Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
I 16. Aarh. er det først, at Dramaet sætter
Blomst. Tragedien er udpræget antikiserende
ɔ: i udvortes Henseende, for øvrigt kold og
ufrisk, med Tilbøjelighed til at præsentere
Rædselsoptrin for Effektens Skyld; bl. dens
Forfattere kan anføres Trissino, Torquato
Tasso og Pietro Aretino. Komedien lider ogsaa en
Del under Efterabelsen af den oldromerske,
men arbejder sig dog lidt efter lidt ud deraf,
og et ikke ubetydeligt Antal Lystspil og
Hverdagsbilleder er at rose for flydende og munter
Dialog, veltegnede Karakterer og godt tømret
Bygning. Her møder vi atter Ariosto’s Navn
(han har skrevet fem Komedier), endvidere er
der Grund til at nævne Giovan Maria
Cecchi (1518-87), Francesco d’Ambra
(1499-1558). Anton Francesco
Grazzini (1503-84), alle tre Florentinere, Ercole
Bentivoglio, Kardinal Bernardo
Dovizi da Bibbiena (1470-1520), den
berygtede, men talentfulde Smædeskriver
Pietro Aretino (1492-1556) fra Venedig, men
især den store Historiker Niccolò
Macchiavelli, hvis Mandragola er den bedste
Komedie bl. dem alle. En egen Art Drama,
Hyrdespillet, baseret paa den klassisk
bukoliske Poesi, udfolder sig sjælden smukt ved to
ferraresiske Digteres Talent: den ene er Tasso,
med Aminta, den anden Giambattista
Guarini (1538-1612), med den endnu
navnkundigere, om end ikke ganske saa værdifulde
Pastor fido. Mere realistiske Landboere end
disse idealiserede Hyrder træffer man i
Dialektkomedierne af Angelo Beolco fra Padova
(1502-42), kaldet il Ruzzante. Endelig maa nævnes
det improviserede Folkeskuespil, Commedia
dell’ arte (s. d.).
Prosalitteraturen er omfangsrig og derhos
betydningsfuld af Indhold. Hvad først den
Genre angaar, som staar den metriske
Digtekunst nærmest, nemlig den fortællende
Prosafiktion, saa fik Boccaccio gode Efterfølgere -
hvoraf dog ingen naaede ham - i Matteo
Bandello fra Lombardiet (omtr. 1485-1560),
Macchiavelli (Novella di Belfagor arcidiavolo),
Giambattista Giraldi fra Ferrara
(1504-73), Grazzini og Agnolo
Firenzuola (1493-1543). En omhyggelig Stil og en
stor Slibrighed er fælles for de fleste af
Datidens Noveller, ligesom for Komedierne. Der
var dog, med al den fremtrædende
Smudsighed, ingen Mangel paa Moralfilosoffer i de
Dage, som drøftede etiske Spørgsmaal i
velskrevne Afhandlinger og navnlig i Dialoger.
Saaledes Bembo og T. Tasso, Giambattista Gelli
(1498-1563), Sperone Speroni (1500-88),
Anton Francesco Doni (1513-74) og Giovanni
della Casa (1503-56), Forf. til Il Galateo.
Den ypperste bl. dem er Baldassare
Castiglione (1478-1529), en fuldendt
Gentleman efter Renaissancens Ideal, og som i sin
fortræffelige Cortegiano opstiller Normen for
Tidens fine Dannelse. Hertil slutter sig de
æstetiske og filologiske Kritikere Benedetto
Varchi, Leonardo Salviati, Annibale Caro,
Ludovico Castelvetro o. fl., som til Dels ofrede
deres Lærdom og Skarpsindighed paa
langtrukne Disputter om det Toskanskes Forrang
for de øvrige italienske Dialekter samt Ariosto’s
og Tasso’s Værd som Heltedigtere. En yndet
Form for filosofiske Betragtninger var
Epistelformen, ogsaa paa sin Oldklassisk, og en
elegant Brevstil, mest tiltalende i de virkelige
Meddelelser ved Skrift, Mand og Mand
imellem, uddannes særlig af Bembo, Annibale
Caro (1507-66), Bernardo Tasso og hans
Søn Torquato, medens den politiske, kirkelige
ell. blot oratoriske Veltalenhed har sine bedste
Repræsentanter i Lorenzino de’ Medici
(1514-48), Giovanni Guidiccioni, Giovanni della Casa
og Biskop Francesco Panigarola fra Milano
(1548-94).
Men paa intet Punkt naaede il Cinquecento’s
Prosa saa højt som i Historieskrivningen. De
fleste og fortrinligste Historikere er
Florentinere og holder sig væsentlig til
Begivenhederne i deres egen Stad; dette gælder dog
ikke om Francesco Guicciardini
(1483-1540), hvis Hovedværk er »Italiens
Historie 1492-1534«. Men Jacopo Nardi
(1476-1563), Benedetto Varchi
(1503-65); Bernardo Segni (1504-58), Donato
Giannotti (1492-1573), Filippo dei
Nerli (1485-1556) og Scipione
Ammirato (1531-1601), alle fremragende Folk af
Faget, giver en hel Kæde af Skildringer af
deres Fædrestads Skæbner til henimod Slutn.
af 16. Aarh. Og Mesteren for dem alle,
Niccolò Macchiavelli (1469-1527), en klog
og skarp Tænker og genial
Fremstillingskunstner, beretter i Storie fiorentine Byens
Udvikling og Fata indtil Lorenzo il Magnifico’s Død.
I en Rk. politiske Skr (Il Principe, Discorsi
sopra la prima deca di Tito Livio og L’arte
della guerra) lægger han paa aandfuld Vis en
vidtskuende, stor-italiensk Patriotisme for
Dagen. - Uden for Firenze virker navnlig den
dygtige Venetianer Paolo Paruta (1540-98) og
Neapolitaneren Angelo di Costanzo, ogsaa
begavet Lyriker (1507-91). - De bildende
Kunster, hvori I. jo havde naaet saa højt paa de
Tider, fandt deres Historiker i Giorgio
Vasari (1511-74), hvis Samling af
Kunstnerbiografier er af uskatterligt Værd; og af
Selvbiografierne fra Perioden skyldes den
mærkeligste netop en af dens Kunstnere,
Benvenuto Cellini (1500-71).
3) Dekadencen. At der med 17. Aarh.
oprandt en bedrøvelig Forfaldstid for I.’s
Litteratur og Kunst, har sine Aarsager dels i de
politiske og sociale Forhold, hvorunder
Halvøen tyngedes, dels i en begribelig Træthed
efter en saa voldsom Produktion som den, der
karakteriserer den foreg. Periode, hvori just
Kunstdriften havde givet sig heftigt og ensidigt
Udslag: der var ikke megen Aand tilbage til
at fylde de givne Former med. Straks er det
dog ikke helt forbi med Glansen. Og her er
det Prosalitteraturen, der fortjener mest
Opmærksomhed, især den videnskabelige.
Fysikerne Galileo Galilei (1564-1642),
Evangelista Torricelli (1608-47) og Lorenzo
Magalotti (1637-1712), Filosofferne Giordano
Bruno (1548-1600), Tommaso Campanella
(1568-1639) og L. Vanini (1589-1619) -
udmærkede Navne i Videnskabens Historie - er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
