Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Kunst.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
udmærkede Bronzerelief »Slangens Tilbedelse« i
Bargello) og den ferme, men maniererte B.
Bandinelli; Paduanerne Leone Leoni og Sønnen
Pompeo Leoni var betydelige Kunstnere i Bronze,
hvilken Metalteknik udvikles til stor
Fuldkommenhed i Løbet af 16. Aarh., bl. a. gennem
Flamlænderen Giovanni da Bologna,
der udfoldede en meget rig Produktion for
Mediceerne, og andre Udlændinge som Elia
Candido og Sønnen P. Candido, der dog
ligesom A. de Vries kun i kortere Tid opholdt
sig i I.
Med 17. Aarh. træder den italienske
Billedhuggerkunst ind i en ny Stil, der er sideordnet
Barokken i Arkitekturen, og som ganske
gaar i den samtidige bolognesiske og
neapolitanske-naturalistiske Malerskoles Fodspor, en
fremfor alt malerisk Stil, der gør
Skulpturværkerne til blotte Led af et arkitektonisk Hele ell.
endog til dekorative Paradestykker, som kun
tager sig ud i et pragtfuldt
Haveanlægs-Ensemble, en stærkt naturalistisk Stil, der har
bovnende Skyer og flagrende Klædebon paa sit
faste Program og i første Linie sigter mod det
naturtro Udtryk for det momentane i Følelsen,
Affekten, der helst skal gaa over til Ekstase
ell. dyb legemlig Lidelse, og mod det
dramatiske (Martyrscener), som ogsaa pines ud af
Enkeltfiguren, det mandlige Kraftlegeme med
Muskeldellerne, det yppige, glatte, raffinerede
Kvindelegeme, hvis fyldige Kød modeleres
blødt og lækkert, som indbydende til Befølelse
(se Bernini’s »Proserpina’s Rov«), Den ny Stil
sprængte helt Rammerne for Relieffet, der nu
bliver til Frigruppen med modeleret Baggrund;
under dens Ægide udfoldes en imponerende
Produktion, større end de andre Stilarters
tilsammen, men gennemgaaende med
skabelonmæssige Værker af lidet kunstnerisk Værd. I
Henseende til dekorativ Virkning staar
Barokskulpturen dog ofte meget højt, den
frembringer ogsaa megen karakteristisk Portrætkunst,
viser stor Ynde i Fremstillingen af Barnet
(Algardi, Duquesnoy) og leverer udmærket tekniske
Bravurstykker, saaledes Virtuosnummere med
gennemsigtigt Klædebon: de tre
Turistseværdigheder fra 18. Aarh. i Neapel, S. Martino’s døde
Kristus, Corradini’s »Pudicitia« og Queirolo’s »Il
Disinganno«, endvidere Spinazzi’s Statue af
Troen, en tilsløret Skikkelse i S. M.
Maddalena. Mesteren i denne Periode er ubetinget
Lorenzo Bernini (1598-1680) fra Rom.
Hans Værker er typiske for næsten halvandet
Hundrede Aars Fremstillingssæt; hans »Apollo
og Dafne« har den Tids Gruppers heftige
Bevægelse, hans af Cortona stærkt paavirkede
»Proserpinas Rov« i Villa Ludovisi bliver
Mønsteret for talrige Bortførelsesscener, han gør
Skelettet, Dødens Allegori — og Tiden
svælgede i Allegorier —, til en slaaende Figur i
de bombastiske Gravmælescenerier og i »Den
hellige Teresas Henrykkelse« (S. Maria della
Vittoria) tvinger han Følelsen op næsten til
det hysteriske; i højere Grad tiltaler han
Nutidsøjne i en saa prægtig, naturalistisk
gennemført Figur som Tritonen fra Piazza
Barberini. Til de bekendteste bl. de Hundreder af
Kunstnernavne fra denne Tid hører Algardi,
D. og F. Parodi, P. Bracci (M. Sobieska’s
pragtfulde Monument i Peterskirken), St.
Maderna (den følelsesfulde Statue af den
liggende hellige Cæcilie), G. Mazza, der har skildret
den hellige Domenicus’ Levned i 6 store
Bronzerelieffer for S. Giovanni e Paolo i Venedig,
i hvilken By den Bernini’ske Retning for
øvrigt optræder i sin mest maniererte Skikkelse,
samt Maragliano, der opnaar betydelige
Resultater i sin Voksplastik, en for Datiden
meget populær Kunstart, der dog som Regel
drives ganske haandværksmæssig. En Del
fremmede Kunstnere faar rig Sysselsættelse i I.:
Duquesnoy, Legros, Puget m. fl.
Den renere plastiske Stil, der træder frem
i Slutn. af 18. Aarh. i Kulturlandene, faar i I.
sin Banebryder i Antonio Canova
(1757-1822), der som Hjælpemiddel mod
Barokskulpturens Manierisme og maleriske
Overdrivelser benytter Antikken som Forbillede. Selv
om hans Forstaaelse af antik Kunst vel ikke
var inderlig og dyb, og selv om han kun tog
ud af den netop det, der gav gode Opgaver
for hans udmærkede Marmorteknik og
passede for hans Tilbøjelighed til det bløde,
sødlige og svulstige, blev dog hans Gerning,
kunsthistorisk set, en Bedrift, og med et Værk som
Clemens-Monumentet (i S. S. Apostoli i Rom)
revolutionerede han i Virkeligheden sit Lands
Billedhuggerkunst; med god Grund har man
stillet hans Bet. for Plastikken jævnsides med
David’s for Malerkunsten. Selvfølgelig fik
ogsaa Thorvaldsen’s Fremtræden indgribende
Bet. for ital. Kunst. Lang Tid op i 19. Aarh.
levede man paa Thorvaldsen’sk ell. Canova’sk
Overlevering, den første bevaredes
fornemmelig i Tenerani’s indflydelsesrige Skole, den
anden repræsenteres af mange af Canova’s
Elever, bl. a. Finelli, den mest ansete ital.
Billedhugger efter Canova’s Død, Cinc. Baruzzi
(d. 1878), der dog i meget hylder Bernini’sk
Smag, og Romeren Tadolini. — Hos en anden
Elev af Canova, Pompeo Marchesi fra Milano,
faar det 18. Aarh.’s Lyst til at fremstille
Naturen paa en skuffende Maade, en
Tilbøjelighed, der heller ikke var Canova helt
fremmed, men hos ham trængtes nede for et
alvorligere Studium, atter Raaderum og giver sig
Udslag i meget virtuosmæssige Værker som
»Vestalinden«; han danner en omfattende
Skole af Billedhuggere, Milaneserne R. Monti,
Abbondio Sangiorgio o. m. fl., der med en
sjælden Færdighed i Marmorbehandlingen former
Stenen til det lette Tyl, det gennemsigtige Slør
og skaber fikse, flotte, men lidet indholdsrige
Arbejder, en Bravurkunst, der den Dag i Dag
har sikkert Fodfæste i I.’s Kunst og paa sin
Vis endnu fejrer Triumfer. En mere gedigen
Kunst repræsenteres af Canova’s Elev L.
Bartolini, der søger bort fra den tomme Manér hen
imod et ærligt Naturstudium; en Række
dygtige Elever samler sig om ham, tilfører
Kunsten nyt Blod og fører den ad realistiske, i den
senere Tid ofte ad kras naturalistiske og
radikale Veje. Til Bartolini’s Retning slutter sig
Giovanni Dupré, hvis Kunst besidder dyb
Følelse; Bastianini er en udmærket
Karakteristiker, G. Monteverde fra Rom har i sit
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
