Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
tillige Skribenter af Rang, navnlig Galilei og
Bruno. I Forbindelse med dem maa fremhæves
den noget senere Socialøkonom
Giambattista Vico (1668-1744). Fremdeles er der
højst fortjenstfulde Arkæologer og historiske
Forskere, i Lighed med Danskerne Gram og
Langebek: Ludovico Antonio
Muratori (1672-1750) er den ypperste, dernæst
Bianchini, Mazzuchelli o. fl. Den egl.
Historieskrivning er kendelig paa Retur og har ingen
Macchiavelli ell. Guicciardini mere; men Guido
Bentivoglio (1579-1644), Francesco
Capecelatro (1595-1670), Enrico Caterino Davila
(1576-1631), Pietro Giannone (1676-1748), Paolo
Sarpi (1552-1623) o. a. er dog dygtige og med
Rette ansete Forfattere. Det gælder ligeledes
om Æstetikeren G. V. Gravina (1664-1718) og
Litteraturhistorikerne Crescimbeni (1663-1728)
og Quadrio (1695-1756), af hvis Skr man dog
nutildags har mere historisk Udbytte end
direkte Fornøjelse. Den gemytlige Polemiker
Girolamo Gigli (1660-1722) bør ogsaa have sin
Plads bl. Tidens bedste Prosaikere. - Poesiens
Historie i dette Tidsrum falder i to Afsnit og
er i begge væsentlig knyttet til Akademier.
Man begynder med Svulst, Kunstleri og
Opstyltethed, der naar sit Højdepunkt i episke
Digte af den flotte Rimsmed
Giambattista Marini (1569—1625). I hans Kølvand
fulgte Achillini m. fl. Og man ender med
forloren Enkelhed, d. e. den »arkadiske« Poesi,
der havde sit Tilhold i Accademia degli
Arcadi (stiftet i Rom 1690), og for hvilken Gravina
og Crescimbeni tjente som litterære Pionerer.
Det er uden for det akademiske Sangerlav, at
man skal finde de bedste Sangere paa disse
Tider. Saa helt faa af disse Frondører var der
ikke: den sundt vittige og frisindede
Alessandro Tassoni (1565-1635) med sit
komiske Epos La secchia rapita, de flinke
Lyrikere Gabriello Chiabrera
(1552-1638) og Fulvio Testi (1593-1646),
sidstnævnte en ædel Fædrelandsven ligesom
Vincenzo Filicaja (1642-1707), endvidere C.
J. Frugoni (1692-1768), Satirikerne Benedetto
Menzini (1646-1704) og Maleren Salvator Rosa
(1615-73), den fine Humorist Francesco
Redi (1626-98) og den lystige Epiker
Niccolò Forteguerri (1674-1735). Skønt
typisk Repræsentant for den arkadiske Skole
er Pietro Metastasio (1698-1782) at
henregne til den mindre Fylkning af gode
Digtere, fordi han i ualmindelig Grad formaar at
fremdrage det italienske Sprogs bløde Velklang
i sin Lyrik og i sine Operatekster. Vi føres
herved til at omtale Dramaet, idet just
Operaen var blevet den mest dyrkede Art af
dette. Den var begyndt med Ottavio
Rinuccini (1564-1621) som beslægtet med
Hyrdespillet og fortsattes især af Apostolo
Zeno (1668-1750). Ved Siden af il dramma
lirico per musica, baaret frem, som det var, af
mange udmærkede Komponister, har de øvrige
Skuespilgenrer ringere Bet. Dog bør nævnes
nogle respektable Tragediedigtere, paavirkede
af den franske Tragedie, navnlig Scipione
Maffei (1675-1755) og Antonio Conti
(1677-1749). Komedien trives, men det er omtr. kun
Maskespillet (Commedia dell’ arte); af de
Forfattere, der skrev Lystspil med Dialog, er
imidlertid Michelangelo Buonarroti’s Navne og
Slægtning (1568-1646) med sine to florentinske
Bondekomedier, Giordano Bruno med Il
candelajo, Giambattista della Porta (1540-1615) og
den ovenn. G. Gigli ikke at forglemme.
III. Den nyere Tid.
1) Genoprejsningen. Længe lod il
Rinnovamento ell. il Risorgimento - ofte brugte
Udtryk for den ny Bevægelse - vente paa sig.
Den kom ikke før i anden Halvdel af 18. Aarh.,
med den delvise Bedring i den politiske
Tilstand, de praktiske Reformer og de
udenlandske Ideer, som især de bevægende Kræfter for
den store franske Revolution sendte ind over
I. At meget umodent og hastig tilegnet
saaledes kom op, er forstaaeligt, men forringer
ikke Strømningens Bet. som i det hele
heldbringende. Oplysningstidens Bestræbelser
finder straks ihærdige Medarbejdere i
norditalienske Retsfilosoffer og Nationaløkonomer som
Beccaria, Filangieri, Galiani, Verri, og for den
italienske Litteratur, hvis tidligere Historie nu
faar en udmærket Skildrer i Girolamo
Tiraboschi (1731-94), øves en rensende og
fremmende Virksomhed af litterære Kritikere
som Gaspare Gozzi (1713-86) og
Giuseppe Baretti (1719-89), medens andre,
f. Eks. Algarotti og Bettinelli, gaar for vidt i
Efterligningen af det ny. - De omtalte
kraftige Bestræbelser bliver som en Løftestang for
Digtekunsten, der søger sine Idealer i
borgerligt Retsind og Selvstændighedsfølelse hvilende
paa Pligttroskab, Sandhedskærlighed og
Menneskevenlighed og lægger an paa et djærvt og
robust, undertiden næsten barskt Sprog. I
første Række staar her den højhjertede
Frihedsven Giuseppe Parini (1729-99), som
med Grund blev berømt for sin ypperlig
formede, rammende og ærlige Samfundssatire Il
Giorno og sine Oder. I lgn. Retning virker
Lyrikerne L. V. Savioli (1729-1804). A. Paradisi
og G. Fantoni, Ossian-Oversætteren
Melchiorre Gesarotti (1730-1808), Alfonso
Varano, der paa ny vover sig i Lag med de
Dante’ske Terziner, Passeroni, som er en
ganske fornøjelig Satiriker, og den vittige
Giambattista Casti (1724-1803), hos hvem
filos. Skepsis, parret med Frivolitet, er et
overvejende Karaktermærke. -
Skuespildigtningen nyder uimodsigeligt godt af 18. Aarh.’s
Strømninger. Den har Carlo Goldoni
(1707-93), hvis livlige Komedier, omhandlende
Optrin af Hverdagslivet, røber Paavirkning af
det gode fr. Lystspil. Hans Indflydelse er
kendelig hos Albergati Capacelli, Federici o. a.,
men vækker Opposition hos det stærkt
udprægede Talent Carlo Gozzi (1720-1806), der
gør et mærkeligt Forsøg paa at idealisere den
nationale Maskekomedie i sine dramatiserede
Eventyr, et Forsøg, der en Stund krones med
Held. Mere storslaaet end alle disse er
Tragediedigteren Vittorio Alfieri
(1749-1803), en af dem, der udrettede mest for at
hæve Folkets Selvbevidsthed og forny den store
gl. Trecento-Litt. En villiekraftig Natur, trodsig
og begejstret, national Frihedsmand, men ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
