Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Francia, den ægte Humanist Leon
Battisita Alberti (omtr. 1407-72), saa at sige
idealt dannet efter sin Tids Krav, benytter det
italienske Sprog til filosofiske og æstetiske
Afhandlinger og Dialoger, og den som Maler,
Videnskabsmand og Filosof lige anerkendte
Leonardo da Vinci skriver sine fragmentariske,
men interessante og originale Studier. Under
Lorenzo de’ Medici’s Herredømme er
det, at Sammensmeltningen mellem det antikke
og det moderne mere og mere fuldbyrdes. Da
er det, at Luigl Pulci (1432-84) benytter
de gl. karolingiske Sagnhelte til et broget og
livligt, fortællende Digt, Morgante. Samtidig
kalder Poliziano, Periodens ypperste Digter,
det hedensk-verdslige Drama til Live ved sit
fine og graciøse lille Festspil Orfeo. Cristoforo
Landino, den før nævnte Humanist, fortolker
Dante paa Italiensk; en Rk. Historikere (som
Vespasiano da Bisticci o. fl.) bevarer Mindet
om det rige Tidsrum, hvori de lever; religiøse
Skuespil og Sange frembringes i Mængde. Og
selve il Magnifico, om hvem saa godt som alt
samler sig, lægger ædel Smag og opr.
Digterbegavelse for Dagen i sine Idyller, Sonetter
o. a. Digte. Uden for den hele Gruppe og
fjendsk mod dens Retning, hvis Magt han dog
selv ikke helt kan unddrage sig, staar den
vældige asketiske Taler Girolamo
Savonarola, tillige med Lorenzo den mest
ejendommelige af alle Tidens Skikkelser.
Foruden Firenze bliver nu ogsaa andre ital.
Byer Sæde for livlig litterær Produktion,
særlig Milano, Neapel og Ferrara. Her er ikke
ringe Forfatternavne at nævne: Matteo
Maria Boiardo (1434-1494), der tilhører
Ferrara og digtede det store romantiske Epos
Orlando innamorato, ridderligt i Grundtonen,
men med klassisk Biklang, samt desuden
megen smuk Lyrik; Jacopo Sannazzaro
(1458-1530) fra Neapel, der gled fra den
latinske Poesi over til den italienske og vandt sine
bedste Laurbær i denne, dels ved lyriske Digte,
diels ved Hyrderomanen Arcadia, - det er de
to mest ansete og anselige, henh. i Nord- og
Syditalien. Men foruden dem kan nævnes
Venetianeren Leonardo Giustiniani (1388-1446)
med sine Smaasange i Folkestil, Serafino dell’
Aquila (1466-1500), Masuccio fra Salerno
(omtr. 1420-90), af hvem man har en Samling
Noveller, den paalidelige, omhyggelig
dokumenterende Historieskriver Bernardino Corio
(1459 til omtr. 1510) fra Milano og den
ferraresiske Hofmand Pandolfo Collenuccio
(1444-1504), der baade virkede som Historiker og
som poetisk Oversætter.
2) Klassicismen. Den stærkt
blomstrende og paa Mesterværker saa rige
Litteratur, som Tiden fra 15. Aarh.’s Slutn. til langt
ned i 16. Aarh. har at opvise, bygger paa
samme Ideer som dem, der blev de bærende
i den forrige Periode. Dennes Higen og
Stræben er nu forbi; der er vundet et
antiktmoderne Grundlag, hvorpaa store kunstneriske
Begavelser digter og tænker, en kort Stund i
Samklang med en sikker Nationalbevidsthed,
siden (ɔ: fra henimod Aarhundredets Midte)
- da den politiske Forkuelse indtræder -
søgende Forglemmelse for de trange Tider i
Formglæde og Vittighedsspil, indtil det hele
udmunder i Baroktidens Maniererthed,
Vi vil kortelig omtale de fornemste bl. de
klassiske »Cinquecentister«, idet vi kaster et
Blik paa Litteraturens forsk. Grene, en efter
anden; det vil da ses, at næsten alle I.’s Egne
har givet deres Kontingent til denne Litteratur.
Af Epikere er først at nævne Lodovico
Ariosto (1474-1533) i Ferrara, der med sin
Orlando Furioso, dette skønhedsaandende,
farverige og yndefulde Digt over et ofte
behandlet Emne, vinder Position som
Aarhundredets mest glimrende Digter (se Ariosto).
En Mængde ringere Poeter betræder samme
Bane og skriver lange versificerede
Fortællinger om Rinaldo og Orlando, Angelica og
Amadigi. Til de bedre hører Francesco
Berni, hvis Orlando innamorato dog omtr. kun er
en Omarbejdelse af Boiardo’s, Luigi
Alamanni og Bernardo Tasso. De to
sidstnævnte tilhører imidlertid snarest en Skole,
der tilstræber en strengere episk Stil efter de
antikke Regler, og hvis Fører er Gian
Giorgio Trissino. Samtidig parodieres de
romantiske Heltedigte ubarmhjertig af Teofilo
Folengo (Pseudonym: Merlin Cocai) paa
»makaronisk« Latin. I Aarhundredets 2.
Halvdel kommer saa Gerusalemme liberata af
Torquato Tasso (1544-95); denne
religiøst ridderlige Digtning med formel
Beherskelse og udpræget klassisk Tilsnit maa vel
siges at naa Epos’ets Ideal i saa høj Grad, som
det er muligt for moderne Kunstpoesi.
Lyrikken tager Petrarca næsten udelukkende
til Mønster: hos ham fandt man den noble
Kunstfærdighed, som tilfredsstillede Tidens
Dannelse. De petrarkiserende Erotikere udgør
en hel lille Hær, nogle af dem virkelig
talentfulde, som Francesco Maria Molza
(1489-1544), Giovanni Guidiccioni (1500-41),
Florentineren Luigi Alamanni (1495-1556) og
den beundrede Smagsdommer, Kardinal
Pietro Bembo (1470-1547) fra Venedig, der
formulerede den klassisk ital. Stils Love. Mod
Petrarkismen optraadte især den vittige
Niccolo Franco (1515-70). En selvstændigere
Plads iblandt de lyriske Digtere hævder
Michelangelo Buonarroti, den
berømte Kunstner, glimtvis Guidiccioni og
Alamanni, Digterinderne Vittoria Colonna,
Gaspara Stampa o. fl. samt Torquato
Tasso.
Læredigtet og Satiren havde ogsaa deres
Dyrkere, og det ret talrige. Paa det første
Omraade var særlig Vergil Forbilledet saavel for
Alamanni’s La Coltivazione som for Le Api af
Florentineren Giovanni Rucellai
(1475-1525). Som satiriske Digtere med Horats til
Mønster udmærker sig Ariosto, Alamanni samt
Antonio Vinciguerra fra Venedig, Ercole
Bentivoglio fra Bologna og Pietro Nelli fra Siena.
Denne Satiredigtning grænser tæt op til den
burleske Poesi i Burchiello’s Stil, inkarneret
fornemmelig i Francesco Berni (1497-1535),
efter hvem den faar Navnet »den berneske«,
- en Genre, der fra sand Komik tit gaar
ud i det platte og flove.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
