Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Henrik IV af Frankrig mod Spanien; endog
dettes tro Ven Karl Emanuel gik over til det
franske Parti, da han saa, at Udvidelse var
kun mulig i I. og paa Spaniens Bekostning. Han
befæstede Turin og begyndte at uddanne sin
lille Stat til en Militærmagt. Selv i Neapel
begyndte man at røre sig for at afryste det sp.
Aag, men Spanierne fik hurtig Bugt med
Bevægelsen. Da Hovedlinien af Huset Gonzaga
uddøde i Mantua 1627, og den nærmeste
Arving, Karl af Nevers, satte sig i Besiddelse af
Hertugdømmet, udbrød der en Arvefølgekrig,
da Habsburgerne støttede en anden
Prætendent. Pave Urban VIII (1623—44), Frankrig og
Venedig tog Parti for Karl, medens Savojen
var mest tilbøjelig til at hjælpe Habsburgerne.
Under Krigen, der førtes med vekslende Held,
erobrede og ødelagde Østerrigerne Mantua
(1630); men ved Freden i Cherasco 1631 blev
Hertugdømmet dog overladt til Karl. Kort efter
udvidede Urban VIII Kirkestaten med
Hertugdømmet Urbino. Da Richelieu greb aktivt ind
i Trediveaarskrigen, søgte han ogsaa
Forbundsfæller i I. for at ramme det habsburgske
Hus der; men kun Savojen, Parma og Mantua
sluttede sig til ham, og dem fik han kun liden
Gavn af, da alle tre Hertuger snart døde, og
der opstod indre Strid i I. i den Anledning.
Forgæves søgte Frankrig at bringe Fred til
Veje; da det endelig saa ud til en almindelig
Liga mod Østerrig, døde Urban VIII, og hans
Efterfølger, Innocens X (1644—55), var
spanskvenlig. De idelige Krige slugte store
Pengesummer, som kun kunde skaffes til Veje ved ny og
haarde Skattepaalæg. Paa Grund heraf opstod
i Kongeriget Neapel stor Misfornøjelse, som til
sidst gik over til aabent Oprør. Det begyndte
paa Sicilien, men var farligst i Neapel, hvor en
Fisker Tommaso Aniello, kendt under Navnet
Masaniello, satte sig i Spidsen for det (1647) og
tvang Vicekongen til at love en Nedsættelse af
Afgifterne og at give Folket samme Indflydelse
paa Valget af Byens Øvrighed som Adelen.
Hans Held steg ham imidlertid til Hovedet, og
han tede sig næsten som gal, hvorfor Folket
vendte sig fra ham, og han blev dræbt, uden
at nogen rørte sig til hans Forsvar. Da
Vicekongen derpaa tog sine Løfter tilbage, begyndte
Oprøret paa ny og blev støttet af Frankrig,
der fik Paven og Modena over paa sin Side.
Spanien stod efter Freden i Westfalen 1648
ene i Kampen; men den blev ikke saa farlig
for det, da der udbrød Borgerkrig i Frankrig,
og Italienerne var indbyrdes uenige.
Oprørsbevægelsen blev kuet over hele Halvøen, og de
franske Tropper blev ved Mantua’s Hjælp
fordrevne fra Casale. Da Mazarin havde faaet Bugt
med Fronden, optraadte han atter med Kraft
mod Spanierne i I. i Forbund med Modena,
indtil Pyrenæerfreden (1659) endte Krigen.
Ved Innocens X’s Død kom Alexander VII
(1655—67) paa Pavestolen. Han regerede i Beg.
godt, men forfaldt snart til Nepotisme og
styrede saa slet, at Statsgælden steg til en
foruroligende Højde. Udadtil paadrog han sig
Ludvig XIV’s Vrede ved at fornærme den franske
Gesandt og maatte gøre Afbigt, hvilket ikke
hævede Pavemagtens i Forvejen medtagne
Anseelse. Toscana derimod nød endnu nogen
Lykke under Storhertug Ferdinand II
(1621—70); men under Cosimo III (1670-1723) fik en
overdreven Pietisme Indgang ved Hoffet, og
Landet forarmedes ved trykkende Skatter.
Venedig kæmpede en fortvivlet Kamp med
Tyrkerne for at bevare sine græske Besiddelser,
især Kandia, og Pave Clemens IX (1667—69)
søgte at skaffe det Hjælp fra andre kristne
Stater, men kun med ringe Udbytte. 1669
kapitulerede Kandia, og Venedig sluttede Fred.
Under Krigene mellem Frankrig og Huset
Habs-burg blev de ital. Stater et Bytte for dem
begge, da de ikke sluttede sig resolut til nogen
af dem. Pave Innocens XI (1676—89), der
regerede godt indadtil, kom i Strid med Ludvig
XIV om Asylretten og senere tillige om den
gallikanske Kirkes Rettigheder, som han ikke
vilde anerkende. Ludvig hævnede sig ved at
besætte Avignon og Venaissin; men da han 1688
kom i Krig med fl. Magter, gjorde han Paven
nogle Indrømmelser for at formindske Antallet
af sine Fjender. Han havde fl. Gange forsøgt
paa at faa de italienske Stater over paa sin
Side og bl. a. støttet et Oprør i Messina, men
havde ikke haft Held med sig; dog lykkedes
det ham at faa Lov af Hertugen af Mantua til
at lægge Besætning i Casale, og da Genua paa
forsk. Maade støttede Spanien, lod han sin
Flaade bombardere Byen og tvang Dogen ved
Trusel om et nyt Bombardement til at gøre
Afbigt (1684). Under Krigen (1688—97) var kun
Victor-Amadeo II af Savojen (1675—1730)
aktivt med mod Frankrig. Kampen kom navnlig
til at staa om Casale, hvis Fæstningsværker
man til sidst blev enig om at sløjfe (1695). Ved
Freden i Ryswick (1697) fik Savojen, der havde
været uheldigt, paa lidt nær sine Lande
tilbage. Venedig var atter i Krig med Tyrkerne
og fik ved Freden 1699 en delvis Erstatning for
Kandia i Morea. Store Ulykker, Udbrud af
Ætna og Vesuv, stærke Jordskælv o. l. havde
ellers hjemsøgt Halvøen ved Aarhundredets
Slutn., men det syntes at skulle ende fredelig;
da døde Karl II af Spanien (Novbr 1700), og
Kampen begyndte paa ny.
For længe siden havde det europæiske
Diplomati været beskæftiget med at dele den spanske
Arv, og Stykker af I. var snart tildelte den ene,
snart den anden. Nu kom Karl’s Testamente,
som overdrog Ludvig XIV’s Sønnesøn Filip af
Anjou hele det spanske Monarki. Dette var
Italienerne ikke utilfredse med, da de haabede,
at den idelige Strid om deres Land, som havde
fundet Sted mellem Frankrig og Spanien, nu
var forbi; men deri tog de fejl. Kejser Leopold
gjorde nemlig Fordring paa det spanske
Monarki for sin yngre Søn, Ærkehertug Karl.
Hertugen af Mantua, som forudsaa, at hans
Hovedstad vilde blive et af de først omstridte
Punkter, solgte den til Ludvig XIV. Dermed
begyndte Krigen; den eneste af de ital. Fyrster,
der tog Parti, Victor-Amadeo II, erklærede sig
for Frankrig, som derved fik Ryggen fri og
kunde besætte Adige-Linien; men Prins Eugen’s
Sejre i de flg. Aar gav Hertugen Haab om at
kunne udvide sit Land ved at gaa over til
Østerrig, som lovede ham Mantua m. m. (1703).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
