Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Kunst.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Lucca (i denne Bys Domkirke: de bedende
Engle, i Bargello: Relieffet »Troen«) hører
efter sine Arbejder, der rummer megen
Inderlighed, florentinsk Kunst til. Længe før de
nysnævnte Billedhuggere virker i Siena Jacopo
della Quercia (1371-1438), der paa sin
Vis er den første Talsmand for Renaissancen,
en selvstændig udviklet og meget karakteristisk
Kunstner, hvis storladne Skikkelse med de
stærke Følelsers Sving og de heftige
Bevægelser bebuder en Michelangelo’s Kunst
(Daabsbrønden i S. Giovanni i Siena, paa Bologna’s
S. Petronio Relieffet »Eva’s Skabelse« og de
udmærkede Statuer af S. Petronius, S.
Ambrosius og Madonna). A. Federighi slægter ham
delvis paa; i øvrigt gaar Siena-Skolen paa
Hæld; en flink Kunstner er dog bl. a.
Vecchietta, hvis bedste Arbejde er Bronzefiguren Marino
Soccino (Bargello). — Ved Donatello’s
langvarige Virken i Padova skabes der her ved
Siden af Firenze et andet Centrum for
Donatello’s Kunst; han selv samler i denne By en
Stab af i Bronzeteknikken uddannede
Kunstnere, der senere spredes og propagerer for de
ny Kunstgrundsætninger, der her er Donatello’s
kras naturalistiske, og som ikke sjælden af
Efterlignere drives ud i Karikaturen. En anset
Billedhugger i Padova er Riccio, der især
udfører en Del Smaaplastik, Kirkeutensilier,
Altere, Lysestager, Klokker etc. (tre store
Kandelabre i Santo i Padova), der udmærker sig ved
Hensigtsmæssighed og fantasirig, smagfuld
Udsmykning, og han grundlægger et, længe meget
anset, Værksted for den Slags Sager. I Ferrara
virker en paduansk Elev af Donatello:
Domenico di Paris, i Bologna Sperandio, der i sine
Værker viser den paduanske Oplæring og
modelerer udmærkede Portrætbuster, samt
Syditalieneren Niccolò dell’ Arca, hvis store,
gribende, stærkt realistiske Gruppe »Christi
Begrædelse« i Sta Maria della Vita med Figurer
i Datidens Dragter leder Tanken hen paa
Guido Mazzoni (c. 1450-1518) fra Modena, der
skaber de i sin Tid saa populære1 store Grupper
af bemalede Lerfigurer, særlig til Anbringelse
paa Valfartssteder o. l., rene Folkelivsscener,
der med panoptikonmæssig Livagtighed stiller
Tilskueren de religiøse Tildragelser for Øje
(f. Eks. »Begrædelsen« i S. Giovanni decollato
i Modena). I Lombardiet, hvor der, en naturlig
Følge af tysk Kunsts Naboskab, raader en
Tilbøjelighed for Træskulptur, giver Certosa ved
Pavia og Milano’s Domkirke m. m. store
Opgaver for Skulpturen; her virker bl. a. C. og
A. Montegazza og G. Amadeo. Caradosso
(Foppa) skaber her Relieffer i Ler (S. Satiro i
Milano) med putti i Donatello’s Aand. Busti’s
fine Monument over Gaston de Foix og C.
Solari’s smukke Monumenter er vel langt ude
i Retning af det sirlige og pyntelige. Ligesom
tidligere udvikler Kunsten i Venedig sig i
denne Periode forholdsvis selvstændig, selv om
der ogsaa kan spores Paavirkning fra
florentinsk Kunst, med hvem den venetianske
kommer paa Højde i Skønhed, Rigdom og
dekorativ Sans, men ikke i minutiøst indtrængende
Naturstudium: her virker ogsaa i Beg. af 15.
Aarh. Pisanello fra Verona,
Medaillekunstens Nyskaber, der monumentalt og
karakterfuldt gengav de ital. Fyrsters og Omgivelsers
Træk; til Venedigs betydeligste Kræfter hører
Buon, der arbejder for Dogepaladset, A. Rizo
fra Verona, hvem bl. a. de energisk modelerede
Statuer af Adam og Eva paa Dogepaladsets
Porta della Carta skyldes, og som faar
indgribende Bet. for den venetianske Plastiks
Udvikling, Familien Lombardo (Pietro, Sønnerne
Tullio og Antonio), der udfolder en omfattende
Virksomhed med smagfuld Udsmykning af
Byens Pragtbygninger, samt A. Leopardi, der
bl. a. har forsynet Vendramin’s Dogemonument
(1494) i S. Giovanni e Paolo med rig og
harmonisk virkende Skulptur. I Rom og Neapel
stilles der Kunsten Opgaver nok, men lokale
Skoler naar ikke ret til Blomstring, man
forsyner sig oftest til større Foretagender med
Billedhuggere udefra; i Rom virker saaledes
Donatello, Filarete (Peterskirkens Bronzedøre),
Mino fra Firenze, G. Dalmata fra Istrien og A.
Bregno; til Palermo er knyttet Gagini’erne
samt Francesco Laurana fra Dalmatien, der er
faret vidt omkring i I. og særlig har vundet et
Navn ved sine fine Portrætbuster af unge
Kvinder (Louvre m. v.).
Cinquecentisterne, 16. Aarh.’s Kunstnere,
hører hovedsagelig Højrenaissancen
(fra c. 1500) til. Som Navnet antyder, naar
Skulpturen her i visse Retninger — friere Stil,
større Vuer, mere Idealitet — sit Højdepunkt,
men dels sker det ofte paa Bekostning af det
ærlige og naive Naturstudium, dels varer
Blomstringstiden kun saa kort og fremtræder
paa ingen Maade i Billedhuggerkunsten med
den Fylde og sunde Harmoni som i Bygnings-
og Malerkunst. Ogsaa denne Gang kommer den
ny Tid brat, og atter er Firenze dens Arnested.
Den idealiserende Stræben, Opsvinget mod det
ophøjede og skønne, kom som et Tilbageslag
mod al den megen fortjenstfulde, men til Tider
lidt indsnævrende, realistiske Sanddruhed, i
Stedet for det individualistiske og stykkevise
vilde man nu give en Simplificering af
Formerne, skabe en Stil, og snart fremtraadte det
ganske I.’s Skulptur, der før havde haft saa
mange lokale Ejendommeligheder at opvise, i
nogenlunde ens Dragt efter det
Michelangelo’ske Mønster. Stilen, de Skønhedslove, man
fulgte, hentede man fra Antikken. I
Renaissancens første Tider havde man ogsaa dyrket
Antikken, med Iver benyttet dens Motiver, men
først nu lod man den blive Rettesnor, og den
antikke Kunst, der her var Tale om, var jo
ikke den græske, men den romerske Kejsertids;
med denne Antikiseren fulgte talrige
mytologiske Emner samt en stærk Benyttelse af den
for Menigmand lidet tilgængelige og i det hele
lidet befrugtende Allegori. Skulpturen
emanciperer sig nu fra de andre Kunstgrene, staar
paa egne Ben, men bliver til Gengæld ikke
sjælden lidt holdningsløs; den vil det
storslaaede og mægtige, former derfor ofte
Skikkelserne i kolossal Maalestok og pointerer
gennem Contraposto, den forsk. Holdning af
Legemets to Sider, Modsætningen i Liniernes
Rytmik. Det programagtige i denne Kunst virkede
udviskende paa Individualiteten, og en stor Del
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
