Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Kunst.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Mandsportrætter, blev Formidleren mellem flamsk
Kunst med dens ny Olieteknik og den
venetianske, lærte selv at male »venetiansk« og fik
indgribende Indflydelse ikke mindst paa Alvise
Vivarini. I sin »Procession paa
Marcus-Pladsen« viste Gentile Bellini sig som en
dygtig Skildrer ikke blot af Helhed, men ogsaa af
Enkeltheder; men højere naaede Giovanni
Bellini (d. 1516), der i sine Værker (skønne
tronende Madonna’er, »Santa Converzazione«’r
etc.) harmoniserede de gærende Kræfter i
venetiansk Kunst og ved sin Farveglød og
Lærervirksomhed indledede Venedigs
Høj-Renaissance. Det var især gennem Giovanni Bellini,
at Mantegna, Giovanni’s Svoger, virkede
bestemmende ind paa Venedigs Kunst; Giovanni’s
tidligere Arbejder er helt Mantegna’ske. Bl.
Tidens mange dygtige venetianske Malere, der
opdyrkede Koloritten til sin Fylde, udviklede
Landskabet og fremstillede Menneskeskikkelsen
jordisk-skøn i rolig Afstemthed: Cima da
Conegliano, Basaiti, Catena etc., bør fremhæves
den udmærkede Fortæller Vittore
Carpaccio (Suiten »Den hellige Ursula’s Historie«
i Venedigs Akademi).
Det 15. Aarh. havde været en mægtig
Arbejdstid for Malerkunsten, med store
Landvindinger og ny Jord under Kultur. Kunsten
havde søgt saa at sige at gøre sig alle Livets
Synsformer underdanig. Med naiv
Videbegærlighed og Forslugenhed havde man søgt at faa
alt muligt, stort og smaat, med ind i Billedet.
En grødefuld Kunst med det primitives
Sundhed, men ogsaa med dettes ofte lidt
kantet-utilslebne og uafrundede i Udtryksformen. Mod
Slutn. af 15. Aarh. fremstod i I. en Kunst -
baaret frem af nogle af Verdens største
kunstneriske Genier - der ud af Quattrocento’s rige
Stof skabte en Essens af nye Skønhedsværdier:
Høj-Renaissancen. Saa yppig denne
Blomstring blev, saa kort varede den. Man
samler Interessen om Menneskeskikkelsen, ikke
mindst den nøgne Form; man gør denne
Skikkelse mægtigere, mere rumfyldende, mere blød
og rund i Linierne, med fri og harmoniske
Bevægelser, højtidsfuld og værdig i Holdning -
Udtryk for en Sjælsadel, der ejer, men
forstaar at beherske de stærke Følelser til Fordel
for anstandsfuld Optræden; en gudbenaadet
Slægt i Pagt med antik Aand og ofte i
antikiseret Ydre. Man skyder den foregaaende Tids
saa mange ypperlige - og nu saa
kulturhistorisk interessante - Enkeltheder til Side til
Fordel for Helheden; man maler derfor i større
Bredde, Haaret som Masse, Smykkerne
antydningsvis; i Modsætning til de tidligere saa
straalende og fyldige Lokalfarver, ofte sat skarpt
op mod hinanden, stræber man nu mod sluttet
Farvevirkning i rig Nuancering, og
Lokalfarverne benyttes mere bevidst som Ledemotiver
for Billedets Komposition og indre Bevægelse;
i St f. de skiftende Moder almindeliggør man
Klædedragten i »klassisk« Snit. Kompositionen
modnes under nøje Afvejelse af rumlige
Linievirkninger, intuitivt (eller bevidst som hos
Lionardo) baarne af matematiske Love
(Cirkel, Pyramide, Kegle etc). En Kunst, der ikke
naturalistisk vil afskrive Naturen, men under
Udskydning af det uvæsentlige gøre sit
Udvalg for at opnaa den monumentale Helhed, de
evige Skønhedsværdier. I denne store Tid
lyser især Navne som Lionardo, Tizian,
Michelangelo og Rafael. I Rafael’s Stil samles
Udviklingslinierne til en ligevægtig, afklaret
Idealisme, der for en kort Stund i Kunstens
Historie holder sig oppe paa Tindens smalle
Bjergryg med Naturalismens og den
akademiske Konventionalismes Egne nedenunder.
Med Lionardo da Vinci (1452-1519),
der var udgaaet fra den florentinske Skole og
senere en Tid igen virkede i Firenze, blev
denne Stad atter Foregangsbyen. Lionardo,
det store Renaissance-Menneske, det
overdaadigt alsidig begavede Geni (ogsaa som
Kunstens Teoretiker) malede - og tegnede tillige
vidunderligt - sine Portrætter (Profilen af
Isabella Sforza i Milanos Ambrosiana, Damen
i Lichtenstein-Gal., La belle Ferronière i
Louvre, og Mona Lisa med sit Smil), sine
Madonnabilleder (Madonna i Fjeldgrotten i
London og Louvre, Kongernes Tilbedelse i Uffizi,
den hell. Anna i Louvre) og i S. Maria d.
Grazie i Milano Høj-Renaissancens Opsang, lige
mægtig i Sjælsindhold og Form: »Nadveren«
(1499), dette sidste Vægbillede, malet i Olie,
nu dog en Ruin som adskilligt andet af
Lionardo’s Kunst p. Gr. a. hans
Farveeksperimenteringer. De her nævnte Værker betegner
afgørende Fremskridt paa Kunstens Vej, ved
Portrætfigurens Modelering, Opstilling og
sjælelige Indhold, ved Kompositionens, af
Skønhedslove bundne Frihed og Ynde, ved Farvernes
Afstemthed og Clairobscuret, ved det
bølgende og bløde i Skikkelser og Billedlinier, ved
det lyse Stemningsindhold - som en Protest
mod Savonarola’s Kunst-Asketisme -, det
sjælfuldt og sensuelt sværmeriske. -
Lionardo’s Indflydelse blev mægtig. I Milano, hvor
han virkede, skabte han direkte Skole, den
lombardiske, der arbejdede videre med de
Lionardo’ske Typer (Kvinden med det
gaadefulde, søde Smil, Ynglinge): Boltraffio,
Ambrogio de Predis, Marco d’Oggiono, Cesare da
Sesto, B. Luini, Melzi, Giampetrino, Solario,
Gaudenzio Ferrari etc. Det sensualistiske i
Lionardo’s Kunst understregedes i Sodoma’s
raffinerede Kunst og af Correggio. - Hos
Correggio (c. 1494-1534) - »født af et Smil af
Lionardo da Vinci« -, Clairobscurets Mester
(»Natten« i Dresdens Galeri) og Mesteren
for den rumilluderende Kunst, allerede
i Parma’s S. Paolo-Fresker med de næsten
rafaeliske Former, men særlig i fuldt
illuderende Konsekvens i Parma-Domkirkens mægtige,
heftigt bevægede, lysstraalende Fresker med
deres dristige Forkortninger af Figurerne og
deres stærke lyriske Sving (Kuppelbilledet
»Marias Himmelfart«). Erotisk Aand, glødende
Sanselighed, men i sund Ungdomsfriskhed,
raader ikke alene i hans hedensk-mytologiske
Værker, hvor jordisk Elskov stilles til Skue, men
ogsaa i hans religiøse Kunst. Med Correggio er
vi dog allerede uden for Høj-Renaissancens
Værdigheds- og Skønhedslinie. Sjælerusen og
det smægtende peger mod senere Tiders
Sentimentalitet og Manierisme; hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
