Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
afhænde til Frankrig (1768), der erobrede Øen
1769. Paven holdt ikke af Fremskridtet, da det
bragte Gejstlighedens Stilling til at vakle.
Clemens XIII (1758—69) satte alt ind paa at
opretholde Kirkens Ret; særlig kæmpede han for
Jesuiterne, der paa den Tid blev udjagne af de
fleste kat. Stater. Til sidst optraadte fl. Fyrster
i Fællesskab mod ham, og han døde af Sorg og
Fortvivlelse over sin Afmagt. Hans Efterfølger,
Clemens XIV (1769—74), var mere føjelig og
gik ind paa at ophæve Jesuiterordenen (1773).
Halvøens Politik var efterhaanden gennem
Familieforbindelser kommet fuldstændig i
Østerrigs Hænder. En Ærkehertug Ferdinand
ægtede Arvingen til Hertugdømmet Modena, en
Datter af Maria Theresia var gift med
Ferdinand af Parma, og en anden Datter, Marie
Karoline, havde ægtet Ferdinand af Neapel, som
hun fik til at træde ud af den bourbonske
Familiepagt. Reformerne fortsattes, men gik
mere ud paa at styrke Fyrsternes Magt end paa
at fremme Folkenes Vel, og det var mere de
gejstlige Institutioner, der reformeredes, end
de politiske. Særlig var Kejser Josef II ivrig i
denne Henseende. I Milano indskrænkede han
Munkenes Antal og satte dem under Opsyn af
Bisperne, som han selv vilde udnævne. Pave
Pius VI (1775—99), som interesserede sig
meget for Kirkestatens materielle Forhold og
udrettede en Del til Forbedring af disse, sparede
derimod intet for at hindre de ital. Fyrster i
de Reformer, som gik ud over Kirken; han
indfandt sig endogsaa personlig hos Josef II
for at indvirke paa ham til Kirkens Fordel,
men udrettede intet. Sardiniens ny Konge,
Victor Amadeo III (1773—96), var derimod en
ivrig Katolik, som afskedigede sin Faders
reformvenlige Ministre og forbød Ungdommen
at studere ved Univ. i Pavia, som han mente
var befængt med Jansenisme. Alle sine
Indtægter anvendte han paa Hæren, som var langt
større, end det passede sig for hans lille Rige.
I den modsatte Retning gik Storhertugen af
Toscana, som sammenkaldte et Koncil i
Pistoja, der vedtog virkelige Reformer; men
Paven fordømte dem som kætterske.
Fra 1789 til 1815.
Under disse Forhold kom den fr. Revolution,
men den smittede kun lidet Italienerne.
Fyrsternes Reformer havde tilfredsstillet de mere
oplyste, og Masserne var snarere fjendtlig end
gunstig stemte mod det ny. Fyrsterne samlede
sig om Østerrig, hvortil de knyttedes ved
talrige Familieforbindelser, men endnu mere ved
fælles Principper. Nogle Smaaoprør hist og her
gjorde, at de fornægtede det, de hidtil havde
begunstiget, og søgte deres Støtte i Adelen og
den uvidende Pøbel. Men dette havde atter til
Følge, at den mere oplyste Del af
Befolkningen vendte Blikket mod Frankrig og ventede
Frelsen derfra. Saadan var Stillingen, da
Kejser Frants 1792 erklærede Revolutionen Krig
og drog I. med ind i Kampen. Forgæves søgte
Frankrig at faa Sardinien over paa sin Side;
Victor Amadeo var ubøjelig og sendte to
Hære frem mod Grænsen; men de blev begge
slaaede af Franskmændene, og Savojen og Nizza
erobredes. Dronning Karoline af Neapel, der
ogsaa var optraadt fjendtlig mod Frankrig, blev
nødt til at erklære sig neutral. Imidlertid
sendte Østerrig Tropper til I. for at støtte
Sardinien, og baade Neapel og Paven lovede det
Hjælp. Ogsaa Korsikanerne rejste sig under
Pascal Paoli mod det fr. Herredømme, og
Englands og Neapels Flaader fik Adgang til
Toulon. Men inden Udgangen af 1793 var denne
By erobret tilbage, og Sommeren 1794 besatte
Franskmændene Alperne fra Havet til Dora
Baltea. N. A. gjorde I.’s Fyrster store
Anstrengelser for at fordrive dem; men baade
Sardinierne og Østerrigerne blev slaaede, og
Frankrig beholdt Genuas Kystland. Inden
Udgangen af Aaret anerkendte Toscana og
Venedig den fr. Republik. Foraaret 1796 rykkede
Østerrigerne og Sardinierne frem for at fordrive
den fr. Hær fra Alperne; men da de ikke holdt
deres Tropper samlede, lykkedes det den fr.
General Napoleon Bonaparte at slaa dem i fl.
hurtig paa hinanden flg. Slag, hvorved
Sardinien saa sig nødsaget til at slutte Fred og,
afstaa Nizza og Savojen til Frankrig (Maj 1796).
Østerrigerne var gaaet bag ved Adda, men
maatte efter Nederlaget ved« Lodi opgive
denne Stilling, og 15. Maj drog Bonaparte ind i
Milano. Hertugerne af Parma og Modena samt
Paven maatte slutte Vaabenstilstand og yde
Penge og Leverancer til den fr. Hær. Derpaa
vendte Bonaparte sig atter mod Østerrigerne
for at fordrive dem fra Mincio, hvilket
lykkedes ham, og han besatte Adige-Linien og
begyndte at belejre Mantua (Juni 1796). For at
udføre dette havde han besat venetianske
Distrikter, skønt Republikken havde erklæret sig
neutral. Fra Mantua sikrede han sig Bologna
og besatte Livorno, uagtet Toscana havde
sluttet Fred med Frankrig 1795. Imidlertid
rykkede en ny østerr. Hær frem for at undsætte
Mantua, men Bonaparte slog den og drev den
tilbage til Tyrol. Efter at have faaet
Forstærkninger kom den igen, men blev aldeles slaaet,
og Levningerne af den maatte gaa ind i
Mantua (Septbr 1796). En Maaned efter sluttede
Neapel Fred og kort efter Parma. Frankrigs
Nederlag i Tyskland satte Østerrig i Stand til
at sende en ny Hær til Italien; men den blev
tilintetgjort i Kampene ved Arcole (15.—17.
Novbr) og Rivoli (14. Jan. 1797), og 2. Febr
maatte Mantua overgive sig. Nu vendte
Bonaparte sig mod Paven, som maatte slutte Fred
i Tolentino (19. Febr), hvorved han afstod
Bologna, Ferrara og Romagna. Den fr. Hær gik
derpaa over de juliske Alper og fremtvang
ved sin Fremrykning mod Wien Stilstanden i
Leoben (18. Apr.). Under dette Tog havde
Venetianerne rejst sig mod Franskmændene,
hvorfor Venedig blev besat af fr. Tropper. En
Opstand i Genua gav Bonaparte Anledning til
at oprette en ligurisk Republik med en
Forfatning efter fr. Mønster. Da
Fredsforhandlingerne trak i Langdrag, opfordrede han Folkene
paa begge Sider af Po til at danne en
cisalpinsk Republik, som kom til at bestaa af
Lombardiet, Modena, Bologna, Ferrara og
Romagna samt de venetianske Besiddelser V. f. Adige.
Forfatningen blev et Afbillede af den fr. med
to lovgivende Kamre og et Direktorium paa 5
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
