- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XII: Hvene—Jernbaner /
683

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Musik)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

og Luca Marenzio (særlig
Madrigalkomponist) kaster den sin Glans frem over Tiderne,
ja med de senere Repræsentanter Gregorio
Allegri
, Benevoli, Pitoni o. a. gør
den sig gældende — om end med aftagende
Styrke — helt ned i 18. Aarh.

I Venedig dannede Markus-Kirken det
musikalske Midtpunkt med sit rigt udstyrede,
berømte Musikkapel, »den skønneste Ædelsten
i den hertugelige Krone«, som denne
Institution er blevet kaldet. Venedigs Førerstilling
stammer opr. fra Nederlænderne, fra Adrian
Willaert
og Cyprian de Rore, men
den Arv, de efterlod, blev optaget og ført
videre af en Række venetianske Mestre, der
dannede en Skole med sit eget typiske Præg. Lige
over for den alvorlige og strenge rom. Skole
staar paa denne Tid den venetianske med
større Glans og Farve. Andrea og
Giovanni Gabrieli er de to
Hovedrepræsentanter, hvis Indflydelse strakte sig langt ud
over I.’s Grænser. Fra Tyskland (Heinrich
Schütz) og heroppe fra Danmark (Christian
IV’s Hofmusikere) drog dengang unge Musikere
til Venedig for at søge Vejledning og Udvikling
hos disse Mestre. Næst dem maa nævnes
Giovanni Croce, Cl. Merulo (Orgel) og
ikke mindst den store Teoretiker Zarlino.
Nodetrykkets tidlige Blomstring i Venedig
(Petrucci 1501) maa heller ikke glemmes som
betydningsfuld Faktor i Musikkens Udvikling.
I nær Tilslutning til den venetianske Skole staar
Musikken i hele Overitalien med Mestre som
Orazio Vecchi (Madrigalkomponist),
Leoni, Gastoldi o. a. Kun den strenge
Costanzo Porta nærmer sig mere den rom.
Skole. Noget for sig staar paa denne Tid
Neapel, hvis musikalske Stjerne først steg op
over Horisonten omtr. 100 Aar senere. I
Gesualdo, Fyrste af Venosa, har dog
Neapel en Madrigalkomponist, ejendommelig ved
dristige, ja ekscentriske Eksperimenter med
Anvendelse af skærende Dissonanser i sine
Harmonier.

Med 16. Aarh.’s Udgang har den gl. Musik
naaet sin Fuldendelse og samtidig sin
Afslutning. En ny Tid stunder til, med andre
Kunstmidler og til Dels med andre Maal. Den
vigtige Begivenhed, der danner Skellet mellem
gammelt og nyt i Musikken, Fremkomsten af
Operaen, finder Sted paa ital. Jordbund.
En mærkelig Omvæltning i de raadende
Musikideer gik forud, Renaissaneens Ideer havde
omsider naaet ind til Musikken. Man studerede
med Lidenskab de antikke gr. Musikforfattere
og kom da hurtig til det Resultat, at den
Musik, Antikken havde kendt, var noget ganske
andet end disse flerstemmige Kor i polyfon Stil,
man hidtil havde anvendt og i hvis kunstige
Toneslyngninger Digtningen forsvandt, idet
Teksten blev helt ukendelig. Nu blev derimod
Digtningen sat i Højsædet, Musikken skulde
kun være til for at tjene denne. Med Uvillie,
ja med Haan vendte man sig imod hele den
gl. Kunstskole, hvilken man ikke var langt fra
at betragte som det pure »gotiske« Barbari,
i St. f. hvilket man vilde sætte noget, man
kaldte for en »Genfødelse« af Antikken. Denne
skulde imidlertid først opfindes, thi selve den
gr. Musik havde været begravet i mange Aarh.
uden at have efterladt sig Rester — man kendte
slet intet til den uden for de teoretiske Skrifter.

Hele denne Bevægelse var i Grunden mere
æstetisk, om man vil mere »litterær«, end den
var egl. musikalsk. Men den naaede i Kraft
af den den iboende sunde Sans store Resultater:
en fuldstændig Omvæltning af Tonekunsten. I
St f. den gl. Musiks Polyfoni kom den ny
Tids Homofoni.

Sit Hovedsæde havde denne Bevægelse i
Firenze. En Kreds af antikbegejstrede
Litterater, Musikere og fornemme Dilettanter
samlede sig i Grev Bardi’s Hus, senere, efter
dennes Forflyttelse til Rom, i Jacopo
Corsi
’s Hus, hvor de dannede en saakaldet
Camerata med det Formaal at genføde den
antikke gr. Musik ved at genoplive det antikke
Drama med Ledsagelse af Musik. I denne
Kreds træffer vi som Hovedmænd
Vincentio Galilei, Camerata’ens Pennefører,
Digteren Ottavio Rinuccini og
Musikerne Giulio Caccini og Jacopo Peri.
Det, der først skulde gøres, var Indførelsen af
en homofon Stilart, Solosangen, den saakaldte
Monodi, med Støtte til Akkorder. Galilei
synes at have været den første, der
komponerede saadanne »Monodier«. Omtr. samtidig
fremstod Emilio del Cavaliere i
Firenze med 3 Hyrdespil med Musik, de første
helt gennemkomponerede Dramaer (opførte
1590 og 1595). Peri og Caccini optraadte
1594 med »Dafne«, derefter (hver for sig med
sin Musik) med »Euridice«, opført i Firenze
med Peri’s Musik ved Maria af Medici’s
Bryllup med Henrik IV af Frankrig Oktbr 1600.
Med disse sidste Værker (Tekst af Rinuccini)
er Musikdramaet, Operaen eller, som det
dengang kaldes, Tragedia per musica, en
Kendsgerning. Homofonien havde sejret.

Den ny Kunstart vandt hurtig Udbredelse,
ogsaa uden for Teatret. For Kirken
komponerede Ludovico Viadana Monodier i
sine saakaldte Concerti ecclesiastici,
Cavaliere det første Oratorium Rapprezentazione
di anima e di corpo
(1600), og Carissimi
senere sine store Oratorier. For Operaens
Vedk. forlagdes Hovedskuepladsen fra Firenze
til Venedig, navnlig efter at denne By 1637
havde faaet sit første offentlige Operahus —
San Cassiano —, der snart efterfulgtes af en
Mængde andre. Venedig blev i 17. Aarh.
Operaens faste Borg — i Løbet af 100 Aar
aabnedes ikke mindre end 15 Operascener, der
bragte 400 Operaer frem. Den første
betydelige Operakomponist var Claudio
Monteverdi
, en genial banebrydende Aand, der
gennemførte Dissonansens Emancipation og
grundlagde Orkestret. Hans fornemste
Efterfølgere var den fantasifulde Cavalli og den
melodirige Cesti. Allerede under disse
begyndte imidlertid det opr. florentinske
»Musikdrama« med sine antikke Tilknytninger at vige
Pladsen for den egl. ital. »Opera«, som tilhører
Rokokoen. »Musikdramaet« derimod vandrede
med Florentineren Lully ud til Frankrig og
blev Moder til den fr. store Opera.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:29 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/12/0699.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free