Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
støttede sig til Tyskland, Guido til Frankrig.
Denne fik Overhaand, blev Konge, ja endog
Kejser (891). Han døde allerede 894, og 896
trængte Arnulf af Kärnthen med Magt ind i Rom
og lod Pave Formosus (891-96) krone sig til
Kejser; hans Indgriben i I.’s Forhold fik dog
ingen varig Bet. I den flg. Tid, herskede der
den største Forvirring paa Halvøen, og
Feudaladelens Magt steg stadig. I Rom herskede
Baronerne, der laa i Strid indbyrdes, og Rov
og Mord hørte til Dagens Orden. Pavens
Stilling var under disse Forhold meget
vanskelig, og det gik saa vidt, at det i en Række af
Aar blev Kvinder, der ind- og afsatte Paver
efter Behag. Berengar af Friaul naaede 916 at
blive Kejser; men hans Herredømme blev ikke
af Varighed, da Kong Rudolf af Høj-Burgund
drog imod ham og overvandt ham; Aaret efter
blev han myrdet (924). Rudolf maatte igen vige
for Hugo af Provence i Nedreburgund, men fik
til Gengæld hans burgundiske Lande, hvorved
Riget Arelat opstod (930). Hugo’s Magt i I.
var kun svag, og baade han (d. 947) og hans
Søn Lothar maatte stadig kæmpe med
Markgrev Berengar af Ivrea. Efter Lothar’s Død
(950) vilde Berengar styrke sin Magt ved at
lade sin Søn Adalbert ægte hans Enke
Adelheid; men hun nægtede at gaa ind derpaa og
bad Kong Otto I af Tyskland om Hjælp. 951
drog han over Alperne og naaede uden
Hindring til Pavia, hvor han ægtede Adelheid og
blev kronet til Longobardernes Konge; da han
drog tilbage, efterlod han Berengar som sin
Lensmand. Da denne kom i Strid med Pave
Johan XII (956-64), drog Otto paa Pavens
Bøn anden Gang over Alperne og trængte frem
til Rom næsten uden Modstand, da Berengar’s
Tilhængere lod ham i Stikken; her modtog
Otto 2. Febr. 962 Kejserkronen af Pavens
Hænder og bekræftede Pipin’s Gavebrev til den
hellige Stol. Samtidig blev der fastsat bestemte
Regler for Pavevalget, som skulde finde Sted
i Nærværelse af Kejserens Udsendinge.
II. Fra 962 til 1250.
Fra den Tid af mente man, at den, der var
valgt til Tysklands Konge, ogsaa havde Ret
til I.’s Krone og Kejserdømmet. Forbindelsen
mellem de to Lande blev af stor Bet. for I.’s
og Pavemagtens Udvikling, idet den hindrede
Dannelsen af en stærk Centralmagt paa
Halvøen. Paven og de ital. Stormænd havde ventet,
at de under en fremmed Hersker skulde blive
mere selvstændige end under en indfødt
Konge; men da de mærkede, at de havde taget
fejl, begyndte de at lægge Planer op imod
Otto. Dette førte dog kun til, at han kom
igen, afsatte Johan XII og sikrede sin Magt
ved at give Hertugdømmerne og
Markgrevskaberne til paalidelige Mænd og ved at
bekræfte og udvide Bispernes Rettigheder.
Under et senere Ophold i I. lod han 967 sin Søn
Otto (II) krcne som sin Efterfølger og
indledede Underhandlinger om et Giftermaal
mellem ham og den byzantinske Prinsesse
Theofano, hvorved han haabede at vinde
Syditalien. Partiet kom ogsaa i Stand 972. Aaret
efter døde han og blev efterfulgt af Otto II
(973-83), som i fl. Aar ikke kom til I. Under
hans lange Fraværelse søgte Bisperne i
Lombardiet at fortrænge Smaagreverne, og Rom
og Ravenna kappedes om at tilrive sig Spoleto.
Da han kom derned, var det for at gøre sine
Krav paa Syditalien gældende. Efter at han
var kronet til Konge i Pavia og til Kejser i
Rom, rykkede han mod S. og havde i Beg.
Held med sig; men ved Basantello blev han
overvundet af Saracenerne og undslap med
Nød og næppe (982). Under Rustningerne til
et nyt Togt døde han. Hans Søn Otto III
(983-1002) var ganske ung, og Italienerne havde
saaledes Frihed til at røre sig. Bisperne i
Lombardiet fortsatte Kampen mod de
verdslige Stormænd, og i Rom lod Føreren for
Baronerne, Crescentius, sig udraabe til Patricier
og Konsul og holdt Pave Johan XV (986-96)
borte fra Byen, til han anerkendte de ny
Forhold. Ogsaa Grækerne i Syditalien benyttede
sig af de gunstige Omstændigheder til at
styrke deres Magt. Da Otto blev myndig, kom han
til Rom og lod sig krone 996, medens
Crescentius trak sig tilbage. Men snart blev
Romerne kede af det ny Herredømme, og Crescentius
vendte tilbage og forkyndte Genoprettelsen af
det byzantinske Kejserdømme, under hvis
Beskyttelse han stillede sig. For anden Gang kom
Otto til Rom (998), lod Crescentius henrette og
udnævnte sin Lærer Gerbert til Pave som
Sylvester II (999-1003). Disse to var opfyldte af
store Drømme om at genoprette det gl.
Romerrige i al dets Magt og Herlighed; men inden
der skete noget til Virkeliggørelsen heraf, døde
de begge. Markgrev Arduin af Ivrea lod sig
derpaa i Pavia udnævne til I.’s Konge; men
da Otto’s Halvfætter, Henrik II (1002-24) kom
derned, fik han Flertallet af Stormændene paa
sin Side og blev kronet 1004. Han maatte dog
drage bort igen uden at have sikret sin Magt,
og i de flg. Aar herskede alm. Anarki i I. Mod
N. kæmpede Arduin mod sine Modstandere, og
i Rom laa den yngre Crescentius i stadig
Fejde med Greverne af Tusculum; ikke mindre
end 3 Paver omkom af Gift i dette Tidsrum.
1013 kom Henrik igen, gav Bisperne endnu fl.
Privilegier og genoptog Planerne om
Syditaliens Erobring, men døde, inden de blev
udførte. Adskillige af de verdslige Stormænd
tilbød nu Kong Robert af Frankrig Kronen, men
han afslog den, og 1026 drog den ny tyske
Konge, Konrad II af Franken (1024-39), over
Alperne og blev kronet i Milano. Aaret efter
blev han kronet i Rom. De ital. Prælaters Magt
var blevet saa stor, at mange verdslige Herrer
tog deres Besiddelser til Len af dem og
flyttede ind i deres Byer, hvorfra de som
Prælaternes Capitani undertrykte Smaavasallerne, de
saakaldte Valvassorer, og navnlig modarbejdede
deres Stræben efter at gøre deres Len
arvelige. Da denne Kamp antog større Dimensioner,
særlig mellem Ærkebisp Aribert af Milano og
hans Valvassorer, kom Konrad til I. og
anerkendte ved en constitutio de feudis Lenenes
Arvelighed (1037). Paa samme Tid foregik der
en Blanding af de forsk. Befolkningselementer
i Norditalien. De rigere Borgere i Byerne og
Omegnens Adelsmænd gik op i hinanden,
ved at Adelsmænd fik Borgerret og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
