Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Følgen blev imidlertid, at Franskmændene
under Vendôme foreløbig erobrede største Delen
af hans Lande og belejrede Turin; men 1706,
da Vendôme blev kaldt bort, lykkedes det
Eugen i Forening med Hertugen at tilføje den
franske Belejringshær et fuldstændigt
Nederlag, som havde Rømningen af Milano og
Piemont til Følge. Næste Aar tog den østerrigske
General Daun Kongeriget Neapel undtagen
Sicilien i Besiddelse. Endog Sardinien blev
erobret (1708), og Kejseren optraadte som Halvøens
Herre. Da han forgreb sig paa Kirkestaten,
samlede Pave Clemens XI (1700—21) Tropper,
men blev slaaet og maatte anerkende Karl som
Konge i Neapel (1709). Ved Freden i Utrecht
(1713) blev der tildelt Karl, som imidlertid var
blevet Kejser, Milano, Neapel og Sardinien, og
Victor-Amadeo fik Sicilien med Kongetitelen.
Karl gik dog først ved Overenskomsten i
Rastadt (1714) ind herpaa og fik tillige Mantua,
som forsvandt af de selvstændige Staters Tal.
I. havde ikke vundet ved Forandringen, da
Østerrig laa nærmere ved og var stærkere end
Spanien; men det havde faaet en national
Konge i Victor-Amadeo. Spanien kunde ikke
glemme sit Tab, og 1717 fandt Lederen af dets
Politik, Kardinal Alberoni, at Øjeblikket var
kommet til at genvinde det tabte, da Kejseren
og Venedig var beskæftiget med Tyrkerne, og
Savojen laa i Strid med Clemens XI, der stadig
ansaa Sicilien for et Len af Pavestolen. Under
Paaskud af at ville hjælpe Venedig mod
Tyrkerne samlede Alberoni en Flaade og en Hær,
men sendte den til Sardinien, som blev erobret,
og kort efter tog han ogsaa Sicilien. Kejseren
skyndte sig med at slutte Fred med Tyrkerne
i Passarowitsch 1718, hvor Venedig mistede
Morea, og stiftede sammen med Frankrig og
England Quadruppelalliancen (1718) for at
standse Spanien. Dette blev nødt til at rømme
de to Øer mod Løfte om, »at Dronning Elisabeth’s
ældste Søn, Don Carlos, skulde faa Toscana,
Parma og Piacenza, naar Husene Medici og
Farnese uddøde, hvad der snart vilde ske.
Savojen maatte ombytte Sicilien med Sardinien,
efter hvilken Ø det ny Kongerige fik Navn
(1720). Da Huset Farnese uddøde (1731),
landede Don Carlos i I. med en Hær og blev
anerkendt som Hertug af Parma og Piacenza.
Spørgsmaalet om Toscana var endnu uafgjort;
men Don Carlos var blevet modtaget der som
Arveprins. I Anledning af Kongevalget i Polen
opstod der en ny alm. Krig, som ogsaa fik
Indflydelse paa I.’s Skæbne. Kardinal Fleury, der
ledede Frankrigs Politik, sluttede en Alliance
med de ital. Fyrster om at fordrive
Østerrigerne fra Halvøen. Krigen gik gennemgaaende
heldig for dem, og ved Freden i Wien (1735)
fik Don Carlos Neapel og Sicilien mod at afstaa
Parma og Piacenza til Østerrig og overlade
Hertug Frants Stefan af Lothringen Arvefølgen
i Toscana. Karl Emanuel III af Sardinien
(1730—73) fik nogle af Østerrigs milanesiske
Besiddelser, nemlig Novara og Tortona med
Distrikter. 1737 uddøde Huset Medici, og Frants
Stefan og Maria Theresia overtog Toscana. Genua
søgte i disse Aar forgæves at faa Bugt med et
Oprør paa Corsica, der 1729 havde rejst sig
mod dets Herredømme. 1738 blev Øen endelig
kuet ved fr. Hjælp; men saa snart de franske
Tropper var borte, rejste den sig igen. Endnu
var Kampen om I. ikke til Ende. Da Karl VI
døde 1740 og overlod de babsburgske Lande til
sin Datter Maria Theresia, faldt alle Husets
Fjender over hende. Bourbon’erne i Spanien
og Neapel og Kongen af Sardinien optraadte i
Fællesskab mod Østerrig og havde stor
Fremgang; men pludselig brød Sardinien ud af
Forbundet og gik over til Østerrig mod en
Landafstaaelse (1743). I de flg. Aar kæmpede
Spanierne og Franskmændene heldig mod dem; men da
Freden i Dresden tillod Østerrig at sende større
Troppemasser til I., gik det tilbage for dem; til
sidst stod Kampen om Genua, som kækt udholdt
en Belejring af Østerrigerne i Forening med en
eng. Flaade. Ved Freden i Aachen (1748) afstod
Østerrig Parma, Piacenza og Guastalla til den
sp. Prins Don Filip og Høj-Novara og
Vigevano af det milanesiske Distrikt til Sardinien.
Ved Overgangen fra 17. til 18. Aarh. og langt
ind i dette var I.’s Tilstand meget sørgelig.
Styrelsen var slet og trykkende. Adelen og
Gejstligheden, der havde bevaret deres gamle
Rettigheder, var kun Redskaber for
Undertrykkelsen. Retsvæsenet dannede et
uigennemtrængeligt Kaos. Skatterne var ulige fordelte, men
overalt lige besværlige. Agerbruget frembragte
ingen Produkter til Udførsel, og Industrien
endnu mindre. Som Følge deraf var der ingen
ydre Handel, og den indre var standset p. Gr.
a. Vejenes Slethed og Usikkerhed. Paa alt
dette begyndte de ny Fyrster at raade Bod. Karl
III i Neapel (1735—59) og hans Minister
Tanucci gik i Spidsen. Finanserne ordnedes, en
ensartet Retspleje indførtes, og Handelen
blomstrede op, idet Jøderne blev tiltrukne ved
Privilegier, og Kysterne værnedes mod
Barbareskerne. De andre Stater indførte lgn.
Forbedringer, ja selv Kirkestaten fulgte det givne
Eksempel. 1759 blev Karl III Konge i Spanien og
overlod Neapel og Sicilien til sin næstældste
Søn Ferdinand IV (1759—1806). Paa denne Tid
aabnedes Halvøen for de fr. Ideer. Jansenismen
og den fr. Filosofi trængte ind, og de unge
Fyrster søgte at føre de ny Tanker ud i
Virkeligheden. Især i Toscana, hvor Frants Stefan
havde indsat sin næstældste Søn, Leopold, til
Storhertug (1765—90), skete der store Fremskridt:
Lovene blev ens over hele Hertugdømmet og
lige for alle, overflødige Embedsmænd
afskaffedes, Skatterne blev mere ligelig fordelte, og
usunde Egne udtørredes og befolkedes. I
Parma, hvor Ferdinand (1765) fulgte efter sin
Fader Filip, skete samme Fremskridt. Karl
Emanuel III af Sardinien reformerede Klostrene og
udstedte en fælles Lov, Codex Carolinus, for
alle sine Lande. Josef II reformerede i
Lombardiet. I de ital. Stater derimod, som havde
bevaret nogen Uafhængighed af de Fremmede,
mærkede man næsten ikke noget til denne
politiske og moralske Genfødelse. Venedig tænkte
kun paa at bevare Freden udadtil og indadtil;
af Fortidens Storhed var der kun lidt tilbage,
og det, der endnu var, forfaldt; men
Statsgælden steg stadig. Genua var optaget af Kampen
med Corsica, som det dog til sidst maatte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
