Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Kunst.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Freskecyklus gav de deres Ideer et rammende
Udtryk. Deres Program var vel en Tilknytning
til den tidligere store Kunst; i
Landskabskunsten, hvor de (og ikke mindst Fr. Albani)
viste ny Skønhedsveje, holdt de sig ogsaa til
den tidligere plastisk-rolige Stil; men i
Emnevalg viste Eklektikerne sig gerne som
Modreformationens og Barokstilens Mænd, med den
stærke Fremhæven af Affekterne, den
malerisk-illuderende Stil i Kuppel- og
Hvælvningsbillederne; ofte var de særlig inspirerede i deres
Profanmalerier. Til den Carracci’ske Kreds
hørte Domenichino (»Den hellige
Hieronymus’ Kommunion«), den længe saa forgudede
Guido Reni, Skolens største Kolorist (det
skønne Loftsbillede »Aurora« i Roms Pal.
Rospigliosi, etc.), Guercino, Skolens djærveste,
af Naturalismen paavirkede Kraft; endvidere
Carlo Maratta, Cignani, Sassoferrato,
Rutinemaleren Lanfranco, i Norditalien Crespi’erne,
i Ferrara Bonone, i Firenze Chr. Allori (det
berømte »Judith« i Pitti), A. Allori, Fr. Furini.
der med Raffinement malede nøgne
Kvindeskikkelser, Cigoli og længere hen i Tiden Carlo
Dolci, de skønne og sødlige Affekters rutinerede
Fremstiller. I Pietro da Cortona’s
Massefremstilling forfladiges Eklekticismen, isprængt med
naturalistiske Elementer, til hurtig
Dekorationsmanér.
Adskillige af Eklektikerne var, som alt
antydet, ogsaa under Indflydelse fra
Naturalismen. Michelangelo Amerighi da
Caravaggio (c. 1560-1609) blev Naturalismens
store Bannerfører. Hans Kunst virkede paa den
overraskede Samtid som en raa Revolte fra det
plebejiske Folkedyb. I St. f. Tidens Skønmaleri
satte han den brutale Virkelighed; fra Gaden
tog han sine Modeller— ofte pjaltede,
misformede Proletarskikkelser — selv til religiøse
Billeder; som paa Trods over for en justeret
flad Idealisme kunde han stille selve
Hæsligheden til Skue for at faa det karakteristiske
frem. Til Fremhæven af dette udtryksfulde og
det momentane Virkelighedsliv benyttede
Caravaggio i sine Blomster- og Stillelivs-Stykker,
sine novellistiske Genrebilleder med
Kortspillere og Vagabonder og sin religiøse Kunst
med Mesterskab grelle Lysvirkninger, med
skarpt Lys over enkelte Partier, medens
Resten ligger hen i tungt Mørke (»Kælderlys«).
En Skare Malere sluttede sig til Naturalismen:
Manfredi, D. Feti m. v. Spanieren Ribera i
Napoli blev Retningens største Maler. — Et
selvstændigt Talent var Salvatore Rosa
(1615-73), der skabte en egen Landskabskunst af
vild, forreven, romantisk Stemning og tillige
blev Hovedmanden for det »ideale« Slagmaleri,
der nu kom paa Moden: Cerquozzi, Falcone m.
fl. Men Førerskabet i Kunsten var nu gledet
helt ud af I.’s Haand. Fremmed Kunst, ikke
mindst sp., blev toneangivende. Ribera’s Elev,
Luca Giordano (1632-1705),
»Hurtigmaleren«, malede en masse, rutinemæssigt, flygtigt
og med stor dekorativ Evne. Dette
»dekorative«, som Giordano havde aflært P. da Cortona,
og som i Pater A. Pozzo (1642-1709) havde en
Specialist i perspektivisk-illuderende
Kirkemaleri, blev i stigende Grad Løsenet i I.’s Kunst.
Den dekorative Illusionskunst kulminerede i
Venedig med G. B. Tiepolo, men Tiepolo blev
her Fortsætteren af den venetianske
Overlevering helt tilbage til P. Veronese. I Venedig
havde Varotari og Lazzarini i Midten af 17. Aarh.
forberedt Overgangen fra den gl. til den ny Tid.
En Mængde duelige venetianske Malere med A.
Molinari i Spidsen blev i Beg. af 18. Aarh.
Virtuoser i store teatralsk-dekorative Billeder.
Piazetta, ogsaa dygtig som Genremaler,
fortsatte denne Retning med malerisk Kraft.
G. B. Tiepolo (1696-1770) sugede Næring
af Piazetta’s Værk og ikke mindst af A.
Pozzo’s figurale og arkitektoniske Perspektivkunst
til Fordel for sit eget vidtspændende Maleri:
de perspektivisk vovsomme store Loftsfresker
i Würzburgs Slot og de senere, endnu mere
hasarderede i Slottet i Madrid af letteste
Grazie, de store Kirkefresker i Venedigs
Jesuitterkirke o. s. v., o. s. v., alle de mange
Altertavler i Olie med de sensitivt fine og elegant
yndefulde Kvindeskikkelser, ombølgede af
katolsk Mysticisme, de mytologiske. Arbejder,
Genrestykkerne etc. Veronese’s Festfylde, som
Tiepolo saa ivrigt dyrkede, transponerede han,
»Barokstilens sidste store Maler«, om i Barok,
men en Barok, der allerede havde Rokokoens
lette Esprit og skyede de stærke Gestus til
Fordel for det afdæmpet udsøgte.
Benyttende — i Goldoni’s og Gozzi’s Venedig —
Teatermaskineriets Effekter, skabte han med lyse
Farveharmonier en luftig let Komposition,
lunefuld og fri, pikant og nervøs. — Den
samtidige P. Longhi var en dygtig Fortæller i sine
Folkelivsstykker og som Sønnen A. Longhi en
udmærket Portrættist. Canaletto,
Bellotto og Guardi forherligede med sikker
Farve- og Formkunst Venedig-Byens Skønhed,
Canaletto med største maleriske Kraft.
Bellotto med omhyggelige Perspektivvirkninger,
Guardi med den eleganteste Pensel, der ogsaa
gør hans Figurstaffage i høj Grad
virkningsfuld.
Tilbageslaget mod det Tiepolo’ske lette
Teatermaleri over til en strengere klassicistisk
Retning kom til I. udefra. Det var dog
foreløbig en ret beskeden Modstrømning, kommende
fra Tyskland (østerr. Magtomraade i I.
begunstigede jo ogsaa germansk Indflydelse) med
Raf. Mengs, der længe virkede i I.
(Loftsmalerier i Villa Albani m. fl.) og bevidst stilede
mod en kunstnerisk Omformning efter
klassiske Mønstre; Angelica Kaufmann og hendes
Kunst fejredes i Neapel og Rom. G. Batoni
(1708-87) og hans Kreds havde saa smaat
forberedt Jordbunden for den ny Retning.
Batoni’s sødlige Overgangs- og Efterklangskunst
var vel ret akademisk flad i Stilen, men den
stræbte mod større Alvor og aandeligt
Indhold, mod mere Renhed og Ædelhed i Linien.
Hele dette Tilløb til en klassicistisk Kunst viste
sig imidlertid at være en ret udvandet ny
Eklekticisme. — Den ny-klassicistiske
Retning fik først sin fastere Opbygning, sit
strenge skulpturelle Præg fra Frankrig med
den David’ske Stilændring, der under
Napoleon fik Indpas over Norditalien. I Milano blev
A. Appiani (1754-1817) Klassicismens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
