
Arbejder i bunden Stil indeholder dog ogsaa
meget smukt, f. Eks. den nydelige Idyl Ninfale
Fiesolano og det episke Digt La Teseido, i
hvilke allerede de otteliniede Stanzer, der siden er
formede af saa mangen en Mesterhaand, er
behandlede med ikke ringe Lethed. Det maa
endvidere bemærkes, at Boccaccio har den
Fortjeneste ikke at have glemt Dante over
Petrarca, og han har i Dante-Forskningens
Historie erhvervet en Plads ved de Bøger, hvori
han fortæller den store Forgængers Liv og
fortolker hans Hovedværk, »Komedien«. -
Boccaccio’s Prosa fremkalder hurtig en ret anselig
Litt. i ubunden Stil. Det er Noveller som Il
Pecorone af Ser Giovanni Fiorentino, af
Franco Sacchetti o. a., Krøniker, navnlig af
Florentinerne Matteo og Filippo Villani, de
ejendommelige religiøse Betragtninger i Brevform af
Helgeninden Caterina da Siena m. m. Paa
Grænsen af Prosaen staar en Del Læredigte,
bl. hvilke dog et enkelt, Federico Frezzi da
Foligno’s Quadriregio (omtr. 1375), ikke uden
Held vover sig ind i Dante’s Fodspor.
Overdrevent rig Poesi er der ikke i de mange
fortællende Digte fra 14. Aarh.’s sidste Halvdel,
men de af dem, der er spundne over Emner af
den karolingiske Sagnkreds, faar dog Bet. som
Forløbere for en senere Tids Pragtstykker af
romantisk Epik. Endvidere skal nævnes, at det
religiøse Drama udvikler sig i denne Periode
gennem hellige Forestillinger (sacre
rappresentazioni), der svarer til de fr. Mystères og
Miracles.
II. Renaissance, Klassicisme og
Dekadence.
1) Renaissance. Hvad man kalder
»Renaissancen« i det ital. Aandsliv - og derefter
i andre Landes - er en temmelig sammensat
Bevægelse. Det er en Opblomstren og Rejsning
under ny Stats- og Samfundsformer af det fri,
individuelt menneskelige, der giver Kirkens
allestedsnærværende Overmagt et Knæk. Det
er en Stræben hen imod at udtrykke moderne
Følelser og Tanker i moderne Sprog og Form,
en Retning hen imod national Litteratur og
Kunst. Men det er tillige en Given sig ind
under en stor Fortids Ledelse, under Antikkens,
idet dette Tidsrum af Menneskeslægtens
Kulturudvikling just nu blev kaldt til Live igen
ved et mærkeligt Sammentræf af
Omstændigheder, hvoriblandt græske Flygtninges Komme
fra Balkan-Halvøen til I. er en af de vigtigste.
Man blev saa overvældet af den Herlighed, der
aabenbarede sig, især fra Grækenlands gamle
Litteratur, at den aandelige Virksomhedstrang
i I. en Stund fandt sig næsten udelukkende
tilfredsstillet ved det ivrige Studium af
Oldtidsværkerne og ved ligefrem Kopieren af dem, for
senere at naa til en mere beaandet Opfattelse.
I Samklang hermed benytter Humanisterne -
den ny Kulturs Bannerførere mod det
middelalderlige, Petrarca’s og Boccaccio’s Følge som
Dyrkere af de klassiske Studier - sig aldeles
overvejende af det latinske Sprog til deres
litterære Arbejder. Den store Skare af lærde
Italienere, i Tiden fra Boccaccio’s Død og
gennem hele 15. Aarh., kan vel saaledes ikke siges
i strengeste Forstand at tilhøre den italienske
Litteraturs Historie. Men en Fremstilling af
denne vil dog ikke kunne undgaa at nævne
nogle af de vigtigste bl. dem, der ved at samle,
udgive og kommentere antikke Haandskrifter,
udbrede Kendskabet til Oldtidens Monumenter,
dens Sprog, Filosofi, Digtning, Historie,
Samfundsliv, Talekunst og Brevstil og selv
frembringe Skriftværker i nøje Tilslutning til dens
Mønstre, har nedlagt mangt et Frøkorn og sat
mangen en Tanke i Omløb. Rækken gaar fra
Florentineren Coluccio Salutati (1331-1406)
over Giovanni Aurispa fra Sicilien (1369-1460),
Leonardo Bruni fra Arezzo (1369-1444) og
Guarino Guarini fra Verona (1370-1460),
Vittorino da Feltre (1378-1446), Poggio Bracciolini
(1380-1459), Francesco Filelfo (1398-1481),
Enea Silvio Piccolomini (1405-64) og Lorenzo
Valla (1405-57) til Florentineren Cristoforo
Landino (1424-1504), Syditalienerne Giovanni
Pontano (1426-1503) og Pomponio Leto
(1428-98) samt endelig Toskanerne Marsilio Ficino
(1433-99) og Angelo Poliziano (1454-94). Men
ved Siden af denne megen Latinitet
fremblomstrede efterhaanden ogsaa en Litteratur i
Landets eget Sprog under Indflydelse af
Humanismens Ideer og Former og med enkelte af dens
bedste Navne bl. sine Forfattere. Deriblandt
fremfor andre den nysnævnte Angelo
Poliziano (egl. Ambrogini, fra Montepulciano),
en Lyriker af høj Rang, der forener folkelig
Friskhed med antik Stilfuldhed og i sine
ufuldendte »Stanzer« om en Turnering i Firenze
behandlede det for Italienerne spc. episke
Versemaal med en Elegance, som næppe er
overtruffet. Han hørte til den Kreds, der i Firenze
omgav Medici’ernes »borgerlige Fyrsteslægt«
og bidrog til endnu engang at hævde Stadens
aandelige Forrang. Her i Dante’s Fødeby havde
i 15. Aarh.’s Beg. saavel »Divina Commedia«’s
Forf. som hans to store Landsmænd og
Efterfølgere fundet en Del ubetinget Tilslutning;
navnlig var der mange Lyrikere, som helt gik
op i Efterligning af Petrarca’s fordringsfulde
Kunst; men sideordnede hermed er der
mærkelige og mangeartede Tilløb og Frembrud i
andre Retninger. Feo Belcari (1410-84)
udmærker sig baade som Prosaskribent og som
religiøs Skuespildigter, Barberen
Burchiello (1404-1449) digter burleske Sonetter,
Bonaccorso Pitti (1354-1430) skriver interessante
Memoirer, Andrea di Jacopo da Barberino di
Valdelsa (omtr. 1372-1431) omdigter den
franske Epik til Ridderromaner i Prosa, I Reali di
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
