Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
skete det, og der opstod næsten politisk
Lighed mellem Popolo grasso og Popolo minuto;
især fik Udviklingen et Stød fremad i
demokratisk Retning ved Adelsmanden Giano della
Bella, der dog forlod Byen 1295 for at undgaa
Borgerkrig. Lovene var særlig strenge mod
Adelsmændene, der ikke kunde vælges ind i
Raadet, uden de indmeldte sig i et Lav, og
blev straffede særlig haardt, hvis de forbrød
sig. Partistridighederne vedblev, idet to
Partier, »de Sorte« og »de Hvide« kæmpede mod
hinanden. Ved Aaret 1300 maatte »de Hvide«,
hvortil Dante hørte, forlade Byen. Den
florentinske Forfatning udbredte sig efterhaanden til
de øvrige Byer i Toscana, ja naaede endog til
Genua. Denne By laa stadig i Strid med Pisa
om Herredømmet til Søs, indtil den fik
Overmagten ved et Søslag ved Meloria, hvor Pisas
Flaade blev aldeles ødelagt. Uagtet de stadige
indre Kampe naaede I. en Rigdom og en
Kultur, som var enestaaende i Middelalderen.
Halvøen blev Midtpunktet for Handelen mellem
Østen og Vesten, og Videnskab og Kunst
blomstrede. Efter Pisas Nederlag naaede Venedig
og Genua Højdepunktet af deres
Handelsvælde. Den første var paa denne Tid Herre
over Adriaterhavet, over en Del af de græske
Øer og Kyster og besad fl. Punkter paa Kysten
af Asien. Dens Flaade talte 300 større
Krigsskibe og 45 Galejer og dobbelt saa mange
Handelsskibe. Besætningen paa disse Skibe
udgjorde 35000 Mand, og over 10000 Arbejdere
fandt Beskæftigelse i Byens Arsenaler. Genua
var ikke mindre rig paa Skibe og havde næsten
lige saa stor Handel. Inde i Landet udmærkede
Milano og Firenze sig ved deres Industri,
Agerbrug og Handel; især blomstrede
Bankvæsenet i Firenze, og mange mægtige Fyrster
stod i Gæld til den. De indvundne Rigdomme
anvendtes navnlig paa prægtige Bygninger, som
vi beundrer den Dag i Dag.
Under de indre Stridigheder vendte
Partierne deres Blik mod Pave og Kejser for at
faa Hjælp derfra. 1310 forenede Clemens V og
Henrik VII (1308-13) sig mod Kong Robert af
Neapel (1309-43), der paa den Tid var den
ledende i I. Ved hans Hjælp havde »de Sorte«
sejret i Toscana og Guelferne i Lombardiet.
Understøttet af Hertug Amadeus V af Savojen
(1285-1323) — dette Land begynder fra nu af
at blande sig i I.’s Anliggender — drog Henrik
over Alperne og blev kronet i Milano under
alm. Jubel; Amadeus blev ophøjet i
Rigsfyrstestanden. I Beg. stillede Henrik sig over
Partierne og søgte at forsone dem med hinanden;
men da han forjog Guido della Torre og
overgav Matteo Visconti Styrelsen i Milano, rejste
Guelferne sig mod ham. I Toscana aabnede
kun Pisa sig for ham, og i Rom, som Robert
havde besat, var han ikke heldigere, men
maatte nøjes med at lade sig krone i
Laterankirken (1312). Han lyste derpaa Firenze i
Rigens Acht, erklærede Robert for afsat og
forberedte sig paa et Tog mod ham, men døde
forinden (1313). Robert genoptog saa sine
Planer om Herredømmet i I., men havde hverken
Held med sig i Toscana ell. Lombardiet;
derimod lykkedes det Matteo at bemægtige sig
Pavia, Tortona og Alessandria og lægge
Grunden til et Rige. Den ny Pave, Johan XXII
(1316-34), støttede Robert mod Matteo, og en
langvarig Kamp begyndte, som endte med, at
Matteo overlod Magten til sin Søn Galeazzo for at
dø i Fred med Kirken. Pavens Legat blev
derpaa Herre over en Del af Lombardiet. Her
forsvaredes den ghibellinske Sag af Cane della
Scala, der efter Matteo’s Bortgang traadte
frem i første Rk. I Toscana kæmpede
Castruccio Castracani, Herre af Lucca, mod de
guelfiske Byer; men da han ikke kunde faa Bugt
med Firenze, indkaldte han Kong Ludvig
(1314-47), som kom 1327. Hans Nærværelse bragte
ikke Ro til Veje, men større Splid. Efter at
han var bleven kronet i Milano, afsatte og
fængslede han Galeazzo under Paaskud af, at
han var Forræder mod den ghibellinske Sag.
I Toscana angreb han efter Castruccio’s Raad
Pisa, som altid havde været den ghibellinske
Sag tro, indtog den og behandlede den haardt.
Derpaa drog han til Rom, uden at bryde sig
om Paven, der havde bandlyst ham, og lod sig
krone af Høvdingen for det ghibellinske Parti,
Sciarra Colonna, 1328. Faa Maaneder efter lod
han Paven afsætte og indsatte en Modpave,
Nikolaus V, af hvem han atter lod sig krone.
Imidlertid rykkede Robert af Neapel frem mod
Rom, og Kejseren maatte foretage et lidet
værdigt Tilbagetog til Norditalien. Her var
Galeazzo død (1328), og hans Søn Azzo lukkede Milanos
Porte for ham og sluttede Fred med Paven,
som gjorde ham til sin Vikar. Under disse
Omstændigheder var Ludvig glad over, at
Forholdene i Tyskland kaldte ham bort. Robert af
Neapel gjorde atter Fremskridt, og de indre
Stridigheder fortsattes; paa denne Tid lagde
Lodovico Gonzaga Grunden til sit Hus’ Magt
i Mantua. Endnu en Fredsstifter optraadte i
I., nemlig den vandrende Ridder Johan af
Böhmen. Han fik ogsaa forsonet de Stridende, men
paa den Maade, at de alle forenede sig mod
ham, hvorfor han skyndte sig at vende det
utaknemmelige Land Ryggen. Firenze, der var
kommet i Krig med Mastino della Scala, fik
stiftet en Liga mod ham, bestaaende af
Venedig, Este, Gonzaga og Visconti; ved
Fredsslutningen maatte Scala opgive sine Erobringer, og
Venedig erhvervede sine første Besiddelser paa
Fastlandet. I en paafølgende Kamp mellem
Firenze og Pisa om Lucca erhvervede den
sidste den omstridte By. Efter Robert’s Død
var det forbi med Kongeriget Neapels
Indflydelse, hvor der under hans Sønnedatter Johanne
I (1343-82) herskede de vildeste Partifejder.
Ingensteds var der dog værre Anarki end i
Rom, hvor Adelsfamilierne Colonna og Orsini
fejdede mod hinanden under Forulempelse af
de fredelige Borgere og Pilegrimmene. Her
optraadte 1347 en Mand af ringe Byrd, Cola di
Rienzi, med højtflyvende Planer om at
genoplive Roms gl. Storhed og skabe en ital.
Føderation. Ved sin store Veltalenhed lykkedes det
ham virkelig at rive Folket med sig, der var
opfyldt af Begejstring for Oldtiden, og blive
valgt til Tribun. Han styrede retfærdigt og
bragte Ro til Veje og fik sammenkaldt en
Kongres af Afsendinge fra de fleste ital. Byer. Der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
