Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Kunst.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af dens Værker lider derfor af en vis
Ensformighed og Tomhed i Følelsen;
Bestræbelserne efter at idealisere stillede Portrætkunsten,
det sikre Middel til at holde Naturiagttagelsen
vaagen, saa temmelig i Skygge. Den livlige
Forbindelse bragte hurtig Renaissancekunsten
om ved de fremmede Landes Hoffer; i øvrigt
var der heller ikke faa udenlandske
Billedhuggere, der skabte sig en fast Position i I. Til
den rette Karakterisering af denne Tid skulde
Michelangelo’s Navn egl. nævnes baade
først og sidst; næsten ingen samtidig Kunstner
er forbleven uberørt af hans Geni, men de
Billedhuggere, der her først skal nævnes, staar
dog delvis ell. ganske i selvstændigt Forhold
til det.
Andrea Sansovino (1460-1529), der i
Skulpturen nærmest repræsenterer Rafael’s
Retning med dens Maadehold og Skønhedsblik,
den næst efter Michelangelo mest ansete
Billedhugger fra Højrenaissancen, har bl. a. skabt
et saa imponerende, harmonisk og ædelt Værk
som den store Marmorgruppe »Christi Daab«
til Firenze-Baptisteriets Hovedportal, de to
skønne Monumenter for Kardinalerne Sforza og
Basso i Sta Maria del Popolo i Rom o. fl.
Skulpturarbejder, stærkt paavirkede af Michelangelo,
for Santa Gasa i Loreto. Lorenzetto’s Arbejder
i Sta Maria del Popolo’s Capella Chigi
(Profeten Jonas, Relieffet »Christus og
Samaritanerinden«), udførte umiddelbart under Rafael’s
Indflydelse, hører til denne Periodes
allerfineste og værdifuldeste Værker. Benedetto da
Rovezzano, der, ligesom Torrigiano før ham, en
Tid virkede i England, er den florentinske
Renaissances smagfuldeste Dekoratør (Sta
Trinita’s Alter). Andre florentinske Kunstnere er G.
Franc. Rustici (den storladne Gruppe
»Døberens Prædiken« for Baptisteriet), Tribolo, J.
Sansovino’s Elev, der har deltaget i
Udsmykningen af S. Petronio’s Façade i Bologna ved
Arbejder i ren og ædel Stil, og Benv. Cellini
(1500-1572), den berømte Guldsmed og
Bronzearbejder, hvis Værker (»Perseus« i Loggia de’
Lanzi i Firenze m. fl.) ganske vist staar i stor
Gæld til Michelangelo, men har deres Egenhed
i den lette, næsten kokette Gratie. Somme
Kunstnere, særlig de, der lever borte fra de
store Kunstcentrer, bevarer i deres Skulptur
Quattrocento’s Karakter. Dette gælder saaledes
delvis om Gian Christoforo Romano fra Rom,
hvis Monument for G. Galeazzo Visconti i
Pavia’s Certosa udmærker sig ved en vis naturlig
Ynde, den tidligere nævnte Busti og i Bologna
Alfonso Lombardi, der udfører Lergrupper i
Antonio Begarelli’s (c. 1498-1565)
Smag. Denne sidste Kunstner, knyttet til
Modena, hvor han fortsatte den Mazzoni’ske
Retning og udførte en Mængde Grupper af store
Figurer i Ler, er umiddelbar frisk og tiltaler i
høj Grad ved sine Skikkelsers Liv, Alvor og
Skønhed. Jacopo Sansovino (1486-1570),
Andrea Sansovino’s Elev, virkende først i
Firenze (bl. a. den livfulde »Bacchus«) og Rom,
Uddanner af en stor Elevflok, giver Kunsten i
Venedig dens Præg; hans og hans Efterfølgeres,
bl. a. Vittoria’s og G. Campagna’s, mange
Værker udmærker sig først og fremmest ved rig
dekorativ Virkning og en fin Samklang med
den omgivende Arkitektur; til Jacopo’s
anseteste Arbejder hører Bronzestatuer og Relieffer
paa Loggietta, samt Bronzeskulpturen i S.
Marco’s Kor.
Michelangelo Buonarroti
(1475-1564) var først og fremmest Billedhugger, han
fortrød, at han ikke helt og holdent havde
helliget sig til Skulpturen, og dog har han maaske
skabt mere fuldendte Værker i Bygnings- og
Malerkunst; i hans Livfag var hans Maal saa
svimlende højt, hans Krav paa kunstnerisk
Fuldkommenhed saa store, at selv han maatte
strande og oftest utilfredsstillet efterlod sine
Arbejder i halvfærdig Stand. Imidlertid, i
hans Skulpturværkers storstilede Stræben,
deres overvældende Energi, der tvang ikke blot
Samtiden, men ogsaa kommende Slægter ind
under hans Kunstsyn, lyser et Geni, der bryder
faste, gl. Skranker og aabner Udsigt over ny,
uanede Egne. Han fordyber sig i Antikken for
at naa til en fyldigere Forstaaelse af
Menneskeskikkelsens Struktur, som han med
videnskabelig Forskergrundighed trænger ind i ved
anatomiske Studier, og naar ofte en ganske
forbløffende Sikkerhed i Gengivelsen af den
levende Form, som han med Fyrighed og
enestaaende teknisk Evne hugger ud af Marmoret »med
en Frihed i Fremgangsmaaden, som undertiden
grænser til, hvad man kunde kalde
Improvisation i den haarde Sten« (Jul. Lange), men som
ogsaa jævnlig fører til et tydeligt Misforhold i
Skikkelsernes Proportioner. Hans Værker fra
17 Aars Alderen, Reliefferne »Madonna« og
»Kentaurkamp« (Buonarroti-Museet i Firenze),
røber allerede Geniet, i »Bacchus« (Bargello)
skildrer han uovertræffelig det menneskelige
Legeme, Gruppen »Pietá« (Roms Peterskirke)
er et af hans ædleste Arbejder, fint i Følelse
og mesterligt i Gennemførelsen af Christi
Legeme; atter i den 6 m høje »David« dyrker han
med Bravur Menneskeskikkelsen; mere og
mere former han Figurerne i sit eget Væsens
Skikkelse, virkelighedsfjerne, vældige, med
voldsomme Bevægelser, der røber Sindets
smertefulde Kampe og i deres Styrke ofte
overskrider baade Sandhedens og Skønhedens
Grænser (Skikkelserne til det mægtig anlagte
Monument for Julius II, der imidlertid kun
faldt ud til det i Opbygningen ikke helt
vellykkede Gravmæle i S. Pietro in vincolo i Rom:
»Moses«, de to »Slaver« [Louvre];
Gravmonumenterne i Sagrestio nuova i Firenze’s S.
Lorenzo med Lorenzo de’ Medici’s tankefulde
Skikkelse, »Dagen«, »Natten« o. s. v.). — Det
titanagtige hos Michelangelo blev, efterlignet
af Kunstnere, der i Forhold til Mesteren var
som Dværge, ofte til usmagelig Manér; i St. f.
stærk Følelse og Ildhu traadte hul Patos, og
Mesterens glimrende Marmorteknik forledte til
en Pralen med ydre Færdighed, der dog ogsaa
frembragte ubestridelig dygtige, om end ret
aandsforladte Værker. Nær i Michelangelo’s
Spor gaar Raf. da Montelupo, Fra Gio. Angiolo
Montorsoli, Guglielmo della Porta fra
Lombardiet, der skabte et fremragende Værk i Poul
III’s Gravmæle i Peterskirkens Kor, og Sønnen
Gio. Giac. della Porta, V. Danti (det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
